Meningen med vores politikere er vel, at de skal træffe overordnede beslutninger til gavn for os som borgere og landet som helhed.
Den opgave vil jeg påstå, de simpelthen ikke magter.
Jeg gentager:
Vores politikere magter ikke at træffe de rigtige valg på vores vegne.
De duer ikke som repræsentanter.
Lad mig give to eksempler på indlysende rigtige beslutninger, som alligevel ikke træffes på Christiansborg.
1. Betydelig sænkning af skatter og afgifter
Danmark har verdens højeste skattetryk blandt de demokratiske lande.
Skattetrykket er nu så højt, at staten faktisk taber indtægter på det. Hvis man lempede skatterne lidt de rigtige steder, ville staten få flere penge ind.
OG borgernes levefod ville blive betydeligt forbedret.
Ren win-win.
...
Alligevel sker det ikke.
Del-konklusion 1: Den politiske maskine er brudt sammen.
2. Stop for asylbehandling i Danmark
De fleste konflikter, som Danmark modtager asylansøgere og flygtninge fra, foregår langt fra Danmarks grænser.
Det er et økonomisk faktum, at vi som land ville kunne hjælpe langt flere flygtninge i nærområderne, end vi kan her i landet for de samme penge.
Det nuværende system er mest til gavn for menneskesmuglere og de mest mobile flygtninge, mens svagere flygtninge tabes undervejs eller opgives i krigsområderne.
Samtidig fortæller erfaringen os, at det er særdeles svært at integrere folk fra bemeldte områder og få dem reelt ind på arbejdsmarkedet.
Det ville altså være både rationelt og fornuftigt - og for så vidt også mere medmenneskeligt - at reformere asyl- og flygtningesystemet over mod en model, som hjælper i nærområdet.
Men igen så kan det ikke lade sig gøre for politikerne at blive enige om det mest basale og åbenlyst rigtige.
Del-konklusion 2: Den politiske maskine er brudt sammen.
Sådan kan jeg fortsætte med at give eksempel efter eksempel på indlysende rigtige, rationelle og fornuftige beslutninger – som politikerne ikke træffer.
Politikerne selv vil forsvare sig med:
At der "ikke kan skabes et flertal".
At "man skal kunne tælle til 90".
At "politik er det muliges kunst".
Men alt det er ligegyldig snak.
Vi står tilbage med erkendelsen af, at den politiske maskine er i stykker. Brudt sammen. Uduelig.
Om det så skyldes det ene eller det andet er mest af akademisk interesse.
Den politiske maskine er brudt sammen.