Hun ville bare beholde sit fine porcelæn

Josephine Cochran ville have en maskine, der kunne vaske hendes fine porcelæn uden at slå skår i det. Hun endte med en opvaskemaskine, som blev en forretning. Men kunderne stod først og fremmest på hotellerne, mens køkkenerne derhjemme måtte vente.¹

Et veldækket bord har en bagside. Når gæsterne er gået, står kopperne der stadig.

I Cochran-familiens hjem i Illinois var opvasken normalt tjenestefolkenes arbejde. Ifølge den amerikanske patentmyndighed USPTO begyndte Josephines interesse for en bedre løsning, da hun opdagede skår i familiens porcelæn efter vasken. Hun prøvede selv at overtage opgaven og blev hurtigt træt af den.¹

Der er en vis menneskelig konsekvens i at holde af middagsselskaber og være mindre begejstret for det, der følger efter.

Tallerkenerne skulle have hver deres plads

Cochran havde en konkret idé: Servicet skulle holdes ordentligt fast, mens vandet gjorde arbejdet. Hun udviklede maskinen med hjælp fra mekanikeren George Butters, og den 28. december 1886 fik hun amerikansk patent nummer 355.139.¹²

Det er værd at se på selve patentet. Her står tallerkenerne i trådholdere, samlet i en kurv, der drejer rundt. Et håndtag driver både bevægelsen og en pumpe, som sender vand hen over servicet. Maskinen har adskilte beholdere til sæbevand og rent, varmt skyllevand.²

Man kan genkende tankegangen, selv om konstruktionen ligger langt fra det diskrete skab under et moderne køkkenbord: Hold tingene på plads. Få vandet frem til dem. Skyl efter.

Cochran var heller ikke den første, der havde forsøgt at mekanisere opvasken. Lemelson-MIT nævner et hånddrevet, patenteret apparat allerede i 1850. Hendes plads i historien er den første kommercielt succesfulde opvaskemaskine.³

Der havde med andre ord været god tid til at opdage problemet, før nogen fik en ordentlig forretning ud af løsningen.

Hotellerne kunne se idéen

Undervejs blev opfindelsen mere end et ønske om pænere porcelæn. Hendes mand døde i 1883 og efterlod gæld. Hun havde brug for indtægter.¹

I 1893 viste hun maskinen frem på verdensudstillingen i Chicago og vandt en pris. Hoteller og restauranter blev vigtige kunder.³

Det er let at forstå, at en maskine kan se anderledes ud fra et hotelkøkken. Her vender opvasken tilbage efter hvert måltid, og der er mange gæster om at sørge for næste omgang. Det, der er en dyr lettelse i et privat hjem, kan være en investering på en arbejdsplads.

Hjemmet var den svære kunde

Maskinen stillede imidlertid krav til mere end køberens lyst til at slippe for opvask. Den skulle bruge meget varmt vand. Mange hjem havde ikke en vandvarmer, der kunne følge med, forklarer Lemelson-MIT.³

Prisen var også en hindring. USPTO beskriver senere modeller til private hjem, der kostede omkring 350 dollar, og fortsat havde deres sikreste marked blandt hoteller og restauranter.¹

En opfindelse kan altså være nyttig, længe før et almindeligt køkken er klar til den. Der skal både være penge til maskinen og installationer, som kan få den til at virke.

Næste gang morgenkoppen bliver sat i opvaskemaskinen, kan man sende Cochran en venlig tanke. Hun tog en lille irritation alvorligt nok til at bygge noget ved den.

Tilbage er så den del af arbejdet, som heller ikke hendes patent løste: at få nogen til at tømme maskinen.

Læs også: Verdens første webcam havde kun én ting at holde øje med.