Gå til hovedindhold

First Dude eller hot babe?

Af Camilla Paaske Hjort

Det er ikke noget helt almindeligt præsidentvalg, de amerikanske vælgere skal afgøre i november.

Den republikanske kandidat Donald Trumps ekscesser i den politiske debat behøver næppe nærmere introduktion.

Senest er han blevet gennemheglet i pressen for, hvad der vel bedst kan beskrives som en særdeles grovkornet og ekstremt upassende joke. Den går på modkandidaten Hillary Clintons planer om at fjerne “the second amendment”, retten til at bære våben.

Ifølge nogle kan den tolkes sådan, at han indirekte opfordrer til selvtægt mod Hillary Clinton, hvis hun skulle få held til at gøre op med amerikanernes ret til at være bevæbnede.

Trump har også truet med, at hvis han bliver præsident, vil USA melde sig ud af NATO.

Han foreslår desuden opførelsen af en mur mod Mexico, for at dæmme op for den illegale indvandring. Han flirter kraftigt med Vladimir Putin, og går i det hele taget imod meget af det, vi traditionelt forbinder med en amerikansk præsidentkandidat.

Heller ikke hans økonomiske politik er nem at sluge for alle, og flere økonomer betegner den som “bekymrende” og “ufinansieret”.

Den erklærede, danske Trump-støtte Morten Uhrskov, som er cand.mag., formand for partiet Dansk Samling og blogger på Jyllands-Posten, opsummerer i en kommentar til Folkets Avis Trumps udfordringer med ordene: “Han er sin egen værste fjende”.

Fra sparsomt påklædt model til amerikansk førstedame?

Ikke kun Trumps egen person og hans politiske udmeldinger er mildest talt utraditionelle. Hans ægteskab med den smukke, 46-årige Melania Trump (Donald Trump er selv 70 år), som stammer fra Slovenien og tidligere har arbejdet som model, herunder med sexede billeder med meget sparsom påklædning, er heller ikke lige ud af den allé, man almindeligvis ser amerikanske præsidentkandidater betræde.

Trumps stormfulde ægteskab med Ivana Trump - som, udover at være hustru til Trump, også arbejdede som vicedirektør for en af afdelingerne i Trump-koncernen - var ikonisk stof i 1990’ernes amerikanske sladderblade. Ivana var, som Melania, tidligere model, og havde, som Melania, østeuropæisk baggrund. Som Melania måler hun omkring de 180 cm. Man aner konturerne af, at levemanden Trumps smag i kvinder går i en bestemt retning.

Bliver Melania Trump førstedame i november, bliver hun ikke bare den første hustru til en amerikansk præsident, der har optrådt temmelig afklædt på offentlige billeder samt - som en pudsig sidebemærkning - formentlig en af de højeste førstedamer i USA’s historie. Hun bliver også kun nummer to førstedame med udenlandsk baggrund. Den første var Louisa Adams, der stammede fra England og var gift med John Quincy Adams - og der skal vi helt tilbage til første halvdel af 1800-tallet.

First Dude

Er man til det mere traditionelle og velkendte, kan man naturligvis heppe på modkandidaten, men heller ikke Hillary Clinton forekommer hvid som sne.

E-mail-skandalen, hvor hun har sendt officielle, hemmeligtstemplede e-mails fra Clinton-familiens private server, belaster hende stadig, og i modsætning til Trump symboliserer hun ikke den forandring, mange amerikanere tørster efter. Tværtimod anses Clinton af mange som selve inkarnationen af “systemet” og eliten i Washington. Et image, Trump - ikke så sært - ikke overser en lejlighed til at bruge imod hende.

Som USA-kender, mediekorrespondent for KommunikationsForum og chefredaktør for POV International, Annegrethe Felter Rasmussen, siger til Folkets Avis: “Man kan beskylde familien Clinton for meget, men ønsket om at forandre USA’s politiske klasse er ikke et af dem. Tværtimod er en af Hillary-kampagnens svagheder netop, at hun ikke ses som noget nyt eller frisk, der kan se hen mod fremtiden, men derimod som et bud, der emmer af ”establishment” … “.

Der er dog ikke meget tradition over en “First Dude”, som Hillary Clintons ægtemand, tidligere præsident Bill Clinton, kalder sig selv. Aldrig tidligere i amerikansk historie har en mand indtaget pladsen som førstedame.

Annegrethe Felter Rasmussen: Bill er det sikre - Melania det eksotiske

Folkets Avis har bedt Annegrethe Felter Rasmussen kommentere på de to potentielle “førstedamer”. Vi spurgte hende blandt andet, hvem af de to, der vil symbolisere den største forandring - Bill Clinton eller Melania Trump?

“Melania vil på papiret være en mindre forandring alene af den grund at hun er en kvinde, og der har jo været en del førstedamer i Det Hvide Hus, om end kun en med udenlandske rødder og ingen, der har optrådt så sparsomt klædt på i sine unge år. Der har derimod aldrig været en ”First Husband” før, men graver man lidt mere i svaret, er det imidlertid åbenlyst, at Bill Clinton ikke vil medføre den store forandring i Washington. ... Bill er det sikre valg, Melania det ukendte og stærkt eksotiske – som hendes mand også ville være det som præsident”, lyder det fra Annegrethe Felter Rasmussen.

Skader det Trump blandt de mere konservative og traditionelt tænkende republikanere, at hans kone er tidligere meget sparsomt påklædt model - samt at han i øvrigt har flere forliste ægteskaber bag sig, og er kendt som en levemand, der langt fra lever op til traditionelle, amerikanske idealer om troskab og kernefamilie?

“De amerikanske vælgere er efter alt at dømme bedøvende ligeglade med den sag, og Trumps velkendte historie som en seriel playboy og bedrager i sine unge år (og tidligere støtte til fri abort og som en ikke just overbevist kirkegænger) har intet betydet for den støtte, han har modtaget fra de evangeliske konservative. Meget tyder på, at foragten over for Clinton og ønsket om at få en republikansk præsident overskygger de ønsker om en troende og ægte konservativ præsident, som de traditionelle, kristne normalt ønsker sig. Hadet til Obama spiller helt sikkert også ind, og her ses Trump simpelt hen som en mere effektiv kandidat, en der i højere grad end de andre kandidater, der var i det republikanske felt, har formået at angribe Obama. Men her skal man dog alligevel notere sig, at der pt. er en tilslutning til den libertære kandidat, Gary Johnson på omkring 12 % og det viser, hvor udbredt utilfredshed, der trods alt er over Trump i det konservative vælgersegment”, siger Annegrethe Felter Rasmussen til Folkets Avis.

Heller ikke Morten Uhrskov mener, at Melanias fortid samt Trumps ry som kvindebedårer og levemand har nogen væsentlig betydning for graden af republikansk opbakning til Trump: “Trumps levevis kan godt afskrække nogen fra bibelbæltet, men næppe mange, alternativet taget i betragtning,” lyder kommentaren fra Uhrskov, der tidligere har erklæret sig som Trump-støtte i JP-blogindlægget “Er Donald Trump konservativ?”.

Familien Trump skader ikke kvindesynet i USA

En af de beskyldninger, der ofte rettes mod Trump fra medierne og hans politiske modstandere, er, at han har et nedladende kvindesyn. Han har i flere tilfælde ikke just lagt fingrene imellem, når han karakteriserede kvinder, han ikke bryder sig om - herunder en journalist på det højreorienterede Fox News, Megyn Kelly.

Men vil Melania Trump i det Hvide Hus, der har udtalt, at hun som førstedame påtænker at være “meget traditionel” - være et tilbageslag for synet på kvinder i USA? Næppe i væsentlig grad, mener Annegrethe Felter Rasmussen:

“ … Melania Trump repræsenterer ikke et ukendt kvindebillede i det typiske republikanske familiebillede, hvor manden arbejder og kvinden går hjemme. Selv om det familiemønster er i opbrud i USA, og flere og flere unge kvinder arbejder (og i storbyerne tjener de veluddannede kvinder nu mere end mænd på deres alder) så er den arbejdsdeling, som familien Trump står for, ikke usædvanlig, og hvis man ser på de seneste republikanske førstedamer (Barbara Bush og Laura Bush) er de nok anderledes end Melania, men hun står ikke for et radikalt brud med de to”.

Morten Uhrskov ser heller ikke de signaler, Trump-familien i Det Hvide Hus ville sende, som potentielt skadelige for amerikanske kvinder: “Den slags er langt mere langsigtet og til dels strukturelt og kulturelt betinget”, svarer Uhrskov og tilføjer:

“Trump har i øvrigt intet sagt, der skulle pege i retning af mindre ligestilling mellem kønnene. Når det er sagt, har Trump udtalt sig tåbeligt et antal gange. Han er sin egen værste fjende, og det kan selvfølgelig skade hans muligheder for at vinde til november”.

En First Man ikke afgørende for opgør med kønsroller

Annegrethe Felter Rasmussen, vil det ændre på den amerikanske opfattelse af, hvad “en rigtig mand” er, hvis Bill Clinton i november får rollen som “First Man”, der skal stå trofast bag sin hustru, der så til gengæld indtager USA’s - og måske verdens - mest magtfulde embede?

“Forestillingen om ”en rigtig mand” er allerede under radikal ombygning i USA, hvor kønsrollerne er langt mere traditionsbundne end i Danmark f.eks.”, forklarer Annegrethe Felter Rasmussen.

“En ”førstemand” vil naturligvis give et lille bidrag hertil, ligesom det vil give små piger en ny rollemodel, at en kvinde bliver ”commander in chief”. Men det, der først og fremmest ændrer kønsrollerne i USA lige nu, er at den teknologiske udvikling og økonomien har skabt en generation, hvor kvinderne er bedre uddannede og hvor en lang type jobs, som traditionelt har været ”for mænd” i den traditionelle industri og landbruget er under forandring. I det højteknologiske vidensamfund står kvinderne (især de veluddannede) stærkere og hele den store diskussion om ”den vrede hvide mand” der sidder foran sin PlayStation og forsumper, mens kvinderne strømmer ind på universiteterne, vil få en langt større indflydelse på forestillingen om begge køn end om Bill Clinton bliver den første førstemand eller ej”, lyder Felter Rasmussens analyse.

Vil Bill Clinton, der tidligere selv har ledet USA, kunne acceptere sin rolle som “førstedame”?

“Bill og Hillary Clinton har efter alt at dømme et fuldkommen professionaliseret ægteskab og en form for politisk samarbejdsaftale, hvor han forlods har lovet at bakke sin hustru op i rollen som præsident. Men en ting er aftaler, noget andet er udmøntningen naturligvis. Bill Clinton viste i 2008 og har vist i glimt i 2016, at om end han er vanvittig populær og fortsat besidder et misundelsesværdigt kommunikationstalent, som enhver politiker ville elske at kopiere, så spillede hans lyst til at blande sig og hans temperament en negativ rolle i sidste kampagne og han har også begået fodfejl under dette valg. Alt i alt er han dog nok fortsat et es i sin hustrus sæt af politiske spillekort og jeg spår, at han vil finde sin rolle som ”First Dude”, uanset at det sikkert vil kræve noget tilpasning af ham og især en nyorientering i The Clinton Foundation, som Chelsea Clinton må overtage, hvis hendes far bliver førstemand”, siger Annegrethe Felter Rasmussen.