Gå til hovedindhold

Nu kan alle se det: Tulle står i vejen for et rigere Danmark

Af Lennart

Ny regering – og hvad så?

Meget bliver sagt og skrevet i de her dage, fordi vi nu får en udvidet regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

En ny regering betyder først og fremmest nye ministre og dermed en ny række af mennesker som får fingrene i de mange goder og privilegier, som er knyttet til ministergerningen.

Set i et lidt bredere perspektiv er det svært at forestille sig, at den nye regeringssammensætning får den helt store betydning for landet.

Hvis, og det er et meget stort hvis, de involverede partier tør tænke nyt og tage nogle chancer politisk, er der en mulighed for, at landet kan flyttes ud af dødvandet.

Mere realistisk er det dog, at statsministeren benytter anledningen til at knytte Konservative og Liberal Alliance tættere til Venstres linje, som mestendels er en form for fodslæbende vedligeholdelse af det bestående system.

I forhold til de allermest presserende og nødvendige reformer af dansk økonomisk politik vil den nye konstellation dog medføre, at det bliver meget tydeligt, når Dansk Folkeparti stiller sig i vejen for de hårdt tiltrængte justeringer.

Dette kan på sigt flytte flere danskere over på højre side af det politiske spektrum i økonomisk forstand. Især nu hvor Nye Borgerlige er kommet på banen og kan tilbyde kombinationen af stram udlændingepolitik, konsekvent retspolitik og ansvarlig økonomisk politik.

Lige nu kan Liberal Alliance og Konservative i bedste fald bibringe regeringen noget ny energi og nogle friske øjne. Noget bevægelse og fremdrift. Om ikke andet så fordi både Liberal Alliance og Konservative har flere "skæve eksistenser" i politisk forstand i deres folketingsgrupper end det forstokkede og kedelige Venstre. 

Her kan de nye partier være med til at pege på og så få taget hul på de områder, hvor der hurtigt burde kunne skabes enighed, men hvor Venstre har sovet i timen indtil nu, fordi partier har stirret sig blind på et mindre antal af de mere overordnede problemstillinger.

Der findes endda områder, hvor også Dansk Folkeparti ville få en gevinst ud af at deltage konstruktivt i et samarbejde med de nye tre-køver.

Hvad præcist det er for områder, skal jeg ikke afsløre her. Selvom jeg har nogle klare ideer.

Det vender jeg tilbage til.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.