Da Sisyfos mødte Kafka på en mark i Roskilde

"Her kunne jeg godt tænke mig at bo", bemærkede taxi-chaufføren.

På vejen fra stationen havde vi haft en god snak om hvor grænsen går for det offentliges indblanding i private anliggender.

Jeg havde fortalt chaufføren lidt om hvorfor jeg var kommet til Roskilde.

Det handlede om en kommunes årelange og minutiøse undersøgelse af en enkelt borgers indsats med og mod bevoksninger på egen grund.

Det handlede om løse påstande fra kommunens side om disse bevoksninger som borgeren må tilbagevise.

Alt sammen til trods for at borgeren

• efterlever fredningsbestemmelserne på det bygningsmæssige område
• forbedrer miljø, natur, klima og biodiversitet
• beskytter landskabelige elementer som enge mod tilgroning

Alt imens andre der laver åbenlyse ødelæggelser af naturen ikke stilles til regnskab eller får dispensationer fra reglerne.

Sådan havde jeg selv fået sagen udlagt.

Jeg tror dog ikke jeg fik alle detaljer med da jeg skulle forklare chaufføren hvad det drejede sig om.

Chaufføren mente at pointen med privat ejendomsret var at man selv bestemte over sin egen grund når man blot efterlevede regler og love.

Og de mener Finn at han gør.

Alligevel bliver Finn Okkels overvåget med

• satellitter
• luftfotos
• mange besigtigelser
• besøg af fredningsnævn

Og nu kræver kommunen at træer, man kun kan se på satellitfotos, skal fjernes – fordi de tager udsigten!

Og at buske skal ryddes fordi de tager udsigten til en gravhøj – man alligevel ikke kan se!

Alt det virker urimeligt på hovedpersonen i sagen. Og på os andre tillige ekstremt absurd.

Og det var netop Finn Okkels jeg var kommet til Roskilde for at besøge.

Jeg betalte chaufføren som kørte tilbage mod byen.

Så kiggede jeg rundt i gårdspladsen og tænkte: "Her er alt holdt i den gamle stil." Et smukt eksempel på et menneske som bor i harmoni med naturen. Dyr såvel som planter.

Så bankede jeg på døren til det lille husmandsted hvor Finn Okkels bor.

Også indenfor var alt oprindeligt. Og der blev budt på hjemmebagt kage. Men trods det idylliske indtryk var der ugler i mosen.

Jeg var her ikke for at nyde harmonien, men for at bevidne et sammenstød mellem den private ejendomsret på den ene side og den omsiggribende naturforvaltning på den anden.

Jeg var her for ved selvsyn at opleve en lille del af kommunens minutiøse og detaljerede undersøgelser. I årevis har kommunen nidkørt fastholdt at der var basis for en fredningssag. Og det har plaget Finn Okkels meget.

Og nu var kommunens folk på vej, fortalte Finn. Han vidste dog ikke præcist hvornår de ville være her.

Mellemtiden blev brugt til både introduktioner til sagen og til Finn Okkels "team".

Det skulle nemlig vise sig at jeg ikke var den eneste som skulle med rundt sammen med kommunens folk. Også en gammel studiekammerat og god ven af Finn skulle med - og hans niece var med som kamerakvinde.

Vi kunne nå at sludre lidt og Finn fortalte om hvordan alt på hans grund var indrettet efter at falde så godt ind i den omgivende natur som muligt og ikke mindst på at efterleve fredningen som gælder i området hvor hans husmandssted ligger så smukt.

Den fredning som bliver set fra to forskellige sider.

Finns indsats for at efterleve fredningen og leve i pagt med naturen har i bogstaveligste forstand båret frugt.

Således er der på Finns grund kommet et væld af fredede og sjældne arter hvoraf flere ikke findes andre steder i kommunen.

Vi nåede også lige en rundvisning ude på selve grunden, mens Finn skitserede sagen for os. Jeg bemærkede selv flere sjældne arter – og jeg hæftede mig ved hvor meget plads Finn gav sine heste at boltre sig på.

Selvom det stadig var sidst i februar, løb hestene rundt fulde af kraft og vitalitet.

Det var uklart hvorfor det lige denne oase kommunen brugte så store ressource på.

Mens vi ventede på kommunens folk, gav Finn sig tid til at sætte os andre yderligere ind i sagen.

Finn er vokset op på en planteskole, og han har udfærdiget kilometervis af læhegn. Han er hortonom som på universitetsniveau er uddannet indenfor området.

Så Finn har kendskab til alle detaljerne omkring læhegn og har på denne baggrund plantet dem i det fredede område, hvor det udtrykkeligt nævnes der må plantes læhegn, men en tilsvarende viden har kommunen ikke præsenteret, men har kaldt læplanterne for haveplanter til trods for at lige de planter er på lister over vilde danske planter man kan få tilskud til at plante i læhegn.

De regler der var gældende for læhegn på fredningstidspunk, er blot at bevoksninger der er under 20 meter i bredden (da det ellers vil være skov) og giver læ, de er læhegn. Men som Finn forklarede, er det kompliceret for en kommune at forholde sig til noget der er så ukompliceret og snusfornuftigt og som kommunens forvaltning har personlige ideer om – reglerne er ellers ganske simple.

Det har været et enormt arbejde for Finn at gøre kommunen opmærksom på at det - de troede, var regler for læhegn - blot var regler for hvordan læhegn skal udformes hvis man ønsker tilskud til læhegn.

Finn fortalte også at selv en dommer der deltog i en besigtigelse, på baggrund af kommunens og Finns indspil, mente at om et læhegn var lovligt eller ulovligt ikke kunne afhænge af om man har fået tilskud, men sådan er det faktisk — men kommunens folk forklarede ikke sammenhængen (når man ansøger om tilskud er der regler for læhegns bredde, plantevalg og -tæthed mv., men finn har ikke søgt om tilskud, da han ønskede større biodiversitet end der kan opnås med de læhegn man kunne få tilskud til). Tid til at undersøge det, det var der ikke. Dommerens afgørelse KAN ALTSÅ VÆRE faldet på et forkert grundlag.

Pludselig kommer en bil kørende ind på gårdspladsen.

Jeg må indrømme at jeg som udefrakommende havde lidt svært ved at forstå alle fredningssagens finurligheder, men vores snak sluttede også brat for det var kommunens folk, tre styk, som nu ankom for at bese Finns ejendom og beslutte hvilke træer Finn skulle fælde.

Vi gav alle hinanden hånden. Og præsenterede os hver især kort så alle vidste hvem som var hvad og i hvilken rolle vi var tilstede.

En af folkene fra kommunen bekræftede Finn i at vi ikke måtte stille "journalistiske spørgsmål".

"Hvad mon det koster skatteborgerne at have sådan tre folk fra kommunen gående en hel dag herude," tænkte jeg så. Men det måtte jeg åbenbart ikke spørge om.

Og det var, som Finn jo havde fortalt, kun en af mange dage dage kommunen med flere personer havde været på besøg.

Nå, planen var så at gennemgå bevoksninger på Finns ejendom. Og så skulle træer og buske ellers afmærkes så Finn senere kunne fælde og rydde efter kommunens anvisning.

Nu er det bare sådan at der hvor kommunen mener noget er et læghegn, må man plante og lade træer og buske spire frem, men der hvor kommunen mener noget ikke er et læhegn, skal de planter som er plantet, fældes.

Mens de planter der bare vokser op af sig selv gerne må vokse op og blive til store træer!

For at hindre denne fremvækst af store træer, har Finn flere steder plantet lave planter eller planter der hæmmer opvækst at uønskede planter der vil ødelægge naturen, men denne naturlige måde at hindre uheldig tilvoksning af det fredede område, den underkender kommunen så. Og nu skal Finn så fjerne disse buske og lave træer, hvorefter et område der ryddes vokser til med store træer – og landskabet, udsigtforhold og naturen ødelægges.

Jeg vidste ikke helt om det var Kafka eller Sisyfos som var kommet til Roskilde.

Nå, men den her dag foregik det i praksis sådan her:

Vi skulle bruge næsten en hel arbejdsdag på at gå rundt og vurdere hver enkelt træ og busk. Var dette træ nu blevet plantet af et menneske – eller var det skudt op af sig selv?

Det kunne i mange tilfælde debatteres frem og tilbage i timevis hvis det skulle være.

Og her var det at jeg tænkte: "Folkene fra kommunen er lønmodtagere, så de får penge for at være her. Det gør jeg ikke som selvstændig, og det gør Finn heller ikke som selvstændig."

På den måde forekom det hele lidt urimeligt. Kommunen kunne bruge alle de ressourcer de ønskede til de fik kørt Finn træt – han havde ikke budget til tre lønnede medarbejdere, heraf en højt betalt konsulent.

Det er en ulige kamp hvor selv dybt fagligt baserede indspil fra fagligt velfunderede personer kan betvivles og diskussionen kan fortsætte i det uendelige.

Kommunen har i sammenligning med Finn et praktisk talt uopbrugeligt antal resurser til rådighed.

Men selv kommunen kommer til kort i forhold til naturen.

For det er nemlig som Finns ven som også er hortonom, forklarede:

I naturen er det sådan at et område hurtigt bliver til skov eller læbevoksning medmindre det bliver græsset af dyr. Det betyder at når Finn har fældet alt det som kommunen mener han skal fælde, så vokser området til igen – men nu med kraftige og høje træarter der vil dominere landskabet.

Som i sisyfosarbejde bliver det her aldrig færdigt.

"Hvad er det kommunen vil opnå – i hvert fald ikke noget der ligger indenfor det der var hensigten med fredningen", tænkte jeg.

At alt det her skulle være for "naturens skyld", det giver ingen mening. Selvom det er påstanden. De ressourcer man spilder på den her slags sager, kunne anvendes så meget bedre i naturbevaring hvis man virkelig ville. Den konklusion drog jeg i mit stille sind.

Der er ikke noget på Finns ejendom som generer naturen eller øjet eller udsigten:

Fredningen fastlægger at husene skal bevares i den stil de havde da fredningen trådte i kraft. Præcist som Finns ejendom, men alligevel er det fredede område domineret af glaspalads-lignende boliger - det kan jeg bevidne som en der har været i området både på ejendommen selv og i den omgivende natur.

Mit umiddelbare indtryk er at Finns måde at leve på er mere naturvenligt og bæredygtigt end noget alternativ kommunen kan pege på.

Finn har allerede helt for egen regning gjort mere for at lave sammen med og i naturen på en bæredygtig måde end 99 procent af landets befolkning.

Alligevel vil man ikke lade ham være i fred.

Det her må man kunne gøre bedre.