Men hvorfor egentligt?
Udadtil vil partier som Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti gerne fremstå som folkelige. Ja "folke" indgår sågar i deres partinavne.
Socialdemokratiet vil også gerne gøre sig til som et arbejderparti. Et praktisk anlagt parti.
Men reelt er der tale om partier for levebrødspolitikere.
Hvor længe har toppen i DF ikke holdt fast? Er det ikke de samme folk på første, andet og snart tredje årti? Vi taler her om politikere for hvem politik er blevet både et levebrød og en livsstil.
Det samme gælder i varierende grad for SF og A.
Det er politiske partier for politikere.
Og langt hen ad vejen partier for halv- eller heluddannede tidligere universitetsstuderende. Teoretikere.
Sådan er det i øvrigt også med Venstre. Men det parti kan af taktiske årsager ikke offentligt gå ud og angribe Thyra Frank.
Og Thyra Frank selv er netop antitesen til alle disse levebrødspolitikere.
Hun er praktikeren. Kvinden som har skabt resultater ude i virkeligheden. Som har haft direkte berøring med problemerne.
Levebrødspolitikerne oplever problemerne på afstand som tal og statistik. Thyra Frank løste dem i praksis!
Derfor siger hun selvføgelig også til kommunerne, at de selv har et ansvar. For det er kommunerne som er ude på plejehjemmene og driver dem.
Men den slags praktisk snilde og almindelig snusfornuft er der absolut ingen respekt for blandt hendes kolleger på Christiansborg.
Her handler det nemlig ikke om at løse problemer, men om at fremstille sig selv i et positivt lys og kaste mudder på andre. Det handler om kommunikation og politisk tæft.
De mange pampere og levebrødspolitikere på Christiansborg forstår simpelthen ikke Thyra Frank. De forstår kun deres egen lille verden på Borgen.
Så de angriber hende.
Pressen i Danmark, som generelt ikke er kendetegnet ved den store forståelse for drivkræfterne bag politik og politikeres ageren, hopper selvfølgelig med på hysteriet og de mange angreb.
De kan jo heller ikke lide Thyra Frank.
Pressen i Danmark er gjort af samme stof som levebrødspolitikerne. Personer der har ganske ringe berøring med, hvad der rører sig ude i samfundet. Ude blandt borgerne.
En Thyra Frank-type kunne jo måske tænkes at sige til medierne, at de selv havde ansvar for at tjene penge og måtte klare sig uden mediestøtte som kunne bruges på vigtigere ting.
Nej, sådan en snusfornuft og et opgør med de tætte forhold mellem system-politikerne og system-pressen, har journalisterne bestemt ingen interesse i.
Se, Danmark havde faktisk en mulighed her.
En mulighed for at lade et par praktiske øjne se på tingene. Måske kunne man gøre det på en smartere måde.
Dette er en trussel med det etablerede pamper-cirkus - og vær ganske sikker på, at levebrødspolitikerne og pressen vil gøre hvad de kan for at jage Thyra Frank ud af borgen.