Gå til hovedindhold

Jeg har stadig min første iPhone til gode, Uffe Elbæk

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Kære Uffe Elbæk,

Jeg kan ikke kende mig selv i det billede, du tegner af os danskere.

Måske er det en generationsting. Det tror jeg til dels, det er.

Men måske handler det også om, at du ikke kan se ret langt ud over din egen næsetip.

Du siger, at "vi" ikke skal købe ny iPhone hvert år, men kun hvert andet.

Som om "vi" typisk skiftede iPhone en gang om året.

Det er bare ikke virkelighed og hverdag for hovedparten af danskerne. Langt fra.

Hvis du som politiker vil trække i den rigtige retning mod et bedre samfund, må du som minimum forstå udgangspunktet.

Og det gør du ikke.

For din opfattelse af tingene stemmer ikke overens med virkeligheden.

Du diagnosticerer danskerne, som var hele folket øvre middelklasse og ordinerer så en halvering af forbruget.

Men de fleste skifter ikke deres iPhone ud med en ny på årlig basis. Det har de ikke råd til.

Det gør kun en snæver kreds af privilegerede mennesker, som ofte ikke engang betaler for den selv.

Jeg har personligt min første iPhone tilgode, Uffe. Jeg har ikke råd til den. Simpelthen.

Jeg kender ikke noget til det overflødighedshorn, som du åbenbart forestiller dig, er normen her i landet.

Og det er næppe kun mig, der har det sådan.

Dine ideer tager udgangspunkt i en virkelighed og hverdag, som kun de færreste genkender sig i.

Hvis du og dine venner føler, I forbruger for meget og maven efterhånden er lidt oppustet efter de mange festmiddage, så skru dog ned for indtaget.

Men det er altså ikke den typiske situation for den typiske dansker.

Jeg ved ikke om det er mest komisk eller tragisk, når du uden videre gør dit atypiske perspektiv gældende for hele befolkningen.

Det får dig i hvert fald til at fremstå verdensfjern. Som om du svæver på en lyserød sky hen over den knaphed, som altid gælder os andre.

Du taler også om, at vi skal nedsætte antallet af ferierejser årligt fra fire til to.

Jeg er heldig, hvis jeg får råd at rejse hvert fjerde år!

Så min ambition er bestemt ikke at rejse mindre - jeg vil gerne rejse mere. Hvis jeg får råd.

Jeg vil gerne kunne forbruge mere. Ikke mindre.

Det med at forbruge mindre betyder meget for dig, lader det til. I teorien.

En stor del af dit partis politik bygger på en idé om, at "vi" skal forbruge mindre her i landet.

Men sandheden er, at store dele af befolkningen allerede ligger på et lavere forbrugsniveau, end du forestiller dig, vi skal ned på.

Din politik vedrører kun en mindre velstillet del af befolkningen, som så kan føle sig god ved at skære ned på forbruget.

Skære det ned til et niveau, som stadig ligger over det, vi andre kender til.

I stedet for at bruge lovgivningsapparatet til at begrænse dit eget og dine venners forbrug, så lav dog en forening. Eller en menighed.

Så kan alle jer der skifter iPhone årligt og rejser på ferie en gang i kvartalet mødes til gruppeterapi. En slags Anonyme Overforbrugere. AO.

Jeres dårlige samvittighed har ikke noget med os andre at gøre.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.