Gå til hovedindhold

Hvor venstrefløjen regerer kører folket i skodbiler

Politik i Danmark er en underlig størrelse fuld af voldsomme følelsesudbrud, forargelse og hysteri – som mestendels er hykleri og populistisk spil for galleriet. Og venstrefløjen er efterhånden så forudsigelig, at man kan stille sit ur efter den. At den ville reagere med påtaget forargelse over en moderat sænkning i bilafgifterne var så nemt at forudsige, at det nærmer sig det tragikomiske. Inden sænkningen havde vi verdens højeste afgifter på biler - og mon ikke vi stadig har det? Vi ligger i hvert fald stadig i den absolutte top med højere bilafgifter end snart noget andet land i verden. At man tager en ekstrem skat og gør den lidt mindre ekstrem er åbenbart noget, der kan bringe sindene i kog på venstrefløjen. Deraf må vi vel konkludere, at mange på venstrefløjen anser ekstremisme for en god ting. I hvert fald hvis det er en ekstremisme, der handler om at flå folket for så meget som muligt ved enhver given lejlighed. Den slags ekstremisme er socialister eksperter i. Det er egentligt ret sygt, at vi har en venstrefløj i Danmark, som er så fjendligt indstillet over for almindelige familier og borgere, at den i praksis ønsker dem død og lemlæstelse. Venstrefløjen vil jo tydeligvis hellere have, at familierne kører rundt i gamle, usikre og trafikfarlige vrag, end at de har moderne velfungerende og sikre biler. Jeg ved godt, at de vil benægte at dette er hensigten med den politik de fører. Men det er altså konsekvensen. Og det er konsekvenserne vi skal leve med – ikke hensigterne. På den gældende baggrund er det svært at komme frem til anden konklusion end at venstrefløjen sjofler familiers sikkerhed og komfort. Altså familier som har behov for en bil til den daglige transport. Det skyldes nok langt hen ad vejen at venstrefløjen er stærkest repræsenteret i byerne, hvor behovet for bil er langt mindre end på landet og i provinsen. Og hykleriet er da i det hele taget voldsomt. Så vidt jeg ved har røde regeringer aldrig valgt at udskifte dyre biler som Audi eller Tesla og bytte dem til små og farlige brugte biler af fabrikatet Trabant eller lignende skabt af ligesindede andre steder i verden. Det er i øvrigt ikke de rige, som nyder gavn af afgiftslempelserne på biler. De rige køber alligevel de biler, de vil have. Afgiftslettelser kommer helt almindelige familier til gode, som får mulighed for at købe en bedre og sikrere bil. Men venstrefløjens ageren i sagen om den moderate lettelse af verdens højeste bilafgifter passer meget godt ind i det historiske billede. Venstreorienterede har altid levet godt på befolkningens regning. Sådan var det i Sovjet, sådan var det i DDR. Hvor venstrefløjen regerer kører folket i skodbiler.
Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.