De bilder os ind, at den inddirekte magt er nok - men det passer simpelthen ikke.
Mainstream medier (som er understøttet økonomisk af politikerne) og politikerne fører for tiden en kampagne imod folkeafstemninger.
Det hævdes, at komplicerede beslutninger skal man overlade til de "professionelle".
Det hævdes, at almindelige mennesker ikke har forudsætningerne for at træffe komplicerede valg.
Man fristes til at spørge:
Har Trine Bramsen det?
Har Rasmus Horn Langhoff det?
Den pludselige mistro til folket og dets direkte indflydelse gennem afstemninger kommer som reaktion på udfaldet i den nylige afstemning i Storbritannien.
Resultatet brød politikerne og resten af etablissementet sig ikke om.
Politikere hævder nu, at det var en fejl at høre folket, for folket gjorde jo ikke som politikerne bad dem om.
Folket skal åbenbart kun høres, hvis det siger det samme som politikerne.
Nu får vi så at vide, at folket ikke er rationelt.
Måske ikke.
Men er politikerne det?
Ideen om at politikerne varetager nationens og befolkningens langsigtede interesser bedre en folket selv er temmelig løjerlig - og elitær på den dårlige måde.
Politikere og de politiske partier varetager egne interesser.
Jo, de er valgt af vælgere. Men det betyder ikke, at de reelt bruger mandatet i vælgernes interesser.
Så snart en politiker er valgt ind har denne politiker direkte magt - og en interesse i at fastholde denne magt og bruge den til sin egen fordel.
Det er dybt naivt at forestille sig at politikere i almindelighed kan hæve sig over egeninteresser og repræsentere folk eller vælgere i bred forstand.
Når politikere vender sig imod ideen om en folkeafstemning i ny og næ, så handler det i virkeligheden om politikernes magt.
En magt de helst ikke vil dele med befolkningen.
Politikerne vil gerne bilde os ind at magten ligger i at få lov at sætte et kryds ved en repræsentant.
Det gør den naturligvis ikke. Magten ligger hos lovgiverne. Og der foretrækker politikerne, at den forbliver. Magten skal ekskludere folket.
Selvfølgelig kan det ikke i praksis lade sig gøre at have folkeafstemninger om alt mellem himmel og jord. Og det er der heller ikke ret mange, der beder om.
Men i større spørgsmål omkring landets udvikling, tilhørsforhold og fremtid er det intet til hinder for, at man hører folket i en folkeafstemning.
Hindringen ligger ene og alene hos de politikere, som er så opslugte af magtbegær, at de ikke evner at dele indflydelsen med det folk de påstår at repræsentere.
Politikerne vil ikke dele magten med folket.