Broerne havde en hemmelighed. Den forsvandt ikke med den kolde krig
Janericloebe. Dækslerne i vejen tilhørte en forberedt spærring med stålbjælker, ikke sprængkamre. CC BY 3.0. Wikimedia Commons.
Alle broer har en bombebrønd, siger rygtet. Virkeligheden er mere sammensat: Militæret forberedte udvalgte forbindelser til ødelæggelse, også i Danmark før den kolde krig. Og i Tyskland var oprydningen efter de gamle spærringer stadig i gang i 2025.
I begyndelsen af 1970’erne skulle vejen mellem Fredericia og Børkop bygges om. Ingeniøren Arne Rosenkvist arbejdede ved Vejle Amts Vejinspektorat og fandt i arkivet en hemmeligstemplet sag fra 1939.
Den handlede om broen over Rands Fjord. Rosenkvist var også reserveofficer ved ingeniørtropperne. Sagen fangede hans interesse.
Broen var ifølge hans senere beretning anlagt med sprængkamre. Men arkivmappen rummede endnu en overraskelse: Et fortroligt brev af 29. april 1940 skulle føre til, at sprængbrøndene blev lukket med beton. Amterne skulle oplyse udgiften.1
Danmark var blevet besat tre uger tidligere. Rosenkvist fortolkede ordren som et forsøg på at fratage besættelsesmagten glæden af forberedelserne.
Historien stod i «Vejle Amts Årbog» i 2007. Den punkterer en bekvem tidslinje: Sprængkamrene begyndte ikke med den kolde krig, og en ordre om betonfyldning kunne også være ældre end Murens fald.1
Rygtet var allerede gammelt i 1970
Oberst A. R. Jørgensen, som havde været næstkommanderende ved et ingeniørkompagni i Kolding i 1940, tog senere direkte fat i påstanden om alle broernes sprængkamre.
I en artikel fra 1970 skrev han, at kun et begrænset antal jernbanebroer og enkelte vejbroer syd for linjen Esbjerg-Kolding havde dem. Forberedelserne var så hemmelige, at selv hans kompagni manglede nærmere oplysninger. Andre steder i landet var udvalgte broer og færgelejer forberedt til ødelæggelse.2
Det var en officers tilbageblik, skrevet 30 år efter invasionen. Men hans præcisering er tydelig: Udvalgte anlæg var blevet til alle broer i fortællingen.
En bro kunne være værdifuld, fordi den kunne forsvinde
For den civile ingeniør skal en bro gøre det lettere at komme frem. I en forsvarsplan kunne den samme forbindelse blive et problem: En invaderende hær kunne bruge den.
Derfor kunne man under byggeriet indrette hulrum til sprængstoffer. Formålet var at kunne afbryde forbindelsen og forsinke modstanderen. Sprængkammeret var en forberedelse til en mulig krigshandling.
De tyske militærhistorikere Gerd Bolik og Heiner Möllers beskriver, hvordan broer og overgange blev vurderet efter deres værdi som spærringer. Sprængstofferne til de forberedte anlæg blev opbevaret særskilt og skulle først tilføres i en forsvarssituation.3
Et hulrum i en bro er altså ikke i sig selv en bombe, der ligger og venter under bilisterne.
Danmark havde samme grundlæggende dilemma. I august 1958 ønskede Forsvarsministeriet sprængkamre indarbejdet i en kommende Storebæltsbro, så fjenden ikke kunne overtage forbindelsen uskadt. Det står i ministeriets udtalelse til Storebæltskommissionen. Brevet handlede om et daværende projekt og fortæller ikke, hvordan den nuværende bro er indrettet.4
6.000 anlæg betyder ikke 6.000 bomberum
I Vesttyskland blev spærringerne en omfattende del af forsvarsplanlægningen. Bolik og Möllers opgør antallet til 5.787 forberedte spærringer i 1990.3
Men betegnelsen dækkede forskellige anlæg. Nogle var forberedt til sprængning. Andre skulle standse trafikken med stålbjælker eller nedfaldende betonblokke. Bundeswehr beskriver denne variation i sin historiske gennemgang fra juli 2025.5
Fotografiet øverst i denne artikel viser netop en anden type: Dækslerne i vejen var beregnet til en spærring med stålbjælker. Man kunne forberede en vej til at standse en modstander uden at planlægge at sprænge broen over den.
Forskellen forsvinder let i fortællingen om de hemmelige rum. Et militært anlæg bliver til et sprængkammer, og sprængkammeret bliver til en permanent bombe. Til sidst får alle broer et.
Det sidste spring har kilderne ikke belæg for. Den dokumenterede historie handler om militære vurderinger og konkrete forberedelser, ikke en universel egenskab ved broer.
Politikeren så nye skakte. Ministeriet så vedligeholdelse
Allerede i 1990 opstod der tvivl om, hvad folk egentlig så i vejbanen.
SPD-politikeren Kuhlwein spurgte den tyske regering, hvorfor en bro i Ratzeburg stadig havde fået skakte til spærringer det år. Grænsen til DDR var jo blevet åbnet.
Svaret fra 5. oktober var præcist: Forsvarsministeren havde i marts besluttet at standse nye spærringer. Enkelte igangværende arbejder blev dog færdiggjort, hvor et stop ville give større udgifter eller problemer med trafiksikkerheden.
Og ved den omtalte bro var der ifølge regeringen slet ikke bygget nye skakte. Under vejarbejdet var der udskiftet lukkeskruer i et eksisterende anlæg.6
Synligt arbejde ved en gammel militær installation kunne altså ligne ny oprustning.
Den kolde krig efterlod en vedligeholdelsesregning
Historien sluttede heller ikke med en stor, samlet betonstøbning efter 1989.
I juli 2025 oplyste Bundeswehr, at omkring 100 af de gamle spærringer stadig fandtes i Schleswig-Holstein. De var ikke længere nødvendige, men blev kontrolleret to gange om året, blandt andet for at forhindre, at kanter og dæksler blev farlige for gående og cyklister.5
Af økonomiske grunde blev anlæggene fjernet sammen med civile renoveringsarbejder. Nogle skakte kunne fyldes op; andre krævede mere omfattende fjernelse. Enkelte spærringer var blevet fredet som historiske levn.5
Den store forsvarsplan var endt som små opgaver for vejvæsenet og de militære specialister, der stadig passede resterne.
Hvad kan vi så sige om bombebrøndene?
Sprængkamre og sprængskakte fandtes. Danske eksempler er ældre end den kolde krig. Vesttyskland havde tusindvis af forberedte spærringer, men langtfra alle var sprænganlæg.
Derimod kan man ikke udlede af en bros alder eller et dæksel i asfalten, at der findes et bomberum. De gennemgåede kilder giver heller ikke en samlet opgørelse over, hvilke danske anlæg der er fjernet, eller hvornår.
Rygtet om alle broernes bombebrønde har en historisk kerne. Den mest fascinerende del er, at samfundet byggede forbindelser, samtidig med at det planlagde at kunne undvære dem. Og at regningen for den dobbelte tanke kunne dukke op årtier efter, at fjendebilledet havde ændret sig.
Arne Rosenkvist: «Broen over Rands Fjord», Vejle Amts Årbog 2007, trykte sider 31–34. Forfatterens beretning om sit arkivfund med gengivelser af brevene på siderne 32–33. ↩ ↩
A. R. Jørgensen: «Kunne vi have ændret den 2. verdenskrigs gang den 9. april?», 7. maj 1970, genudgivet på Krigsvidenskab.dk. En deltagers senere vurdering, ikke en samtidig anlægsfortegnelse. ↩
Gerd Bolik og Heiner Möllers: «Eine Black Box. Anmerkungen zu den Verteidigungsplanungen der NATO (1960–1990)», 2022, sider 26–27. ↩ ↩
Storebæltskommissionens betænkning nr. 237, bind II, bilag 67 med underbilag, trykte sider 182–184. Forsvarsministeriets udtalelse er dateret 2. august 1958. ↩
Klaas Hartmann-Moritzen, Bundeswehr: «Relikte des Kalten Krieges: Wallmeister und vorbereitete Sperranlagen», 24. juli 2025. Tallene og beskrivelsen gælder tidspunktet for denne gennemgang. ↩ ↩ ↩
Deutscher Bundestag, Drucksache 11/8112, spørgsmål 64 og svar af 5. oktober 1990. ↩
