Justitsminister Morten Bødskov (S) er i øjeblikket en hårdt presset og upopulær mand i dansk politik, og konsekvensen af hans lukkede facon, hvor al kritik og ønsket om reel information afpareres med dybt ligegyldige udenadlærte floskler og fraser, lader nu til at rokke ved egen tro på blot at kunne sniksnakke sig ud af enhver situation uden konsekvenser. Men skal der rokkes alvorligt ved denne selvopfattelse, kræver det, at Enhedslisten handler frem for blot at buldre løs med den sædvanlige vrangvillige retorik mod regeringen og dens siddende ministre.
Bødskovs uldne håndtering af PET-chefens afgang og kalenderroderiet i forbindelse med Pia Kjærsgaards deltagelse i et besøg på Christiania sammen med Folketingets øvrige retsudvalg sidste år er blot et par af flere uheldige politiske og administrative sager, som han har været involveret i siden Thorning-regeringens tiltræden efteråret 2011.
V, DF og Enh. har indkaldt ministeren til et hastesamråd i Retsudvalget onsdag eftermiddag d. 11. dec., og der er flertal for en heftig grilning af ham gennem en hasteforespørgsel om Pet-kalendersagen i folketingssalen, der ligeledes ser ud til at blive en realitet i den kommende uge. Er det mon enden på Bødskovs karriere som Justitsminister? I så fald fuldt ud hans egen skyld, og de fleste vil i bekræftende fald næppe udgyde mange tårer over et vagtskifte i dette paragraf- og dekretkontor.
Upåagtet af om Bødskov overlever eller snubler i egen misere, er det vigtigt, at befolkningen husker hans indsats og tågede bortforklaringer i hele forløbet omkring vedtagelsen af Offentlighedsloven (L144), der træder i kraft pr. 1. januar 2014. Den seneste uges udvikling omkring den demokrati- og åbenhedsfjendtlige lov viser, at mørklægningsgardinerne trækkes yderligere ned, idet Justitsministeriet har pillet 58 statsejede virksomheder ud af den.
Det vil resultere i, at der stik mod tidligere udmeldte intentioner ikke længere bliver muligt at søge aktindsigt i foretagender som Danske Spil, Brobizz, DSB Øresund og DONGs gøren og laden herunder forvaltning af dine og mine skattepenge, der er en stor del af deres eksistensgrundlag. Begrundelsen er, at de nævnte virksomheder og andre på listen efter sigende skulle være udsat for en særlig konkurrencesituation på markedet.
Hvem er det lige, at Brobizz konkurrerer med? Mols Linjen? Danske Spil og DSB Øresund har en monopollignende stilling på hver deres område. Hvor er konkurrenceparametrene henne her? Alt tyder på, at vi er ude i den samme form for skinargumentation, der har omgæret hele beslutningsprocessen i relation til L144. Bødskovs evne til at forsvare sin egen lov blev gang på gang ubarmhjertigt blotlagt i Retsudvalgets og Folketingets spørgeseancer. Pt. er den gal igen.
De overordnede spørgsmål, der står helt åbne og næppe finder fyldestgørende svar, er; hvorfor al den lukkethed? Selv om V og K har undret sig over et yderligere træk i mørklægningsgardinet, rokker det ikke ved, at et stort flertal i Folketinget inklusiv de nævnte partier fra blå blok har et medansvar for, at hele lovkomplekset og dets mange skadelige følgevirkninger overhovedet kom i spil.
Mistanken vil stadig klæbe til Bødskov & co. samt forligskredsen bag loven efter dens ikrafttræden – hvad er det, man ønsker at skjule? Hvorfor er det så problematisk, at den brede offentlighed og medierne får en øget indsigt i den politiske beslutningsproces, der medfører love, som influerer på vores liv og økonomiske velstand? Svarene blæser stadig efter Bodil.
Kritikken har indrømmet været hård og til tider personlig overfor Morten Bødskovs person og embedsførelse – langt hen ad vejen med rette. Justitsministeren kan desværre også ses som et symptom på tidens magthavere, hvis adfærd og retorik skaber større og større afstand til dem, der har valgt dem ind, nemlig du og jeg. Det er et stort demokratisk og repræsentativt problem, vi må forsøge at dæmme op for uanset ens partifarve og anskuelser i øvrigt.
Det er ej heller nogen hemmelighed, at Folkets Avis har kørt en hård og offensiv rolle overfor Offentlighedsloven. Den kurs har vi på redaktionen tænkt os at bibeholde. Morten Bødskov er ikke løsningen, men en stor del af selve problemet. Dette gælder med stor sandsynlighed også hans efterfølger, skulle han blive nødt til at gå i utide.
Politik er generelt blevet til et luftigt paradenummer, hvor majoriteten af fagets udøvere forsøger at skjule deres ansvar og personlige integritet bag endeløse repetitioner af substansløse oneliners, der kan aflires på få sekunder i håb om maksimal promovering i medierne uden at få beskidte fingre. Her er det blot ærgerligt for Morten Bødskov, at hans tomgangskvote allerede har overskredet de fleste af sine kollegers. Politikertyper af den karakter vil næppe blive savnet.