Verdens første webcam havde kun én ting at holde øje med

Verdens første webcam holdt øje med en kaffekande. Forskere på universitetet i Cambridge ville vide, om der var kaffe tilbage, før de rejste sig. I 1993 fik resten af verden lov at kigge med.¹

En tur efter kaffe kan være dagens første lille nederlag. Man forlader sin stol med en forventning og vender tilbage med en tom kop. På Cambridge havde nogle af forskerne ovenikøbet flere trapper mellem sig og skuffelsen.

Omkring 15 mennesker delte én filterkaffemaskine ved et lokale, der hed Trojan Room. De nærmeste havde en klar fordel. Når kollegerne længere væk nåede frem, kunne kaffen være drukket. Sådan beskriver Quentin Stafford-Fraser problemet i sin beretning om projektet.²

Det er en konflikt, som enhver arbejdsplads med en fælles kaffekande kan forstå.

Et lille vindue til kaffen

I 1991 satte forskerne et kamera på et laboratoriestativ og rettede det mod kaffemaskinen. De havde en computer med udstyr til at indlæse videobilleder, som kunne bruges til opgaven.

Paul Jardetzky skrev programmet, der hentede billederne. Stafford-Fraser skrev det program, kollegerne kunne åbne på deres egne skærme. Nu kunne de holde øje med kanden i et lille vindue, mens de arbejdede.²

Billedet var i gråtoner og blev opdateret cirka tre gange i minuttet. Til netop denne opgave var det tilstrækkeligt. En kaffekande kræver heldigvis ikke sportsudsendelsens billedhastighed.²

Det lille system hed XCoffee. I første omgang var det en intern ordning. Kaffen befandt sig stadig et andet sted, men man kunne i det mindste se, om turen var umagen værd.

Så kom verden på besøg

I november 1993 ændrede Daniel Gordon systemet og koblede det sammen med Martyn Johnson på nettet. Her blev kaffekameraet til det, der regnes for verdens første webcam.¹

Stafford-Fraser forklarede senere den enkle idé bag springet: Når en browser beder om et billede, behøver computeren i den anden ende ikke sende det samme billede hver gang. Den kan sende et nyt fra kameraet.³

Dermed kunne mennesker langt fra Cambridge se, hvad der lige nu skete med en helt almindelig kaffekande.

Det var i grunden et pudsigt tilbud. Forskerne havde glæde af at vide, om der var kaffe. Alle andre kunne blot betragte kaffe, de aldrig ville få lov at drikke.

Alligevel blev kanden berømt. Da laboratoriets forestående flytning i 2001 betød, at kameraet skulle slukkes, nåede historien forsiderne på både The Times i London og The Washington Post.¹

Den sidste kop

Kameraet tog sit sidste billede den 22. august 2001 klokken 10.54. På det kan man se fingrene på Gordon, Johnson og Stafford-Fraser, mens de trykker på computerens slukknap.⁴

Selv afskeden blev altså sendt ud gennem det system, der skulle have sparet nogle ture på trappen.

Kaffemaskinerne var blevet udskiftet undervejs, fortæller Stafford-Fraser. Den berømte ordning havde overlevet flere af dem.³ Den kande, der havde været længst i tjeneste, blev solgt til Spiegel Online for 3.350 pund. Pengene skulle gå til kaffefaciliteter i det nye laboratorium.¹

Der er noget betryggende ved den afslutning. Et lille stykke internethistorie havde fundet sin køber. Og forskerne kunne bruge pengene på det, der havde været meningen fra begyndelsen.

Mere kaffe.