Gå til hovedindhold

Først fik Vesterbro turen - nu vil Københavns Kommune normalisere Christiania

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Kravet om konformitet er noget, der kommer fra de borgerlige ikke?

Den opfattelse trives mange steder på venstrefløjen, men i de kommende år vil christianitterne blive klogere.

De vil indse, at normaliseringen kommer fra systemet, som i København er så venstredrejet, som noget kan blive i Danmark.

"Christiania står foran afgørende fornyelse."

Sådan lyder overskriften på en pressemeddelelse, som Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) har sendt ud til de danske medier.

Christianitterne har på godt og ondt formået at bevare et særpræg, som har gjort den lille bydel kendt i hele verden.

Men nu vil selveste Københavns Kommune i gang med en omfattende "byfornyelsesindsats", og det er tvivlsomt om Christiania kan modsætte sig en så stor overmagt. Endsige bevare sin essens og sit selv.

Se blot, hvordan det er gået med Vesterbro.

Skal Christiania nu også være renskuret med smarte cafeer, bæredygtige boliger, klimavrøvl og ligne alt andet i resten af København, der har så travlt med at fremstå progressiv?

Det er tilsyneladende christianitterne selv, som har taget initiativet og inviteret Københavns Kommune med på ideen. Eller i hvert fald fonden Fristaden Christiania.

Den kreative klasse er aldrig sen til at benytte en sådan invitation til at fremture med sit karakteristiske ordskvalder:

- Vi skal tage imod den invitation, vi har fået af fonden. Aftalen skal være med til at sikre gode og tidssvarende boliger og uderum på Christiania, og at fristaden stadig er et sted, hvor grænser kan skubbes, og hvor der arbejdes med nye og innovative løsninger, der kan virke som inspiration for andre, siger Morten Kabell.

Det lyder videre på tidstypisk, men indholdstomt sprog i pressemeddelelsen:

"Fokus vil blandt andet være på at få udskiftet eksisterende og til tider forurenende opvarmningskilder som oliefyr samt brænde- og koksovne. De skal erstattes af nytænkte løsninger som fx små, lokale, CO2-neutrale fjernvarmesystemer."

Med andre ord skal Christiania reduceres til den kreative klasses legeplads og levende laboratorium for alle de politisk korrekte og "bæredygtige" miljøideer.

Men hvorfor har fonden egentligt taget dette initiativ?

- Partnerskabsaftalen ser fornuftigt ud og kan bidrage til og bakke op om Christiania som et kreativt og innovativt samfund, mens vi også får taget hånd om vores udsatte medborgere. Samtidig får vi gjort boliger og infrastruktur tidssvarende, så Christiania stadig kan håndtere den million turister, som årligt lægger vejen forbi, men hvor det bliver gjort på en måde med respekt for Christianias særkender og særlige ånd, siger bestyrelsesmedlem Knud Foldschack.

Så er spørgsmålet blot om et normaliseret Christiania vil være interessant for turisterne. Eller om de netop kommer i dag fordi stedet langt hen ad vejen er en tidslomme, som har modstået byfornyelsen og den urbane gentrificering, som har gjort resten af byen ens.

Det er naturligvis et spørgsmål om, at man sælger ud. Men vil gerne have andre til at betale og man er villig til at opgive sit særpræg for at få tilført noget "kapital":

Der afsættes i alt 30 mio. kr. til projektet, hvoraf fonden bidrager med 10 mio. kr., mens Københavns Kommune investerer 20 mio. kr. De 30 millioner er dog ikke nok til at gennemføre de 11 projekter, som står beskrevet i aftalen, og derfor er det også nødvendigt med yderligere finansiering fra fx andre fonde, hvis planen til fulde skal føres ud i virkeligheden.

Så Christiania skal nu sutte på den store omfordelingslap og man kommer til at betale prisen, som alle, der sutter på det offentliges store sutteflasker, betaler: Nemlig friheden og det at være herre i eget hus.

Københavns Kommune køber sig ind på Christiania for skatteborgernes penge. Så simpelt kan det siges.

"I kan ikke slå os ihjel" var Christianias slagsang.

Nej, politiet kunne ikke. De borgerlige kunne ikke. Men imod den kreative klasse og dennes bullshit kæmper selv christianitterne forgæves.

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg tager stilling til partnerskabsaftalen på udvalgets møde 19. december.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.