Det vidste de ikke om «Athen»

Da grækerne kom til Det Ægæiske Hav, tog de lokale ord med sig. Ord for oliven, hav, hyacint og en lang række planter og dyr fandtes ikke i deres eget sprog, så de lånte dem af dem, der boede der i forvejen. Så forsvandt det sprog, ordene kom fra. Tilbage står ordene i græsk, uden nogen kendt oprindelse.¹

Det er ikke et randfænomen. Omkring 1.100 oldgræske ord kan ikke føres tilbage til indoeuropæisk, den sprogfamilie græsk selv hører til. Det anslår den hollandske sprogforsker Robert Beekes, som i 2010 markerede dem i sit etymologiske ordbog over græsk og fire år senere samlede dem i bogen Pre-Greek.¹

Ordet for hav havde de ikke

Det mest slående er, at det manglende ordforråd rammer noget så grundlæggende som havet. Det almindelige græske ord for hav, θάλασσα (thálassa), har ingen sikker indoeuropæisk forklaring. Det giver mening: indoeuropæerne kom fra den indlandske steppe, hvor der ikke var brug for et ord for hav.¹

Det samme gælder en række af de ord, en nutidig læser netop forbinder med det græske. Oliven hedder ἐλαία (elaía). Labyrinten hedder λαβύρινθος (labýrinthos). Også navne på guder og mennesker er med: krigsguden Ἄρης (Áres), helten Ἀχιλλεύς (Achilles), Ὀδυσσεύς (Odysseus) og byen Ἀθῆναι (Athen).¹

Forklaringen er ikke, at grækerne var dårlige til at opfinde ord. Den er, at de kom til et sted, hvor nogen havde navngivet tingene i forvejen. Da de skulle tale om planter og dyr, de aldrig havde set, og om et hav, de aldrig havde sejlet på, lånte de de lokale betegnelser. I Beekes' opgørelse ligger planter, dyr og redskaber da også i top: 178 ord for planter, 180 for dyr, 154 for redskaber og udstyr.¹

Navnene blev, sproget forsvandt

At et sprog forsvinder, mens dets stednavne bliver, er ikke et græsk særtilfælde. Da de græsktalende blev de magtfulde i området, blev deres sprog det sprog, alle skulle tale. Det lokale sprog fulgte ikke med. Men byerne skulle stadig hedde noget, og det er svært at omdøbe et sted, man allerede har boet i i hundredevis af år.

Derfor er stednavnene det bedste spor. Bestemte endelser går igen i navne over hele det ægæiske område: -νθ- (-nth-) i Κόρινθος (Korinth, Korinth), -σσ- (-ss-) i Κνωσσός (Knossos), -ν- (-n) i Ἀθῆναι (Athen) og Μυκῆναι (Mykene). Endelserne er rester af et sprog, ingen har skrevet ned, og de optræder i et mønster, der tegner et område i Det Ægæiske Hav og det vestlige Anatolien.¹

Problemet var ikke ukendt i oldtiden. Herodot skriver i sit første bind om pelasgerne, at de talte et sprog, der ikke var græsk.² Han kunne altså selv høre, at der havde været andre sprog i området.

Uenigheden om, hvad der blev talt

Her holder enigheden op. Beekes mener, at materialet kommer fra ét sprog eller en gruppe af nært beslægtede sprog, og at ordene skal regnes som prægræske, med mindre der er grund til at tro andet. Den antagelse er ikke alment accepteret. Andre forskere peger på flere lag: et indoeuropæisk lag, muligvis beslægtet med sprog i Anatolien, og et eller flere ikke-indoeuropæiske lag oveni.¹

En anmelder af Beekes' bog kalder hans kapitler om sprogets enhed og familie for klare, men ekstremt korte, og mener, at netop det omstridte spørgsmål havde fortjent mere plads.¹

Så hvad ved vi? At ordene ikke kan forklares fra indoeuropæisk, og at de peger på et eller flere sprog, der blev talt i Det Ægæiske Hav før græsk. Hvor mange sprog, og hvordan de var beslægtede, er stadig et åbent spørgsmål.

Det er ikke en parentes i Europas sproghistorie. Ifølge anmeldelsen af Beekes' bog har hans leksikon et særligt afsnit om gudenavne og mytiske skikkelser, og mange af de navne, en nutidig læser uden videre kalder græske, hører hjemme der.¹ Hvilke guder der er tale om, og hvor sikre belæggene er, kræver et opslag i bogen selv. Det opslag mangler vi.

Danskerne arbejder på sagen

I København sidder en af dem, der arbejder videre med materialet. Forskningsprojektet PHILOGLOSSA på Københavns Universitet løb fra 2023 til 2025 med støtte fra EU's Marie Skłodowska-Curie-program og blev ledet af sprogforskeren Matthew Scarborough. Projektets formål var at gøre det præhellenske låneordsmateriale tilgængeligt i en åben database, så grundlaget kan analyseres på ny.³

Projektets egen beskrivelse er værd at hæfte sig ved. Forsøgene på at forklare materialet ud fra én enkelt kilde er stødt på metodeproblemer, hedder det. Det var netop, hvad Beekes mente var muligt. Også her er svaret altså ikke afgjort.

Der er en nærliggende grund til at historien ikke kun er græsk. Ord, vi selv bruger, er kommet ind i europæisk sprog gennem det samme materiale: oliven og hyacint er blandt dem.¹

Det betyder, at et sprog, ingen kan læse, ingen har skrevet ned, og som ingen ved navnet på, stadig findes i vores eget ordforråd. Det forsvandt ikke, fordi nogen besluttede det. Det forsvandt, fordi nogen blev de stærkeste i området, og de andres sprog var ikke længere nødvendigt. Ordene slap væk.