Primære faneblade

Lukket

Scorseses sans for skygger og dæmoner

Portræt: Den 71-årige amerikanske instruktør Martin Scorsese har med "The Wolf of Wall Street" atter meldt sig ind i kapløbet om flere af de store Oscarstatuetter, og en snarlig pensionering står ingenlunde for døren, da der er planlagt nye projekter flere år frem. Hvad driver ham ud i dette arbejdsraseri, og hvorfor er mange af de mandlige karakterer i hans værker ofte i deres følelsers vold klar til at eksplodere på lærredet? Folkets Avis redaktør og cineast forsøger at trække nogle hovedlinjer i en stor filmkunstners produktion befolket af outsidere martret af sindets skyggesider og destruktive dæmoner.

LÆS OGSÅ: Når grådige mænd går amok

Martin Scorsese, der er af italiensk afstamning og opvokset i New York, ville oprindeligt have været præst og bekender sig stadig til den romersk-katolske tro. Men i stedet blev det filmmediet, hvor han fik mulighed for at liste mere eksistentielle spørgsmål om skyld og soning ind i sine værker. Selv den mest hårdkogte gangster kan få behov for katarsis og ro i sjælen, efter at pistolen er trukket, og næverne har været i brug i de voldelige tour de force udstyrsstykker, som der findes flere af på instruktørens titelliste.

Den samlede produktion siden debuten "Who´s That Knockin At My Door" (1968) er imidlertid alsidig og byder på en del mere end blot disse film, hvor kriseramte og aggressionslystne mænd i storbyens puls tæver og truer sig gennem tilværelsen med katastrofal udgang til følge. Scorsese er dog løbende frem til ´The Wolf of Wall Street´ (2013) optaget af maskulinitet i forskellige afskygninger, der kan føre til mord, vold, familietragedier, outsidertilværelse, grådighed og et splittet sind, som ender i en destruktiv deroute. Instruktørens hovedroller bærer tunge byrder og konfronteres konstant med deres indre djævelskab.

Sammen med navne som Steven Spielberg, Francis Ford Coppola, Brian de Palma, Sidney Lumet og Stanley Kubrick blev Scorsese eksponent for en kreativ og kunstnerisk højkonjunktur i amerikansk film gennem 1970´erne og starten af 80´erne. Instruktørerne evnede at skildre den amerikanske drøm med vindere og tabere i et dynamisk og friskt billedsprog, der har sat sig varige spor i måden at fortælle disse historier på, der stadig inspirerer vor tids filmskabere over hele verden i dag.

Perioden tæller nogle af Scorseses bedste film heriblandt "Mean Streets" (1973), "Taxi Driver" (1976), boksedramaet "Raging Bull" (1980) og "King of Comedy" (1982) alle fire med Robert De Niro som bærende karakter. Samarbejdet med De Niro er et centralt kapitel i moderne amerikansk filmhistorie og er foreløbigt endt efter otte film med "Casino" i 1995. Det er fristende at konkludere, at De Niro i mere end tyve år tjente som instruktørens alter ego og katalysator for dennes visioner.

I det nye årtusind har den 71-årige indledt et tilsvarende bemærkelsesværdigt parløb med Leonardo DiCaprio, der tog sin begyndelse med periodefilmene "Gangs of New York" (2002) og "The Aviator" (2004) - senest giver DiCaprio, som det kan læses andet steds i Folkets Avis, en hæsblæsende præstation i "The Wolf of Wall Street".

Scorsese har kort sagt gjort den yderst fotogene skuespiller til en mand med personlig kant og råstyrke, der sine steder minder en del om De Niros karakterspil. Nerverne sidder ude på trøjen under spillet, og som betragter kan man føle sig hensat til en nærmest korsfæstende lidelsesfærd, når prøvelsernes tid synes uophørlig. Intensiteten i skuespillet, den ofte hårdtpumpede klippestil og udpræget intelligente brug af alskens musikgenrer på lydsiden hører til de ingredienser, der udgør rygraden i en stor del af Scorseses filmproduktion, der ligeledes rummer markante undtagelser. Her kan nævnes "Uskyldens år" (1993) og den eventyrlige hyldest til filmmediets skaberkraft i "Hugo" fra 2012.

For mange fans blev det ærgerligt nok den mere konventionelle og noget ujævne "The Departed" (2006), der endelig efter mange års tørke indbragte Martin Scorsese den ønskede Oscar som Bedste Instruktør. Den pris burde han have haft for længst og op til flere gange – skulle man spørge nærværende skribent. Scorsese har ydermere været medproducer på flere musik- og dramaserier samt instrueret en række dokumentar- og koncertfilm af høj kvalitet om store koryfæer som The Band, Bob Dylan, George Harrison og The Rolling Stones.

Musikken er for ham lige så vigtig som filmen, og parringen af begge udtryksformer er bærende i hele hans kunstneriske virke, hvor han har samarbejdet med forskelligartede komponister som Bernard Herrmann, Peter Gabriel, Philip Glass, Robbie Robertson og Howard Shore. Filmscoret er hos Scorsese alt andet end lydtapet, men derimod et dramaturgisk medfortællende element.

Manden med base i New York er en rastløst søgende arbejdsnarkoman, der lidt i stil med danske Lars von Trier konstant forsøger at udfordre sig selv med nye halsbrækkende projekter. Scorsese taler lige så hurtigt og velformuleret, som han arbejder. Hans filmhistoriske viden er grænsende til det uudtømmelige med en fantastisk medlevende evne til at formidle stoffet. De kommende sæsoner skulle efter planen byde på såkaldte biopics om ekspræsident Bill Clinton og Frank Sinatra.

Det skal blive interessant at se, om Martin Scorsese når lige så tæt ind under huden på dem som hans øvrige mandlige karakterer – evnerne og håndelaget hertil har han i hvert fald. Biografmørket kalder fortsat.

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

11/12/2019 - 15:36
Vi er 0 abonnenter – vi skal højere op!
Abonnenter Svarer til
1 1 stor fadøl
200 Kontanthjælp, 0 børn
1000 DR-journalist
5000 Maria Rørbye Rønn