Struensee gav ordet frit. Så begyndte svarene at komme

Den 14. september 1770 blev forhåndscensuren ophævet i Danmark-Norge. Bag reformen stod kongens livlæge Struensee. Godt et år senere var han selv med til at stramme reglerne, efter at den frie debat også havde ramt ham.¹

I dag er det 256 år siden reskriptet, der lod bøger og skrifter gå i trykken uden først at blive godkendt af censorer. Friheden kom fra toppen af enevælden. Johann Friedrich Struensee havde vundet Christian 7.s fortrolighed og brugte sin indflydelse til at gennemføre reformer.¹

Men når man giver andre lov til at tale, bestemmer man ikke længere selv emnet.

Trykpressen leverede mere end oplysning

Det Kgl. Bibliotek opgør periodens såkaldte trykkefrihedsskrifter til omkring 1.000 udgivelser fra 1770 til 1773. De spændte fra politiske og økonomiske afhandlinger til underholdning, sladder og pornografi.²

Det var altså en offentlighed med meget forskellige ambitioner. Nogle ville diskutere samfundet. Andre ville sælge noget, der fik folk til at spærre øjnene op. Bibliotekets digitalisering gør det muligt selv at læse skrifterne og se blandingen.²

Ifølge Dansk litteraturs historie rettede indlæggene sig blandt andet mod aristokratiske ministres fejl, tysk indflydelse og hoffets levevis. Da Struensees forhold til dronning Caroline Mathilde blev kendt, blev angrebene mere personlige.³

Her ligger historiens besværlige dobbeltsyn: Den nye frihed gav plads til kritik af magten. Den gav også plads til smædeskrifter. Man behøver ikke gøre alle skribenterne til helte for at se værdien i, at de kunne komme til orde.

Nu skulle nogen stå til ansvar

Den 7. oktober 1771 fulgte et nyt reskript. Forfatterne var fortsat bundet af loven. Bogtrykkerne måtte ikke trykke tekster fra forfattere, hvis identitet de ikke kendte, og forfatterens eller bogtrykkerens navn skulle stå på titelbladet, forklarer historikerne Håkon Evju og Jesper Jakobsen.¹

Forhåndscensuren blev ikke genindført ved den stramning. Men muligheden for at gemme sig bag en anonym udgivelse blev mindre. Frihed til at få noget trykt og frihed for at blive straffet bagefter var to forskellige spørgsmål.¹

Efter Struensees fald i 1772 blev pressen yderligere begrænset. I 1773 blev aviser og ugeblade blandt andet forbudt at bringe kritik af staten og regeringen.³

Folkets skrev også om trykkefrihedens korte, uindskrænkede periode ved 250-årsdagen. Det personlige paradoks er stadig værd at standse ved: Den mand, der hjalp med at åbne den offentlige samtale, var også med til at sætte snævrere grænser for den.

Magten havde sluppet ordet løs. Den havde ikke lovet at holde af svarene.