Marsmændene landede i radioen. Panikken voksede i aviserne

Orson Welles’ radioteater om en invasion fra Mars blev berømt for at have kastet USA ud i massepanik. Nogle lyttere blev virkelig bange. Men dokumentationen viser en langt mindre entydig aften end den, aviserne gjorde til mediehistorie.

Først spillede orkestret. Så blev musikken afbrudt af en særmelding om eksplosioner på Mars. Kort efter var en reporter fremme ved et mærkeligt objekt i New Jersey. Låget på cylinderen begyndte at dreje. Noget var på vej ud.

Det var den 30. oktober 1938, og CBS sendte «The War of the Worlds», på dansk «Klodernes kamp». Howard Koch havde bearbejdet H.G. Wells’ roman til radioteatret Mercury Theatre on the Air med den 23-årige Orson Welles. Skuespillet lånte nyhedsudsendelsens stemmer og afbrydelser. En astronom, politifolk og en minister gav katastrofen myndighed.¹²

Den 30. oktober i år er det 88 år siden. Historien bliver stadig fortalt som det store bevis på, hvor let en hel befolkning kan narres af et nyt medie. Der var også en anden forestilling: Den, der bagefter blev spillet på avisernes forsider.

Radioen havde faktisk sagt, at det var teater

Udsendelsen begyndte med at præsentere både teatret og H.G. Wells’ værk. Senere blev lytterne igen mindet om, at de hørte en dramatisering. Til sidst forklarede Welles, at det havde været teatrets halloweenforskrækkelse.¹

Det hjalp naturligvis ikke den, der tændte midt i en dramatisk reportage. Eller den, som blev ringet op af et familiemedlem, der allerede var blevet bange.

Frygten efterlod spor. Trentons administrative chef skrev til den amerikanske radiomyndighed FCC, at hændelsen havde lammet politiets kommunikation i omtrent tre timer. Det er hans beskrivelse i en klage, bevaret hos National Archives. Sådanne klager gør det urimeligt at afvise hele affæren som opdigtet.²

Men en overbelastet telefoncentral fortæller ikke i sig selv, hvor mange der flygtede. Den kan også fyldes af mennesker, der prøver at kontrollere en historie.

Image

link

Wikimedia Commons

licens

Fotograf ikke oplyst. Dallas Dispatch-Journal, 31. oktober 1938. Public domain. Wikimedia Commons.

Hvor mange lyttede overhovedet?

Library of Congress fremhæver en telefonundersøgelse blandt 5.000 husstande samme aften. Omkring to procent havde stillet ind på «Klodernes kamp», og de fleste af disse vidste, at det var fiktion. En stor konkurrent var NBC’s populære underholdningsprogram med bugtaleren Edgar Bergen og dukken Charlie McCarthy.³

En bugtaler havde altså lettere ved at samle publikum end en invasion fra Mars.

Undersøgelsen giver et øjebliksbillede blandt telefonhusstande. Den kan ikke bruges som en præcis optælling af alle, der hørte noget af udsendelsen. Men den giver grund til at spørge, hvordan en forholdsvis lille udsendelse blev til fortællingen om et helt land på flugt.

Aviserne havde en historie, der var svær at modstå: Det nye medie havde skræmt sine egne lyttere. Library of Congress beskriver, hvordan sensationelle overskrifter var med til at gøre den omfattende panik til en accepteret fortælling. Institutionen nævner også medieforskeres forklaring om, at aviserne kunne bruge sagen til at miskreditere en konkurrent.³

Den forklaring er en fortolkning af branchens interesser. Den beviser ikke, at landets redaktører havde aftalt at lyve.

Brevene handlede også om frygten for de andre

Historikeren A. Brad Schwartz gik til de bevarede lytterbreve, da han undersøgte udsendelsens efterliv. I et interview med Princeton University fortalte han, at han havde ventet beretninger om panik. I stedet fandt han især bekymring over den panik, brevskriverne havde læst om.⁴

Mange var altså bange for, hvad de troede, andre mennesker havde troet. Nogle frygtede, at demokratiet var for sårbart over for mediernes magt, og ville beskytte Welles mod censur.

Også optællingerne bryder med billedet af et rasende publikum. Ifølge National Archives var 1.086 af de 1.770 breve til CBS-stationen WABC positive. Til Mercury Theatre var 91 procent af brevene positive.²

Brevene er selvvalgte reaktioner, ikke en repræsentativ meningsmåling. De viser til gengæld, at historien rummede begejstring og modstand mod censur ved siden af frygt.

University of Michigan Library har siden ladet frivillige transskribere over 1.300 breve til Welles og CBS. Biblioteket beskriver selv materialet som langt mere sammensat end fortællingen om udbredt panik.⁵

En berømt undersøgelse med et vigtigt forbehold

Psykologen Hadley Cantrils undersøgelse, udgivet i 1940, blev en hovedkilde til eftertidens forståelse. Hans hold gennemførte detaljerede interviews med 135 mennesker. Over 100 var udvalgt, fordi man allerede vidste, at udsendelsen havde rystet dem. Det skriver Cantril selv i en senere sammenfatning.⁶

Det er et brugbart udgangspunkt, hvis man vil forstå, hvorfor bestemte mennesker blev bange. Interviewgruppen kan derimod ikke i sig selv fortælle, hvor almindelig reaktionen var i hele befolkningen.

Forskellen er afgørende: En samling stærke oplevelser kan forklare en reaktion og samtidig give et skævt billede af dens udbredelse.

Historien blev ved med at virke

I 2013 sendte amerikanske PBS en dokumentar om radioudsendelsen. Mediets egen ombudsmand, Michael Getler, reagerede på, at filmen brugte næsten en time på den dramatiske historie og først til sidst kort nævnte, at pressen havde overdrevet panikken.⁷

Producenterne forsvarede deres valg: De ville vise spændvidden i lytternes reaktioner. Getler mente, at spørgsmålet om selve massepanikken burde have haft en langt større plads.

Dermed havde historien fået endnu et kapitel. Også en dokumentar om mediernes evne til at overbevise måtte diskutere, hvor meget dens egen dramatiske fortælling kunne bære.

I Mediemøllens historie om Nayirah og de døde spædbørn var det afgørende at undersøge, hvem der stod bag et vidneudsagn. Her begyndte det med erklæret teater. Det interessante er, hvad der skete, da lytternes reaktioner selv blev til en nyhed.

Marsmændene var opdigtede. Nogle menneskers frygt var virkelig. Hvor stor den var, kræver bedre dokumentation end en samling opsigtsvækkende forsider.