Det ansvarsangste menneske

Primære faneblade

Holdninger udtrykt i indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den redaktionelle linje på Folkets Avis

Kirurgen står med ansvaret i hånden, men mange andre steder i systemet kryber lederne udenom.
"Jeg vil forsøge, alligevel at tage ansvar for forløbet. Jeg vil forsøge at slå så hårdt i dynerne, at systemets vogtere ender med at træde til side og lade mig lede slaget mod min cancer."

Lægen sad og kiggede ind i skærmen - på min journal - da jeg kom ind. Bioanalytikeren bød mig velkommen. Jeg blev lagt på en briks og hun gjorde forberedelser til ultralydscanning. Lægen havde nok at se til. Der var vist billeder fra en såkaldt scintigrafi.

Det var en stor svulst. Den var interessant.

Da han var færdig ved skærmen kom han hen til briksen hvor jeg lå. Jeg gjorde miner til at rejse mig op og give hånd.

- Du behøver ikke at rejse dig op, sagde han.

Jeg satte mig alligevel op og gav ham hånd. Og han gav da også hånd. Nølende.

Man skal jo nødig blive involveret med mennesket - når man kan gemme sig bag journaler, billedanalyse og andre oplysninger på skærmen.

Kvinden ved det store PET/CT scanner-apparat i Finsenbygningen på Rigshospitalet havde klargjort mig til at rulle ind i røret.

- Du får alligevel ikke kontrastvæske idag
- Hvorfor dog ikke?
- Overlægen mener ikke det er nødvendigt, efter det du har fortalt
- Men bliver diagnosen så ringere?
- Bare rolig - det er en meget dygtig overlæge

Jeg overvejede et øjeblik, om det så havde været en god idé at insistere på, at give dem oplysninger som aldrig er kommet ind i journalen og nok heller aldrig når det.

Der er altid noget man kan gemme sig bag. Det kan være “Overlægen” (den mystiske person, som man aldrig ser). Det kan være “vejledningen” - som på skrift foreskriver en procedure, så man ikke kan komme i klemme med sine beslutninger. Det kan være loven og systemet og bureaukratiet og ledelsen og så videre og så videre.

I vores samfund i det tredie årtusind - kan mennesker ikke længere tage et ansvar for deres beslutninger. De kan ikke længere være bestemmende der hvor de burde. De gemmer sig.

Og de har lært det. Lige fra barnsben. Man følger reglerne. Og reglerne gør dig ansvarsfri. Har du fulgt reglerne kan ingen komme efter dig med hård tale og væmmelig vrede. Du er sikker og tryg.

Men du kan ikke slippe fri af dit ansvar for det arbejde du påtager dig - bare ved at henvise til system, ledelse, bureaukrati, vejledning og regler. Når du gør noget i verden - så har du et personligt og etisk ansvar - hele vejen igennem. Det kan være svært og hårdt. Men det kan også være en befrielse, at tage ansvaret selv.

I hospitalsverdenen har man bygget et system - som fritager alle fra ansvar. Og som forventer, at alle accepterer deres rolle som “små hjul”, der udelukkende skal gøre som der bliver sagt - som der står i papirerne og så videre. Til gengæld har du tryghed og du har fri i weekenden.

Jeg har mødt én person, som ikke var sådan. Det var hospitalets “top gun” - en fighter pilot: Kirurgen.

Min kirurg - Steen Nepper-Christensen - havde ego, et fast håndtryk og levende øjne. Han var stolt af sit operationssår (det ER også blevet et flot ar) - og han var et rigtigt menneske at tale med. Vi havde perfekt kemi.

Jeg håber at min næste kirurg er lige så god. Der er selvledelse i en kirurg, for han eller hun skal kunne trives med at stå i en situation, hvor han IKKE kan slå op i bogen, henvise til regelsættet eller tage hjem på weekend. Det er efterhånden en sjælden mennesketype.

Vi laver dem ikke mere.

Vi skal dog samtidig være meget meget bedre til, at sige: Det gik galt - men det er ikke nogens skyld. Alle tog ansvar og tog beslutninger på den baggrund.

Hvis jeg dør under operationen - og jeg har tillid til kirurgen - så kommer jeg heller ikke bagefter og forlanger erstatning og fyring og alt muligt.

Jeg har valgt, at lade ham operere mig - fordi jeg tror det giver mig min bedste chance.

For nylig var jeg oppe og tale med min forløbskoordinator. Bodil - som der ikke var meget storm over - var et sødt og behageligt menneske, som slet ikke var forberedt på det jeg kom med.

Hun blev blæst bagover da jeg fortalte at jeg havde “folk” på, som tager sig af min sundhed, helse og ernæring, folk som er igang med research og folk som er igang med at forberede fundraising hvis det bliver nødvendigt. At jeg er taget hånd om følelsesmæssigt af hele teamet og af andre - og at dette at jeg selv tager styringen, er det HELT afgørende for mig.

Hun måtte lige have den én gang til, da jeg sagde - at jeg havde behov for at få skabt en forbindelse mellem mig og mit team og så det lægeteam der skal hjælpe mig igennem. At jeg ikke er helt tilfreds med systemet - selvom jeg godt forstår at jeg ikke kan lave det om fra den ene dag til den anden og selvom jeg godt ved, at det er søde mennesker som er dygtige og gerne vil hjælpe mig.

Men alle disse mennesker har valgt at arbejde i et system, som giver dem frihed og tryghed - mod at de aflevere deres handlemuligheder i receptionen. De skal underlægge sig systemet.

Systemet er optimeret til at tage sig effektivt af 90-95% af patienterne - som kan vente på at det bliver deres tur. Det er optimeret til at få flest mulige patienter kørt forbi de forskellige læger. Alt andet er underordnet denne tankegang.

Derfor er der ikke "ineffektive" fælles møder - som tager meget tid. Der er kun tele-konferencer mellem lægerne.

Derfor er der ingen som lytter til patienterne eller forhører sig nærmere.

Man vælger at satse på at journalen er tilstrækkelig. Og det er den ikke - hvis patienten er aktiv og observerende. Men patienten selv - kan ikke skrive i sin journal. Så patienten har INGEN mulighed for at rette fejl - med mindre en læge forbarmer sig. Patienten har INGEN mulighed for selv at råbe en bestemt læge op.

Effektiviseringen fratager patienten muligheden for at gribe ansvaret for behandlingen af sin egen sygdom - såfremt dette system skal være en aktiv del af det.

Systemet med samlebånd betyder også - at det hele er delt op i afdelinger af specialister.

Det betyder et højt specialistniveau på almindelige sygdomme. Men når det bliver svært og der er tvivl - er det svært at tale sammen imellem afdelingerne. Jeg var ved en tandkirurg som brugte mere end 20 minutter på at komme igennem til en anden læge - fordi han havde noget han ville drøfte.

Systemet med samlebåndet betyder - at alt tilrettelægges serielt, sekventielt - som små perler på en snor.

I min situation er det måske (ifølge udenlandsk nyere ekspertise) en fordel at sætte øjeblikkelig ind med parallelle forløb.

Men jeg kan ikke engang komme igennem med sådan en forespørgsel - fordi systemet hindrer det.

Jeg kan i princippet være død af min cancer - inden dette system overhovedet finder ud af hvad der kunne være smart at gøre. Systemet spænder ben for andre typer af behandlinger. Hvis ikke det ligefrem hindrer dem.

Det er sådan tingene står lige nu.

Jeg vil forsøge, alligevel at tage ansvar for forløbet. Jeg vil forsøge at slå så hårdt i dynerne, at systemets vogtere ender med at træde til side og lade mig lede slaget mod min cancer.

Det ville jeg ikke have gjort hvis det havde været en hvilken som helst cancer.

Men i min situation har jeg slet ikke råd/tid til at vente på at der sker mirakler i systemet. Og jeg har ikke fidus til at håbe på mirakler ved bøn. Jeg er overbevist om, at min bedste chance for at komme igennem - er afhængig af min egen ansvarlighed og handlekraft.

Heldigvis føler jeg mig ikke meget syg lige nu. For så ville jeg have været fucked i dette system.

Jeg forstår ikke at mennesker accepterer at arbejde i et system - som dræber dem mentalt. Jeg ved godt at en meget stor del af befolkningen er bange. Og at deres angst for livets ansvar - får dem til at gøre som der bliver sagt, får dem til at lade sig “lede” og får dem til at overlade beslutningerne til andre.

Men tænk at en overlæge - som jeg mødte i Diagnostisk Enhed - kan sidde og sige, at han jo også i mange år havde drømt om at blive selvstændig, men nu var det for sent.

Han sagde senere til mig: Nu sender vi dig op til Øre-Næse-Hals. Så er du deres ansvar. Så kan jeg ikke gøre så meget. Men du må gerne ringe …

Han var flink og rar. Men han kunne ikke tage ansvar. Han kunne ikke engang tage beslutningen om, at lade villa være villa og sælge sejlbåden i Rungsted - og gøre det han drømte om.

Han sad i saksen, som en lille arbejdsbi - med en bekvem og behagelig og ansvarsfri tilværelse og måtte bilde sig ind - at livets største øjeblikke er når baroloen er åbnet i cockpittet og man kan sidde trygt i havnen og sippe af sit glas, mens solen går ned og spiller glimtvis i snørebåndshullerne i sejlerskoene.

Vi har skabt en befolkning af behagelighedssøgende og ansvarsflyende fjolser. De flokkes om at blive “ledere” og gå på “lederkursus” og få “lederstillinger”. Men det er ikke lederskab. Det er chefstolen der har bling-bling.

Og det er umodenhed og svag karaktér hos disse mennesker - som gør at de vil være ledende. Og de leder ingenting. Måske bortset fra - at de leder efter en mening med livet.

Tak fordi du læste et blogindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform og samtidig få adgang til vores originale journalistik ved at blive abonnent.

Vi tilbyder pakker fra blot 1 krone om dagen og op – alt efter formåen og behov: Se abonnementer her.

Den lidt skarpere vinkel på ugens emner