Først får de en lang uddannelse med SU og statsgaranterede studielån – og så skal de understøttes med offentligt tilskud fra dag 1 på arbejdsmarkedet.
Sig mig, bliver den her gruppe af mennesker aldrig voksne nok til at stå på egne ben?
Åbenbart ikke set med systemets øjne.
Store moder - det offentlige system - står altid klar til at holde i hånd og smøre madpakke. Til lille Bettina på 31 år.
Danmark er ved at udvikle sig til en farce.
Systemet afkræver borgerne verdens højeste skatter og afgifter. Og derefter deler det så nogle af de mange penge ud igen i form af tilskud og støtteordninger.
Den model ødelægger både selvstændigheden i mennesket og mulighederne for økonomisk vækst i samfundet.
Så hvorfor er vi havnet i en situation, hvor voksne mennesker med dyre, lange uddannelser skal have andres penge med i baglommen, når de efter 20 års skolegang skal til at finde et rigtigt arbejde?
Fordi systemet - altså politikerne og bureaukraterne ønsker det sådan. Ganske enkelt.
- Bureaukraterne får mere at bestille når tusindvis af tilskudsordninger skal administreres og ansøgninger om støtte skal godkendes eller afvises
- Politikerne får magt til at bestemme hvilke grupper i samfundet som skal belønnes med tilskud og støtte og hvilke der skal straffes ved forbigåelse
Også andre særinteresser er på spil:
Fagforeningerne vil gerne med på den her vogn, fordi de så kan indgå i tidskrævende samarbejde med det offentlige bureaukrati og tilbyde medlemmerne vejledning om støtteansøgninger. Og fastholde illusionen om en høj indgangsløn, fordi den holdes kunstigt oppe af tilskuddet.
Arbejdsgiverne er selvfølgelig heller ikke imod, da ordningen giver dem arbejdskraften billigere. Muligheden for at give nyuddannede en lavere løn er vanskeligt farbar på grund af den høje skat og leveomkostningerne i Danmark (Europas højeste moms) - og fagforeningen stiller sig også i vejen her.
Ofrene her er skatteborgerne og på længere sigt os alle sammen, når væksten udebliver og voksne mennesker er gjort il hjælpeløse børn.
Vi er kommet frem til et system, hvor helt almindelige akademikere bliver anset som handicappede og ude af stand til at stå på egne ben eller få et arbejde uden der følger et tilskud med fra kommunen eller staten.
Men det er ikke et handicap at være nyuddannet akademiker.
Hvis vi til stadighed gør mennesker svage og hjælpeløse, så bliver der til sidst ikke råd til at hjælpe de mennesker, som reelt er svage og hjælpeløse.
Hvem vil rydde op i det her? Hvem kan?
Jeg vil vove den påstand at Folkets Avis er det medie i Danmark som skriver mest åbent og ligefremt om tingene. Så støt gerne op om avisen med et abonnement. Vi får ikke og vil heller ikke have tilskud eller støtte fra det offentlige, men vi gør et vigtigt stykke arbejde.
Systemet i Danmark er sygt. Dødssygt. Nogen skal sige det.