Bach havde også øre for en helt anden slags begær

Johann Sebastian Bach skrev en lille musikalsk komedie om en ung kvinde, der nægtede at undvære sin kaffe. Hendes far prøvede at bestemme. Hun havde en bedre idé.¹

Der er noget beroligende ved at opdage, at et menneske fra 1700-tallet kunne være lige så besværligt før sin kaffe som et menneske i dag. I Bachs Kaffekantate møder vi Liesgen, der insisterer på sine tre daglige kopper, og hendes far Schlendrian, som har fået nok.¹

Det er opdigtede personer. Men musikken og den lille familiestrid er ganske virkelige dele af Bachs værk.

Musikken flyttede ind på kaffehuset

Omkring 1734 komponerede Bach det værk, vi kender som Kaffekantaten, BWV 211.² En kantate er et værk for sangstemmer og instrumenter. Her får formen karakter af en lille komedie med en fortæller og to personer, som vil noget forskelligt.

Bach havde et oplagt miljø til den slags musik. Fra 1729 ledede han Collegium Musicum i Leipzig, et musikensemble med base i Café Zimmermann. Her blev der holdt prøver og ugentlige koncerter, om sommeren også under åben himmel. Bach-Archiv Leipzig knytter kaffekantaten til ensemblets koncerter.³

Der fandtes altså et sted, hvor man kunne møde Bachs musik over en kop kaffe. Det billede må gerne få lov at følge med, næste gang han virker lidt fjern på et højtideligt komponistportræt.

Far finder det ømme punkt

Schlendrian forsøger sig med forbud. Ingen fester. Intet nyt moderigtigt tøj. Liesgen er villig til at undvære fornøjelserne, hvis hun bare må beholde kaffen.

Så finder han et stærkere middel: Hun får ingen mand, før hun opgiver den.

Nu ser det ud, som om han har vundet. Liesgen beder ivrigt sin far om at finde en ægtemand.¹

Man kan næsten høre hans lettelse. Endelig virkede opdragelsen.

Det med småt

Men fortælleren afslører, hvad faderen har overset. Liesgen lader i hemmelighed vide, at en frier kun er velkommen, hvis han lover hende retten til at lave kaffe, når hun vil. Det skal ovenikøbet stå i ægteskabsaftalen.¹

Hun har dermed fundet plads til både kærligheden og kaffekoppen.

Netop slutningen er en lille overraskelse i værkets tilblivelse. Forlaget Carus fremhæver, at faderen tilsyneladende får sin vilje i digteren Picanders oprindelige trykte tekst. I Bachs kantate er der tilføjet to satser, som vender pointen. Hvem der skrev de ekstra vers, er ikke sikkert fastslået.⁴²

Historien slutter med en påmindelse om, at både mor og bedstemor også holdt af kaffe.¹ Faderen er oppe mod mere end én stædig datter.

Der er noget rart ved denne lille sejr. Ingen behøver erobre et kongerige. En ung kvinde skal bare have lov at beholde sin kop.

Har du lyst til at høre historien, ligger Nederlandse Bachverenigings opførelse her. Find en behagelig stol. Resten klarer Bach.