Vi skal bruge 333 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Jo, hr. professor – folket eksisterer skam

Maleri: Eugène Delacroix
La Liberté guidant le peuple. Folket er skam virkeligt nok - på godt og ondt. Maleri: Eugène Delacroix

Antal

For et par uger siden gjorde en professor i statskundskab ved Københavns Universitet sig bemærket med en kronik i Berlingske Tidende.

Professoren, Christian F. Rostbøll, skrev i kronikken:

"Folket eksisterer ikke i ental, men kun som en pluralitet af individer med forskellige holdninger."

Men er det nu også rigtigt?

Det er naturligvis rigtigt, at der findes mange holdninger og interesser i folket. Også interesser og holdninger som er i indbyrdes modstrid.

Men hvad med det, som er fælles?

Jeg vil hævde at folket har en fælles interesse i, at samfundet på længere sigt udvikler sig sundt økonomisk og kulturelt.

Tænk på Titanic:

Ombord har de rige på første klasse en interesse i at få serveret fremragende mad og høre musik i verdensklasse fra orkestret.

Arbejderne i maskinrummet kan være ligeglade med dette. De vil bare have gode hviletider og en rimelig løn.

Så langt har den gode professor Christian F. Rostbøll jo ret. I folket er der forskellige holdninger til, hvad der er væsentligt og hvilke områder politik skal omfatte og fokusere på.

Men er der noget, som både arbejderne i maskinrummet OG passagerne på første klasse har en fælles interesse i?

Bestemt! De har en fælles interesse i et stærkt skrog og en kaptajn, der holder sig ædru. Så jo, folket eksisterer i den forstand som fællesskab. I samme båd.

Når man ikke anerkender dette, kan man hurtigt komme på afveje i sin argumentation.

Ud fra sin tvivlsomme præmis om, at folket ikke eksisterer, arbejder professoren nemlig videre med en opfattelse af demokrati og politik som kendetegnet ved kompromiset.

Men hvilket kompromis?

Hvis en mere eller mindre veldefineret gruppe i samfundet får indrettet politikken på egne præmisser og på andre gruppers bekostning, eller på fællesskabets bekostning, så har vi et problem.

Så definerer folket sig uvægerligt som værende i opposition til en mindre gruppering, som har gjort staten til instrument for udbytning af de brede masser.

Lad os eksempelvis sige, at vi i Danmark har en kreativ klasse af mennesker, som er god til at få flere penge til uddannelse, til projektmageri, til medier og kommunikation til politikere og bureaukrater. Til bøger og snak.

Disse penge kommer ind i kraft af stigende skatter og afgifter på en anden større gruppe af mennesker, som arbejder med hænderne, måske endda i brancher som er pressede, og hvor lønnen er lavere end blandt de kreative.

Samtidig er den førnævnte kreative klasse ikke særlig opmærksom på de fælles goder. Den kreative klasse vil hellere bruge penge på uddannelse og medier og "kultur" end på Forsvaret eller på orden og ret.

Med tiden formår denne kreative klasse at få indrettet systemet mere og mere på egne præmisser, mens landmænd, arbejdere, små selvstændige og andre reduceres til skaffedyr. De bliver gjort til midler for den kreative klasses mål.

Skaffedyrene høres ikke. Men det forventes, at de bidrager med en stadig større del af deres arbejdsudbytte.

Dette kan den gode professor da godt vælge at kalde et kompromis :)

Han forsøger at afvise den kritik, som "populister" har rettet imod eliten og det etablerede system ved at hævde, at folket ikke eksisterer og at politik og demokrati er et kompromis.

Men anken er hul. For i virkeligheden er skellet mellem de brede masser og den herskende kreative klasse stadig mere markant. Og kompromiset er ret ensidigt til fordel for en bestemt gruppering.

For eliten har for travlt med sine egne projekter og planer og er ikke tidsnok kommet folket i møde. Man forsøger at skabe en verden i sit eget billede og så antager man uden videre at denne verden er, hvad folket ønsker sig.

Sådan er det bare ikke.

Se, man kan fint rette en masse kritik imod populismen, og jeg har en underlig fornemmelse af, at jeg selv kommer til at påtage mig den opgave de kommende år.

Men det nytter ikke at afvise populister alle andre som er trætte af det etablerede system ved med en snuptagsløsning at opløse folket i atomer.

Det er nemlig helt rimeligt i Europa og Danmark at tale om en elite, som har raget for meget politisk magt til sig og som har reduceret civilsamfundet og borgerne til trækdyr for et stadigt mere omfattende statsapparat.

Et system borgerne - eller folket - har sværere og sværere ved at genkende sig selv i. Men som koster dem mere og mere tid og flere penge. Og som ofte skuffer.

Og så er vi fremme ved overskriften på professorens kronik: "Populisme er antipolitisk".

Jo, det er dele af populismen ganske givet. Men kunne det tænkes at denne skepsis over for politik er legitim?

Kunne det tænkes, at den er udtryk for en sund reaktion på et politisk system, som trænger sig mere og mere ind på områder, som tidligere hørte under privatlivets fred?

Politik er vel ikke nødvendigvis en god ting. Og for meget politik er - for meget politik.

Hvis politik på nationalt og overnationalt plan fylder stadigt mere, og befolkningerne og civilsamfundet som følge deraf udmagres af en stadig tungere skattebyrde, så er en reaktion vel forventelig.

Og ganske nødvendig.

For det er folket som leverer næringen til staten og ikke den anden vej rundt.

Problemerne forsvinder ikke fordi man hævder, at folket ikke eksisterer, gode professor.

Og Glædelig Jul, for øvrigt.

Meta
Seneste ændring: 
28/03/2019 - 09:35
Udgivet i: 
Emner: