Skoleskibet København forsvandt med 60 ombord. Hvad skete der?

Den 14. december 1928 sejlede skoleskibet København ud fra Buenos Aires med kurs mod Australien. Ombord var 60 mennesker, heraf 45 elever. Otte dage senere havde skibet radiokontakt med omverdenen. Derefter hørte man ikke mere fra det.¹²

Eftersøgningen strakte sig over måneder. Meldinger blev undersøgt, og en observation gav håb. Men ingen af dem gav et sikkert svar på, hvad der var sket med det store danske sejlskib og dem, der var ombord.

Fem master og en fremtid til søs

København var bygget i Skotland i 1921 til Det Østasiatiske Kompagni, ØK. Det var en femmastet bark, der både kunne føre last og uddanne kommende søfolk. I en periode var det verdens største sejlskib.¹

For eleverne var opholdet en uddannelse ombord på et arbejdende skib. De skulle lære livet til søs, mens København sejlede på lange internationale ruter. På den sidste rejse var der ifølge Lex 45 elever blandt de 60 ombord.¹

Skibets størrelse er en del af gåden. Det var ikke en lille båd, der var gledet ubemærket væk fra en kyst. Det var et sejlskib med fem master, en hjælpemotor og en besætning, hvis familier og rederi ventede på nyt.

Ordren i Buenos Aires

København havde forladt Danmark i september 1928 og ankom til Buenos Aires i begyndelsen af december. Her fik besætningen besked om at fortsætte til Adelaide i Australien frem for at vende direkte hjem.¹

Der var ingen fragtlast at få til turen. I stedet blev der taget sand ombord som ballast, altså vægt, der kunne hjælpe med at holde skibet stabilt. Den 14. december forlod København havnen og begyndte den lange rejse over det sydlige hav.¹

Den 22. december var skibet ifølge både Lex og Skibsmuseet i Nakskov i radiokontakt og havde tilbagelagt omkring 1.100 sømil. Det blev den sidste kendte kontakt.²

Skibet ved øen

Da København ikke ankom som ventet, blev der sat en eftersøgning i gang. Fra februar til september 1929 ledte man uden at finde skibet.¹

En melding sendte opmærksomheden mod Tristan da Cunha, en isoleret øgruppe i det sydlige Atlanterhav. Et stort sejlskib var blevet set der i januar 1929. Kunne det være København?

Senere blev det opklaret, at det observerede skib var den finske bark Ponape. Den konkrete observation, som havde været et spor i eftersøgningen, fortalte altså ikke, hvor København var.¹

Det er en afgørende forskel mellem et spor og et svar. Et skib, der ligner det forsvundne, er ikke nødvendigvis det forsvundne skib.

Is, storm eller noget tredje?

Der findes forklaringer på, hvordan et stort sejlskib kunne gå tabt på ruten. Lex nævner en kollision med et isbjerg eller en voldsom storm som muligheder.¹

Mulighederne er ikke det samme som en fastslået årsag. Når skibets præcise skæbne ikke er kendt, kan man ikke med sikkerhed udpege hverken tidspunktet, stedet eller den hændelse, der afgjorde rejsen.

Sea War Museum Jutland beskriver også, hvordan senere historier om skibets skæbne har cirkuleret. Det gør kildekritik særlig vigtig: Et opsigtsvækkende fund eller en god fortælling skal kunne forbindes til netop København, før det kan løse gåden.³

De 60, der ikke kom hjem

For de efterladte var usikkerheden ikke en søfartsgåde på afstand. Det var ventetiden på en søn, en bror, en ven eller en kollega, der ikke kom tilbage.

På Bornholm blev der i 1939 rejst en mindesten for tre af de omkomne, blandt dem skibsføreren Hans Ferdinand Andersen. Modeller af skibet findes også som kirkeskibe flere steder i Danmark.¹

København begyndte som et udstillingsvindue for dansk søfart og en uddannelse for unge mennesker på vej ind i faget. Den sidste rejse minder om en anden side af landets forbindelse til verdenshavene: Afstanden var så stor, at der kunne gå måneder med at lede uden at finde et sikkert svar.