Hvem var folket, da Danmark solgte øerne?

Danmarks første folkeafstemning handlede om at sælge tre caribiske øer. Kvinder kunne for første gang deltage i en landsdækkende afstemning. De mennesker, hvis hjem skiftede land, var udelukket fra den officielle afstemning.¹

Den 14. december 1916 skulle danske vælgere tage stilling til salget af Dansk Vestindien til USA. På stemmesedlen stod et spørgsmål om territorium. For indbyggerne på Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix handlede det om, hvem der fremover skulle regere dem.

Resultatet i Danmark blev 283.670 stemmer for og 158.157 imod. Rigsdagen vedtog derefter overdragelsen.¹

Demokratiet havde en grænse

Folketinget fremhæver afstemningen som en demokratisk milepæl: Kvinder og tjenestefolk kunne nu stemme om et nationalt spørgsmål. Valgretsalderen var 29 år.

Samme historiske fremstilling fastslår, at øernes befolkning ikke fik lov at stemme om salget.¹ Danmark udvidede altså kredsen af vælgere hjemme, samtidig med at kolonibefolkningen stod uden for den officielle afgørelse om sin egen fremtid.

Det gør historien ubehagelig. Men den bliver også for enkel, hvis man forestiller sig en samlet øbefolkning, der ønskede at blive under Danmark.

Et lokalt ja til at komme væk

På Sankt Croix tog redaktøren og fagforeningslederen David Hamilton Jackson initiativ til en uofficiel afstemning. Ifølge Danmarkshistoriens kildekommentar stemte over 4.000 for et salg til USA. Færre end ti stemte imod.²

Det var en anden afstemning med en anden status. Tallene kan ikke uden videre gøres til et resultat for alle tre øers befolkning. Men de viser, at ønsket om et amerikansk styre havde markant lokal opbakning blandt deltagerne.

Selv danske salgsmodstandere forholdt sig til det. En konservativ valgplakat fra 1916 hævdede, at befolkningens ønske om salg skyldtes den danske stats forsømmelse. Plakatens afsendere mente, at Danmark burde forbedre forholdene og tage ansvar for øerne.²

Det er en bemærkelsesværdig begrundelse for at beholde en koloni: Man havde forsømt den og skyldte derfor at gøre det bedre.

Forventningerne fulgte ikke med checken

Historikeren Helle Jørgensen beskriver i Danmarkshistorien, hvordan øerne var blevet en økonomisk belastning for Danmark, mens USA havde strategiske interesser i dem under Første Verdenskrig.³

Den 31. marts 1917 blev overdragelsen gennemført. Danmark fik 25 millioner dollar.¹

Ifølge Jørgensen tyder meget på, at befolkningen forventede bedre økonomiske muligheder gennem handel med USA. Forventningerne blev skuffet: Øernes økonomi hensygnede i mellemkrigstiden.³

Der var dermed gode grunde til at ønske en afslutning på dansk styre, uden at det nye styre nødvendigvis indfriede håbene. Og den danske folkeafstemning efterlader et spørgsmål, der rækker ud over stemmetallene: Hvem tæller med, når en stat spørger folket?