Vi skal bruge 334 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Karina P. og det store pressehysteri

Antal

Måske har du hørt om Karina Pedersen.

Hun udgav for nylig en bog på Gyldendal. Bogen består af brudstykker fra hendes barndom.

Det er sådan, de tidlige år præsenterer sig for de fleste af os. Noget har fæstnet sig i vores erindringer - andre ting ikke.

Førstehåndsberetningen skal ikke opfattes som en komplet beskrivelse af virkeligheden, men derimod et personligt vidnesbyrd om visse aspekter.

Karina Pedersen præsenterer sine tilbageblik i form af e-mails, angiveligt sendt på et tidspunkt til en ukendt modtager.

Bogen giver indtryk af en opvækst i en familie, som ikke var særligt velfungerende.

En barndom i et belastet miljø. Kort sagt.

En drikfældig mor og småkriminelle brødre.

De medvirkende er anonymiserede i bogen. Lad os lige holde fast i det, for det er væsentligt i det som følger.

For da bogen i en artikel på det nye online-medie Zetland bliver sat i samfundsmæssig sammenhæng, bryder helvede løs.

Karina Pedersen drister sig mere eller mindre til en kritik af vor tids hellighed - det mægtige Systemdanmark.

Lars Fogt fra MetroXpress tager i mellemtiden kontakt til nogle af Karina Pedersens gamle klassekammerater. De kunne ikke genkende billedet fra bogen.

Men nu handler bogen også mest om familien og de nære omgivelser. Og Lars Fogt fik ikke rigtigt fat i "kronvidnerne".

Lars Fogt søger alligevel at tegne et billede af brødrene, som står i modstrid med det, Karina Pedersen fortæller.

Fogt glemmer at nævne, at en bror, som hævdet af Karina Pedersen, faktisk er på førtidspension.

Nu er der ikke nødvendigvis noget galt i at være på førtidspension.

Men hvis Fogt forsøger at finde ud af, om Karina Pedersen overvejende taler sandt eller om hun lyver, så bør han medtage både kendsgerninger som strider imod og som underbygger hendes vidnesbyrd.

Så kan læseren bedre selv tage stilling.

Jeg kan forestille mig, at Lars Fogt nu ærgrer sig lidt over denne udeladelse, for det er ellers et fint stykke arbejde, han har lagt for dagen.

Langt mere fodarbejde end vi i dag forventer af en journalistisk klasse parkeret i kontorstolen.

Karina Pedersen hævder så, at den gamle skoleklasse, Fogt har talt med, kun var hendes egen i en kortere periode. Og ikke var typisk for det miljø, hun skildrer i bogen.

Nå, men det er først nu efter Fogts artikel, at lavinen for alvor ruller.

Der er sået tvivl om Karina Pedersens troværdighed som beretter. Og tvivlen kan som bekendt nære hysteriet - hvis ikke man lader det kølige overblik få plads i stedet.

Nu lugter resten af pressen i hvert fald blod. De dovne, som har ventet på en førerhund, vågner nu af dvalen. Nu vil alle have en luns af Karinas kød.

Og her skal vi igen forstå tingene i en bredere sammenhæng:

I en vis forstand har Karina Pedersen begået helligbrøde ved at kritisere det sociale system i Danmark.

Der hersker, ikke mindst blandt de forkælede journalister på de større medier, en opfattelse af Danmark som et land med noget nær det perfekt udviklede socialsystem.

Forestillingen om Danmark som et land med usædvanlig høj grad af social mobilitet trives i de herskende lag og blandt snakkerne og skriverkarle på landets redaktioner.

I virkeligheden er Danmark på dette område ret middelmådig.

Påpeger man dette, skyder skrivefolket altid skylden på den siddende regering og nedskæringer, selvom vi bruger flere og flere penge på det sociale område.

For velfærdsstaten i sig selv er jo perfekt. Den lykkelige afslutning på historien, må man forstå.

Den kætter, som sætter spørgsmålstegn ved denne faste overbevisning om velfærdssystemets ufejlbarlighed, udsætter sig selv for betydelig fare.

Og det var netop, hvad Karina Pedersen havde gjort. Hun havde udfordret troen på det hellige system. Sået tvivl om dets ufejlbarlighed.

Kunne man - i overført betydning - brænde denne heks på bålet for apostasi, genoprettede man den klippefaste tro på systemdanmark ...

... og dermed også den indre blinde overbevisning, som kan være så saliggørende for et skrøbeligt sind i en moderne verden præget af evig omskiftelighed.

Heldigvis bliver ingen brændt på bålet længere. Men vi er ikke langt fra afbrænding af bøger - den censur som kendes fra totalitære regimer:

En bogmand og journalist, der burde vide bedre, fyrer følgende svada af på online mediet POV:

Bogen har skadet den politiske debat om vores socialpolitik umådeligt meget ved i den grad at bygge på forkerte præmisser, og alene af den grund bør Gyldendal trække den tilbage

Det er en på alle måder vidtgående, ja rent ud sagt ekstremistisk og fuldstændig uacceptabel opfordring.

En ting er, at bogen slet ikke har haft den indflydelse, som Bjarke Larsen åbenbart forestiller sig - her er han ramt af pressehysteriet. Noget andet er dette:

Selv hvis bogen byggede på "forkerte præmisser" og havde haft stor indflydelse i den politisk debat om socialpolitik, så skulle den naturligvis alligevel ikke fjernes fra hylderne hos boghandlerne eller væk fra bibliotekerne.

Selvfølgelig ikke.

Hvis vi skulle følge den logik, som Bjarke Larsen her bringer på banen, så skulle hovedparten af alle udgivelser trækkes tilbage og forbydes.

Karl Marx' firebinds værk Kapitalen bygger i den grad på forkerte præmisser og har alligevel haft monumental indflydelse på socialpolitik såvel som økonomisk politik op gennem nyere historie.

Jeg vil sågar hævde, at de pinsler og lidelser, folket i Venezuela nu må lide, i en eller anden grad kan føres tilbage til misforståelser Marx bragte til verden i sin berømte bog.

Skulle den så også forbydes?

Listen bliver da lang. Meget, meget lang, gode Bjarke Larsen.

Pressen og andre bogligt anlagte er overraskende ivrige efter at bringe Karina Pedersen til tavshed. De vil undergrave hendes troværdighed - og holde hende ansvarlig langt ud over det sædvanlige.

Var Lisbet Zornig for eksempel udsat for en lignende kampagne. Stillede man spørgsmål ved hendes vidnesbyrd? Granskede man hendes barndom? Opsøgte man hendes skoleklasse?

Nej, naturligvis ikke, for hun gik ikke i kamp mod systemet. Hun blev hurtigt en del af det inklusive tilskud og andre økonomiske ordninger, som effektivt lukker for kritik.

Så nu da pressen har så travlt med at stille Karina Pedersen til regnskab og holde hende ansvarlig for sine skriverier, vil jeg ikke undlade at komme med en kommentar om pressens eget ansvar i sager som denne.

Pressens ubegavede hykleri og dobbeltmoral er simpelthen for udtalt og alligevel for overset af mange:

I pressen gør man et stort nummer ud af, at Karina Pedersen "hænger sin familie ud".

Men der var aldrig en kæft, som havde fundet ud af, hvem Karina Pedersens familie var i virkeligheden, havde det ikke været for pressens egen rolle i det her store cirkusnummer.

Det var Jyllands-Posten, der fandt Karina Pedersens mor, som ingen ellers ville have anet hvem var.

Jo, dem der bor tæt på hende i virkeligheden ville. Men de kender hende jo allerede og kan fælde dom uafhængigt af både presse og bog.

Jyllands-Posten er endda så uvidende om egen rolle i det her spil, at de får en professor til at udtale, at Gyldendals redaktør på bogen kan blive medansvarlig.

Kære journalist på JP, hvad tror du så, du selv kan?

Du gør da mere for at sætte ansigt på og hænge ud end Karina Pedersen og Gyldendals forlagsredaktør på bogen tilsammen.

Pressen skaber en situation og en panik og en forargelse. Men ansvaret skal helst tørres af på nogle andre end pressen selv.

Jamen, altså. Pressens mangel på selvindsigt er mig en kilde til evig forundring.

Der har været meget ballade og rabalder om Karina Pedersens bog hen over weekenden og pressens appetit på blod er ikke stillet endnu.

Men som læser og iagttager må man tage sig til hovedet, for meget klogere er vi ikke blevet.

Hvad der står tilbage af kendsgerninger om sagen, når røgen letter, vil tiden vise.

Men pressens hysteriske fremfærd og de vidtgående krav om bodsgang og bortcensurering af bøger virker allerede nu latterlige og ude af proportioner.

Men sådan er pressen jo.

Udgivet: 

05/09/2016 - 10:14

Seneste ændring: 

28/03/2019 - 09:35

Typer: 

Ledere

Emner: 

Kultur, Politik, Debat

Serier: 

Den herskende klasse