I går kunne jeg læse:
- Politikerne ville fratage børn i overgrebssager muligheden for retshjælp
- Politikerne ville lukke gadejuristen som støtter ekstremt udsatte med retshjælp
I mine øjne giver dette på ingen måde mening.
Jo, måske hvis Danmark var et u-land eller Venezuela, som er blevet ødelagt af socialismen.
Men i "rige" Danmark?
Hør nu her:
I Danmark betaler vi verdens højeste skatter og afgifter, men alligevel oplever vi i stigende grad, at det kniber med at få hjulpet dem, som har mest behov for det.
Hvordan hænger det sammen?
En del af forklaringen skal findes i styrkeforholdet mellem de forskellige særinteresser her i landet.
Direktørfeministerne hos Kvinfo skal jo have deres tocifrede millionbeløb årligt.
Pressen skal have sin mediestøtte på mange, mange hundrede millioner.
(Lad mig her indskyde at Folkets Avis NÆGTER at modtage mediestøtte.)
Erhvervslivet får også sin del af kagen gennem alverdens tilskudsordninger.
Og vi ved jo, at politikerne rager til sig og altid lige skal på "studietur" eller lignende.
Dette er blot nogle få eksempler fra en meget, meget længere række af forskellige grupperinger, som har snablen nede i systemkassen.
Disse særinteresser skal mættes, før suppeskålen når ned i den "billige" ende af bordet.
Det er en del af forklaringen på paradokset om, hvordan vi på den ene side betaler verdens højeste skat og på den anden side oplever, at de svageste svigtes.
En anden og mindst lige så væsentlig forklaring følger her:
Systemet opfatter os alle som svage. I en eller anden grad.
Vi får alle hjælp og tilskud til det ene og det andet.
Selv dem som tror, de betaler fuld pris for eksempelvis en institutionsplads til deres barn, får masser af tilskud.
Der findes massevis af tilskudsordninger som går til helt almindelige mennesker i Danmark.
Der findes også alt for mange mennesker, som politikerne giver betegnelsen "svage", som derefter køres gennem dyre og slidsomme "forløb".
Når vi alle gøres til svage, så mister vi evnen til at se, hvem de virkeligt svage er.
Når systemet vil omfatte os alle, så ender det med ikke rigtigt at omfatte nogen.
Dette er et kæmpeproblem i Danmark, hvor vi alle i større eller mindre grad er blevet gjort til klienter.
I den proces har systemet fuldstændig mistet fokus på de grupper, som har det mest reelle behov for støtte i livet.
Og så er vores system bare torskedumt indrettet på ufatteligt mange områder.
For eksempel hjælper vi udenlandske studerende med hundredvis af millioner i lommepenge hvert år. Penge som de selv eller deres egne lande burde betale.
Systemet i Danmark vil omfatte alt og alle.
Men i sidste ende omfatter systemets hjælp ikke dem, som behøver den mest.