Fangerne sad allerede inde, da Danmark skrev loven

I sommeren 1941 arresterede dansk politi hundredvis af kommunister efter tysk krav. To måneder senere vedtog Rigsdagen loven, der skulle give indgrebet lovhjemmel med tilbagevirkende kraft. Den rummede en domstolskontrol, hvor dommerens mulighed for at sige nej var snæver.¹

Den 22. juni angreb Hitler Sovjetunionen. Samme morgen krævede besættelsesmagten, at Danmark arresterede ledende kommunister, også partiets folketingsmedlemmer. Det fremgår af den skriftlige meddelelse, de tyske repræsentanter overrakte danske embedsmænd.²

Politiet gik i gang. Frem til 22. august blev 339 mennesker anholdt. Mange blev løsladt igen; ved lovens vedtagelse sad 116 fortsat interneret. De var blevet frihedsberøvet uden grundlovsforhør, hovedparten i Vestre Fængsel.³

Dommeren var der stadig

Kommunistloven forbød kommunistiske foreninger og virksomhed. Den åbnede også for at internere mennesker, hvis adfærd gav særlig grund til at antage, at de fremover ville deltage i kommunistisk aktivitet, når statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter efter myndighedernes skøn krævede det.

De skulle fremstilles for en dommer inden 24 timer. Men når justitsministeren havde besluttet eller godkendt forvaringen, skulle retten opretholde den, medmindre der forelå en åbenbar fejltagelse om identitet eller hidtidig kommunistisk aktivitet. Der kunne kæres til Højesteret.¹

Domstolen var altså stadig en del af proceduren. Dens opgave var samtidig indsnævret af den lov, den skulle bruge.

Friheden blev brugt som begrundelse

Den konservative Ole Bjørn Kraft forklarede sit partis støtte i Folketinget den 20. august. Han fremhævede danskernes kærlighed til frihed og lighed for loven. Han erkendte også risikoen for brud med landets retstradition.

Alligevel anbefalede han loven som en »nødvendig Sikkerhedsforanstaltning«.⁴

Talen rummede mere end modvillig eftergivenhed. Kraft fremstillede kommunisterne som styret af fremmede interesser og kaldte deres ideer »Ukrudtsplanter i den danske Have«. Han anerkendte, at partiet hidtil havde virket inden for dansk lov.⁴

Den 22. august vedtog Rigsdagen loven enstemmigt. De kommunistiske folketingsmedlemmer deltog ikke.³

Et værn med mennesker på ydersiden

Besættelsens tvang var reel. Aarhus Universitets fremstilling forklarer regeringens hensigt som et forsøg på at bevare mest muligt af Grundloven gennem eftergivenhed over for tyskerne.⁵ Myndighederne begrundede indgrebet med nødret og ønsket om at undgå et sammenbrud i samarbejdet og en nazistisk regering.³

Det var dermed muligt at ville beskytte danske institutioner og samtidig lade dem gennemføre nazisternes politiske forfølgelse.

Da samarbejdspolitikken brød sammen i august 1943, overtog tyskerne Horserødlejren. Nogle fanger flygtede. Omkring 150 blev senere deporteret til Stutthof. I alt døde 22 danskere som følge af deportationen, herunder efter befrielsen.³

Forløbet viser en konkret vej, nazistiske krav kunne tage gennem Danmark: fra besættelsesmagtens meddelelse til dansk politi og videre ind i loven. De institutioner, der skulle beskytte borgerne, bestod. Beskyttelsen var blevet gjort afhængig af, hvilke borgere der stod foran dem.