Franklin byggede et instrument, som Mozart skrev musik til

Benjamin Franklin fik glasskåle til at dreje rundt på en aksel. Musikeren skulle blot sætte fugtige fingre mod kanterne. Opfindelsen fik sit eget repertoire — og Mozart var blandt komponisterne.

En våd finger på kanten af et glas kan få det til at synge. I 1700-tallet var det også koncertunderholdning. Musikere stillede glas op og frembragte toner ved at lade fingrene glide rundt langs kanterne.

Benjamin Franklin blev begejstret for lyden. I 1761 færdiggjorde han en opfindelse, som gjorde glassene til et mere samlet instrument: glasharmonikaen. Det fortæller Franklin Institute, som har et eksemplar fra samme år i sin samling.¹

Glassene drejede, mens hænderne spillede

Sammen med glasmageren Charles James i London arbejdede Franklin med skåle af forskellig størrelse. De blev anbragt inden i hinanden på en vandret jernaksel, så deres kanter var tilgængelige for musikeren.

En fodpedal satte akslen og glassene i rotation. Med fugtige fingre mod kanterne kunne musikeren nu spille flere toner samtidig. Skålenes størrelse og tykkelse bestemte tonerne; de behøvede ikke at blive fyldt med vand for at stemme. Smithsonian beskriver konstruktionen som en måde at samle flere toner under musikerens hænder.²

Franklin nøjedes ikke med at spille på instrumentet. Han forklarede også, hvordan andre kunne bygge det.

I et brev til Giambatista Beccaria, dateret 13. juli 1762, gennemgik han både glassene, akslen og kassen. Han beskrev et udvalg på 37 glas til tre oktaver med halvtoner og et farvesystem, som gjorde tonerne lettere at finde. C var rødt, D orange og E gult.³

Brevet er næsten en byggevejledning. Franklin forklarede endda, hvordan glassene skulle slibes for at få den ønskede tone, og hvordan kork skulle holde dem på plads. Han skrev, at beskrivelsen skulle spare andre for besværet med hans mange forsøg.³

Mozart skrev for glassene

Glasharmonikaen fik især opmærksomhed i Europa. Library of Congress fremhæver, at komponister som Mozart skrev musik for instrumentet.⁴

Et konkret værk er hans Adagio og Rondo, K. 617, fra 1791. Her spiller glasharmonikaen sammen med fløjte, obo, bratsch og cello. Værket optræder i den historiske indledning til Franklins brev på det amerikanske nationalarkivs Founders Online.³

Det giver en usædvanlig forbindelse mellem værksted og koncertsal: En opfinder ændrede måden, man kunne røre ved glas på. En komponist fik et instrument at skrive for.

Franklin tog ikke patent på sine opfindelser, oplyser Smithsonian. Han mente, at mennesker, som havde glæde af andres opfindelser, også selv skulle dele deres egne.²

Her delte han noget helt konkret: vejledningen til en maskine, der kunne synge under fingrene.