De store medier undersøger sjældent den kreative klasses forhold

Der er mange institutioner af forskellig art i Danmark som har en interesse i at fremstille tingene på den måde at de er udsultede og på randen til sammenbrud.

Eller i hvert fald at de kunne gøre det meget bedre, hvis bare ikke de havde så få ressourcer til rådighed.

I modsætning til virksomheder sker det dog sjældent at de faktisk kollapser.

Så midlerne er der åbenbart på et eller andet plan.

Men det er alligevel usædvanligt at høre nogen sige: Vi har masser af ressourcer. Send endelig ikke flere penge.

Helt basalt er også selvejende institutioner særinteresser. De har ansatte der skal have løn. Der er regninger der skal betales. Derfor bør det ikke komme som en overraskelse at de ingen interesse har i at mindske tilstrømningen af offentlige midler.

Samtidig hører man ikke så sjældent om at forskellige selvejende institutioner bruger penge på ting som ikke har ret meget med disses formål eller kerneydelser at gøre.

Den problematik rejser Henrik Dahl i et indlæg på Facebook og bruger et gymnasium i Vejle som eksempel. Her har man angiveligt brugt et ret stort beløb på at få en kendt musiker til at komm og underholde ved en fest.

Måske er ressourcerne derfor ikke altid så knappe som institutionerne selv fremstiller det. Måske skaber de et indtryk som mere afspejler deres interesse i at øge tilskud end den egentlige økonomiske situation for foretagendet.

Så skriver Henrik Dahl:

Det, jeg savner, er noget virkelig hård og konsekvent journalistik. Hvor man meget detaljeret ser på de selvejende institutioners budgetter og meget kritisk vurderer, om det passer, at de er tvunget i knæ af besparelser.

Og ja.

Henrik Dahl har en pointe.

En væsentlig opgave for medierne er nemlig at undersøge om der er hold i den fremstilling af institutionernes situation som de selv har en interesse i at opretholde eller skabe i den offentlige forståelse.

Den form for journalistik har imidlertid ringe kår i Danmark.

De store medier undersøger sjældent den kreative klasses forhold, for så er det jo vennerne der skal ses efter i sømmene.

Samtidig er den såkaldt konstruktive journalistik i fremmarch. Men konstruktiv for hvem. Ikke nødvendigvis for et mere retvisende billede af virkeligheden.

Den konstruktive journalistik har sine forcer, men den har også sine blinde vinkler.

Måske har Henrik Dahl en pointe. Måske mangler der belysning af hvor mange midler de her selvejende institutioner rent faktisk har til rådighed.

Måske mangler der en belysning af om den mere eller mindre permante knaphed, som man kunne få indtryk af herskede på forskellige områder, vitterlig skyldes at tilskuddene er magre eller om det i lige så høje grad handler om at midlerne lokalt ikke anvendes på forsvarlig vis.

Dahls tråd på Facebook