I går skrev jeg et blogindlæg om Johanne Schmidt-Nielsen.
Jeg ønskede hende oprigtigt tillykke med et huskøb til over seks millioner og gjorde samtidig opmærksom på, at den politik, hendes parti fører, gør det sværere for andre i Danmark at få råd til en tilsvarende flot bolig.
Indlægget gik viralt og blev det mest delte og sandsynligvis det mest læste i Danmark.
Det gav også anledning til en del debat.
Og nogle ret overraskende og temmelig afslørende reaktioner fra medieverdenen.
Simon Andersen, Nyhedschef på licensbaserede Radio 24/7, talte således om "træls udskamning af en hårdtarbejdende parlamentariker."
I øvrigt afslørede han ved samme lejlighed sig selv som tilhørende et temmelig forkælet segment, for han kunne fortælle, at en murermestervilla i tre plan med grundareal på 154 kvadratmeter skam ikke var noget "stort" hus.
Jeg har tidligere været inde på det problem det skaber for nyhedsdækningen i Danmark at journalister er uden jordforbindelse. For langt de fleste danskere er en murermestervilla faktisk et stort hus.
Og 6,4 millioner er mange penge. Selvom Simon Andersen får det til at lyde som den helt normale pris for en bolig i Københavnsområdet.
Tom Jensen, Chefredaktør på statsstøttede Berlingske, var ligeledes ude med riven:
Man kan være et fint menneske på mange måder. Én måde er at undlade at kaste sig ud i forargede, dømmende eller sarkastiske tirader, blot fordi en socialistisk politiker køber sig en villa i Valby.
Er man ligefrem et ufint menneske, fordi man har formastet sig til at pege på den manglende overensstemmelse mellem Johanne Schmidt-Nielsens huskøb og konsekvenserne af den politik, hun har kæmpet for?
Jo tak, man kan sikkert også være et fint menneske selvom man modtager mediestøtte til en chefløn, som er mange gange højere end den kassedames, som er tvunget til at medfinansiere støtten, selvom hun har meget mindre til sig selv.
Man skal åbenbart ikke lave sjov med politikere eller udstille hykleri.
Så kommer den snakkende klasse i medieverdenen straks den herskende klasse i politik til undsætning.
Mere alvorligt er det, at reaktionerne afslører en mangel på seriøsitet i medierne. Man forstår ganske enkelt ikke hvor skadeligt kommunisme er for almindelige mennesker.
I stedet for at kritisere politikere og magthavere vil man hellere bevare "den gode tone" så man kan mødes over en drink i byen og have det godt sammen.
Det er ikke en presse værdig. En presse skal gå i flæsket på magthaverne.