Ingen ville bruge den. Så lejede han en flok, der lod som om

I 1937 satte en købmand i Oklahoma nogle hjul på en klapstol og stillede den i sin butik. Kunderne kunne lægge deres varer i den og skubbe den foran sig i stedet for at slæbe på en kurv. Det var en god idé. Ingen ville bruge den.¹

Sylvan Goldman ejede en kæde af supermarkeder, der hed Humpty Dumpty. Han havde lagt mærke til noget enkelt: Når kundernes kurve blev fulde eller tunge, holdt de op med at handle. Det betød færre varer i kurven og mindre i kassen.²

Først forsøgte han at løse det med et påfund. Hans ansatte skulle tilbyde kunder med fuld kurv en ny og stille den fyldte bag disken. Det var besværligt, og det virkede ikke rigtigt.¹

En klapstol på hjul

Løsningen kom sent en aften på hans kontor i 1936. Han sad og kiggede på en klapstol. Hvad nu, hvis man tog sædet ud, satte to hylder ind i stedet, og gav benene hjul? Så kunne der stå kurve på den, og stolen kunne klappes sammen, når den ikke blev brugt.¹

Tømreren Fred Young byggede den første udgave oven på en rigtig klapstol. Den var ikke en succes. Da den ramte en tandstik på gulvet, standsede den og begyndte at klappe sig sammen. Den næste udgave var bygget til at holde til brug.¹

Det er svært at læse uden at holde af den detalje. Verdens første indkøbsvogn blev væltet af en tandstik.

Så kom sommeren, hvor ingen ville bruge den

Vognene blev sat i drift i butikkerne i sommeren 1937, med en annonce i den lokale avis og det hele. Goldman regnede med kø.¹

Der var kunder i butikken. Der var bare ikke én, der brugte en vogn.²

Kvinderne havde et svar klar: De havde skubbet barnevogn længe nok. Mændene havde et andet: Med deres store, stærke arme kunne de da bære en lille kurv.²¹

Goldman var ikke slået. Han hyrede mænd og kvinder i forskellige aldre til at gå rundt i butikken med vognene og lægge varer i dem. Kunderne kunne se, at nogen brugte dem, og det var åbenbart nok. Snart stod vognene overalt.¹²

Det siger noget om, hvad der egentlig skal til, før noget nyt bliver almindeligt. Vognen var den samme hele tiden. Det var kunderne, der manglede et eksempel at følge.

Så skulle de kunne stables

De første vogne blev klappet sammen og stablet, når de ikke var i brug. Det tog plads, og i 1946 patenterede en mand i Kansas City ved navn Orla Watson en vogn, der kunne skubbes ind i den næste.²

Goldman svarede med sin egen udgave, og de to endte i en strid om patentet. Den sluttede med, at Goldman fik ret til at sælge Watsons version.¹²

Goldmans egen vogn blev i øvrigt først patenteret senere. Han søgte i marts 1938 og fik patentet i april 1940, altså efter at vognene havde været i brug i et par år.³

Næste gang du trækker en vogn ud af en lang række foran butikken, står der altså to mænds uenighed om et patent bag. Den slags plejer ikke at være det, man tænker på, mens man leder efter mælk.

Og de kurve, Goldman ville have folk til at fylde lidt mere i? Det lykkedes. Han havde blot regnet med, at det skulle ske af sig selv.¹