Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Analyse: Danmarks internationale rutsjetur

Umiddelbart kan fænomenet synes at være godt begrundet: Danmark opfører sig uanstændigt over for flygtninge, og det bør naturligvis fordømmes.

Forklaringen har dog visse afgørende mangler, der viser at den ikke kan stå alene. Dels viste det sig hurtigt, at mange andre lande i lang tid har haft tilsvarende regler, og dels kan man konstatere at kritikken på ingen måde er proportionel med de grundlæggerne forhold omkring hvilke lande der yder hvor meget til flygtninge, både ude og hjemme.

Hvorfor blev kritikken så massiv?

Jeg tror der er flere forklaringer herpå: vi kender alle eksemplet med en frø der sidder i en gryde med vand som langsomt varmes op. Frøen kan kun forholde sig til temperatur-ændringer, og fordi ændringen går så langsomt, opdager den ikke noget mistænkeligt, før den dør af overophedning.

Hvis omvendt vandet derimod fik en pludselig temperatur-stigning, ville frøen straks hoppe ud, selv om der måtte være lang vej op til at temperaturen blev farlig. Medierne fungerer lidt lige som frøer: de reagerer primært på ændringer, og har svært ved at forholde sig til absolutte størrelser. Set fra udlandet er Danmark ny i rollen som “strammer” over for flygtninge, og derfor blev smykkeloven opfattet som et betydeligt skifte.

Frøen forklarer måske nok mediernes manglende proportionalitet, men ikke deres manglende konsistens. Hvorfor blev de øvrige lande ikke fordømt lige så hårdt, da det kom frem at de havde tilsvarende regler? For at forstå dette udslag, vil jeg tage et kig på ‘Den Arabiske Larmdrossel’: en lille fugl der lever i flokke og er hjemhørende på Den Arabiske Halvø.

Det særlige ved Den Arabiske Larmdrossel er dens meget insisterende altruistiske adfærd: fuglene kappes med hinanden om at gøre mest godt for flokken. Mad doneres livligt væk til de øvrige medlemmer, og den farlige tjans med at sidde højt i et træ og holde udkik efter rovfugle, er højst eftertragtet. Fænomenet går så vidt, at dominerende fugle kan finde på at tvangsfordre lavere rangerende fugle, eller tvinge dem væk fra den farlige udkikstjans, så de selv kan tage opgaven.

Den Arabiske Larmdrossel kan således synes både solidarisk og sympatisk, men der er også et andet aspekt af gruppedynamikken: larmdrosler som vurderes til ikke at trække deres del af læsset bliver lynhurtigt dømt ude: de tvinges til at forlade flokken, hvilket er en de facto dødsdom.

Hvorfor er Larmdroslerne så vilde med altruisme? Den israelske biolog Amotz Zahavi har studeret dem igennem lang tid, og han udviklede med tiden en mulig forklaring: de altruistiske handlinger signalerer at giveren er ressourcestærk, på en måde som er meget svær at ‘fake’. Det gør handlingerne til et meget troværdigt signal, som gruppen derfor kan bruge som rettesnor i uddelingen af prestige.

Prestige kan så igen veksles til en slags ‘erotisk kapital’, så de mest altruistiske fugle i sidste instans får de bedste parringsmuligheder. Alt dette foregår selvfølgelig ikke bevidst, men er opstået gennem tusinder af års evolutionær tilpasning.

Hvad kan vi så lære af den Arabiske Larmdrossel sociale adfærd?

Jo, måske foregår der noget lignende i den nationale og internationale politik: hver aktør forsøger det bedste de kan at signalere at de er altruistiske - at de vil øvrigheden det bedste og at egne behov bliver sat i anden række. Dette gøres gerne med bekostelige signaler: lige som hos Larmdroslen gælder det, at de bekostelige signaler har den højeste troværdighed, da de er svære at ‘fake’.

Prestige tilfalder de enkelte lande proportionalt med mængden og størrelsen af deres godhjertede handlinger. Hvis et land derimod udviser tøven i sine altruistiske bestræbelser, falder hammeren. Landet udskammes, med det formål at presse det tilbage til fuld dedikation over for gruppen.

Det er her vigtigt at bemærke, at det ikke er det faktiske omfang af et lands altruistiske handlinger, som er afgørende. Det er derimod oprigtigheden af intentionen bag handlingen, der kigges på.

Det giver god mening: lige som de arabiske drosler ikke forlanger af en rugende hun, at hun skal flyve fra reden for at holde vagt, eller forlanger af en skadet fugl at den skal være netto bidragyder til flokken, lige så lidt forlanger f eks. EU at alle medlemslande skal bidrage i det samme omfang.

Selv opstramninger kan tolereres, hvis blot de kombineres med en troværdig fortælling om at landet vitterligt har gjort sit absolut bedste for at prøve at være solidarisk.

Sveriges overgang fra ‘humanistisk stormagt’ til desillusioneret ditto, var netop et eksempel på et vellykket kommunikeret tilbagetog: ingen fordømte Sverige på trods af at de foretog en meget pludselig og voldsom opstramning.

Denne kommunikation var næppe udtænkt eksplicit, men fulgte ganske enkelt af, at Sverige vitterligt havde en meget oprigtig ambition om at hjælpe hele verden.

Danmark derimod har ikke været lige så heldig med sin iscenesættelse i den aktuelle sag.

Det har haft afgørende betydning for, at reaktionen på smykkeloven blev så hård som den blev, på trods af at loven nok kun kommer til at få ganske lille betydning i praksis. Tiltaget virker og fremstår småligt, og dette er helt afgørende for den internationale reaktions form. Fra omverdenens synspunkt er vi blevet taget med fingrene nede i dåsen ned småkager.

I den kontekst er det ganske underordnet hvor stor en småkage vi egentligt prøvede at fiskede op. Vi har kommunikeret at vi bare ikke vil de der flygtninge særligt meget.

Lige som det gælder for Larmdroslerne, har et lands eksisterende prestige afgørende indflydelse på de reaktioner der afstedkommes: en prestige-stærk fugl der snyder på vægten, er en noget større sag end et marginaliseret individ der gør det samme.

Højt at flyve, dybt at falde, som man siger.

Denne effekt kan også forklare, hvorfor de lande der står os relativt nær, må høre på mere og langt værre ukvemsord fra os, end lande der står os fjernt.

Lande som USA og Israel må høre enormt meget for deres forskellige disponeringer, mens det derimod er yderst sjældent at vi har noget at sige til verdens mange tvivlsomme regimer, selv om de opfører sig langt mere forkasteligt:

Hvornår har Danmark sidst adresseret Nordkorea eller Gazastribens ledelse med en direkte, harmdirrende reprimande?. Vel ikke i mands minde! Selv om skævvridningen i omtalen af f.eks. Israel i de vestlige medier efterhånden er dybt forkvaklet, kan man finde en galgenhumoristisk opmuntring i, at der faktisk er et positivt signal i, at kritikken fortsætter i sine linde strømme.

Det er først når kritikken ophører, at man for alvor har mistet kontakten og tilknytningen til den kritiserende part.

Vi kan konstatere af både politik og presse følger en dynamik som har stærke ligheder med dyreverdenens ditto.

At vi således kan forklare det observerede ud fra rent dyriske adfærdsmønstre, er måske videnskabeligt set tilfredsstillende, men derudover ret bedrøveligt: lande og deres handlinger burde ret beset vurderes på deres absolutte indsats og effekt, lige som landenes langsigtede overlevelsesevne ret beset burde vægtes højere end en indbyrdes signalering og positionering i et internationalt socialt spil.

Der er lang vej endnu førend de vestlige lande kan agere realpolitisk troværdigt, uden at det hele skal ende i hat og briller. Det vil kræve betydelig selvindsigt, hvis politikerne og journalisterne i samlet flok skal lægge de socialdynamiske briller på hylden og begynde at forholde sig til ‘de faktiske forhold i jernindustrien’.

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:10
10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem
eller sponsor

Citer med linket her: