Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Alt med måde – også i julen

Jeg læste i dag en artikel, der fangede min opmærksomhed. Det gjorde den fordi den behandler en problematik, som jeg ved flere lejligheder selv har taget mig selv i at være uforstående over for; hvorfor er det så svært at spise med måde? Artiklens omdrejningspunkt er, at alt for mange danskere tyer til ”sunde” alternativer uden gluten og sukker, men indtager til gengæld en hel del mere, end hvis de havde siddet med den ”ægte vare” foran dem.

Og her er det jeg både kan nikke genkendende til situationen, og til, hvorfor det er en dårlig idé. Sunde alternativer i hverdagen er gode – og jeg benytter mig da også selv af dem. Hertil må jeg desværre også indrømme, at jeg tager mig selv i at tænke, at det er okay at spise mere, fordi det jo er et ”sundere” alternativ. En tanke, som jeg i stigende grad underminerer. Sandheden er jo, at intet er sundt i store mængder – uanset om udgangspunktet er sundt eller usundt. Et helt konkret eksempel, som jeg ofte selv falder i, er nødder. Nødder smager fantastisk og de er sunde, hvorfor man naturligt fristes til at spise flere. Jeg er dog samtidig bekendt med det faktum, at mere end én håndfuld nødder om dagen er særdeles usundt grundet nødders høje fedtindhold. Så nej, det hjælper altså ikke at kværne en pose mandler eller cashewnødder, når sukkertrangen skal tæmmes.

For mig er en af artiklens mest interessante pointer dog, at de 2-3 overflødige kilo julen ofte medfører, slet ikke er obligatoriske. Vejen udenom dem er egentlig ligetil; alt med måde. Grunden til, at dette er ekstra svært i juletiden er i særdeleshed julefrokoster, hvor alverdens retter bliver serveret. Fælden er jo, at man helst skal smage på det hele. Derfor er der mange af os, der ”faster” op til en julefrokost, hvilket er endnu en fejl. Som artiklen foreskriver medfører faste blot, at blodsukkeret er i bund, og man derfor spiser mere. Omvendt skal man heller ikke komme mæt, da man i dette tilfælde ikke er i stand til at skelne mellem mæt og overmæt.

Den helt centrale pointe er så simpel, og alligevel så svær: spis ”rigtige” ting, men gør det med måde. Det konkrete eksempel er, at 2-3 "rigtige" æbleskiver er langt bedre end en pose glutenfri æbleskiver med sødemiddel. Og helt ærligt, hvem synes også det er lækkert? Min egen erfaring fortæller mig, at jeg bliver langt mere tilfredsstillet af ”rigtige” ting, hvorfor jeg automatisk spiser mindre af det, hvilket kommer endnu tydeligere til udtryk ved sodavand. En flaske rigtig cola er mere end rigeligt til at stille mit behov for cola, mens en flaske light eller zero ikke gør noget som helst for denne trang. Og den følelse står jeg næppe alene med.

Det er altså balancen, der for de fleste af os, er svær at finde. Og at afskrive sukker, er bestemt ikke løsningen. Spiser man med måde, skal det hele nok gå – også i juletiden. Generelt lader det til, at vi i Danmark er blevet så sukkerforskrækket, at intet må indeholde sukker. Ja faktisk, bliver sukker i nogle sammenhænge sidestillet med gift, eller at det er ligeså afhængighedsdannende som heroin. Virkelig? Er du af den overbevisning, har jeg en nyhed til dig: Fjenden er ikke sukker. Fjenden er os selv, og vores mangel på selvdisciplin.

Det er ikke første gang, jeg behandler denne problematik. Læs mine tidligere pointer til ”Hvornår blev sukker samfundets værste fjende?” her

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:10

Kære læser,

Med FOLKETS har jeg skabt en medieplatform der er uafhængig af statsstøtte.

Den uafhængighed er enestående i Danmark hvor medierne har snablen dybt nede i skatteborgernes lommer. De får milliarder af staten. Hold kæft-bolsjer, kalder jeg det.

Bør der ikke være medier som går systemet kritisk efter i sømmene. Hvor fokus er dybere end de enkelte politikeres fadæser eller rød mod blå blok.

Hvis du kan se hvorfor det er vigtigt med uafhængige medier, må næste spørgsmål være – hvordan?

En dag er denne side helt tom, hvis ikke du bakker op.

Meld dig til her.

Og god læselyst,
Lennart Kiil