Rundt om i kommunerne har de øverst placerede embedsmænd sikret sig lønforhøjelser og bonusser, som de lavere placerede må kigge langt efter. Hvilket der kan være en meget simpel forklaring på.
-En klassisk faktor er den, som man kunne kalde for ude af øje, ude af sind. Forstået på den måde, at dem der sidder tæt på toppen typisk er dem, som har fået de største lokallønsstigninger. Omvendt kan dem langt fra topledelsen have svært ved at sikre sig højere lønninger, fordi de ikke har samme bevågenhed.
Sådan lyder det fra professor ved Roskilde Universitet, Bent Greve, der blandt andet forsker i arbejdsmarkedsforhold, når han skal forklare, hvorfor lønforhøjelser og de såkaldte engangsvederlag, ofte er skævt fordelt inden for det offentlige.
Hvor stor den sociale slagside kan være, viser en gennemgang af lønforholdene i landets kommuner, som Folkets Avis har foretaget på baggrund af aktindsigter.
Analyser der blandt andet fastslår, at det langt fra er unormalt med lønninger over 1.500.000 kroner om året til direktionsmedlemmerne – selv i de små kommuner.
Traditionel udbud og efterspørgsel spiller ind
Ifølge Bent Greve er der en række forhold der spiller ind, når lønnen skal fastlægges for de forskellige medarbejdergrupper. Selv om det offentlige arbejdsmarked ikke er underlagt samme markedsmekanismer som det private, har de alligevel en indvirkning:
-Det har formentligt spillet ind, at lønstigninger inden for det private erhvervsliv har kunnet mærkes i forhold til sammenlignelige faggrupper. Indenfor eksempelvis sundhedsområdet har der været mangel på bestemte faggrupper, fordi det har været svært at besætte lægestillinger bestemte steder i landet. Her taler vi om simpelt udbud og efterspørgsel, hvilket selvfølgelig har spillet ind på lønudviklingen.
For professoren er det samtidig væsentligt, hvordan lønforhøjelserne vurderes :
-Man er nødt til at skelne mellem absolut og relativ lønstigning, for når dem på de høje løntrin får lønstigninger, fremstår de langt større end eksempelvis sygeplejersken, som tjener langt mindre end kommunaldirektøren. De højt lønnede vil argumentere, at de skal have samme procentvise lønstigninger som de lavtlønnede, så deres reallønsudvikling ikke bliver anderledes end andre gruppers.
Klassisk konflikt på arbejdsmarkedet
Hvor store forskelle der kan være mellem lønningerne og ekstra udbetalinger for de forskellige faggrupper, er Vejle Kommune et godt eksempel på.
Ifølge udleverede aktindsigter fra den østjyske kommune, tjente eksempelvis dens økonomi- og arbejdsmarkedsdirektør inklusiv pension 1.758.371,38 kroner i 2015. Af disse udgjorde 250.000 kroner et engangsvederlag, som kommunen belønnede den i forvejen højt lønnede direktør med.
Uanset at Vejle Kommune udbetalte flere millioner kroner i engangsvederlag, der også kendes som lokallønsaftaler og bonusser, gik langt størstedelen til de i forvejen højest lønnede. En problemstilling Bent Greve ikke mener, vil forsvinde lige foreløbigt:
-Der er tale om en klassisk konflikt, som fx kendes fra overenskomstforhandlingerne. Her vil FOA, der typisk organiserer lavt lønnede kvinder, kræve lønstigninger, hvilket også er det almindelige udgangspunkt for akademikernes organisationer
-Deres opfattelse er traditionelt, at de har krav på samme forholdsmæssige lønstigninger – uanset at det kan være med til at fastholde en økonomisk ulighed på arbejdspladsen.