Gå til hovedindhold

Kvindekampen og det udeblevne ramaskrig - anmeldelse af Frihedsfeministen

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Den amerikanske forfatter Hunter S. Thompson har skrevet, at “Livet bør ikke være en rejse mod graven med det formål at komme sikkert frem i en køn og velbevaret krop. Derimod bør man komme væltende sidelæns i en sky af røg, grundigt brugt op, fuldstændigt udkørt, mens man råber: “Wow! Sikke en tur!””

Jeg er overbevist om, at jordemoderen, debattøren, kvindesagsforkæmperen, hustruen og moderen til fire voksne børn, Karen West, om et par årtier vil ankomme til sin grav nogenlunde sådan, som Hunter S. Thompson anbefalede. I hvert fald får man igennem Frihedsfeministen, som dels er en selvbiografi, dels et indlæg i den politiske debat om ligestilling, indvandring og islam indtryk af en kvinde, der altid har levet fuldt ud, engageret sig kompromisløst og - trods modstand, shitstorme og fjendtlighed - er forblevet tro mod sig selv og sin sag.

For Karen West, der fortæller sin historie til redaktøren Thomas Vilhelm, har aldrig accepteret at underlægge sig nogen eller noget. Lige fra hendes oprørske ungdom, hvor hun insisterede på sin ret til at feste til langt ud på natten, ryge, drikke og have kærester - hvilket forældrene så på med milde øjne; pigeskolen i Schweiz var knap så overbærende - over sit ægteskab, hvor hun krævede (og fik) total ligestilling til sit politiske engagement, hvor hun kompromisløst har kæmpet for sine mærkesager og har forladt såvel Socialdemokratiet som Liberal Alliance i det øjeblik, hun indså, at disse mærkesager ikke (længere) blev håndteret tilfredsstillende af partierne.

En sort plet på det politiske CV

Karen Wests politiske engagement er i det store og hele imponerende, men har dog også en skyggeside. Som ung var hun medlem af Det Kommunistiske Parti, og selvom hun i sin generation langt fra er alene om at bære den sorte plet på sit politiske CV, er det svært at finde undskyldninger eller forklaringer, der set gennem et tilbageblik er tilstrækkelige. Thomas Vilhelm fritter hende grundigt ud på dette punkt, hvilket tjener ham og bogen til ære, men svarene giver ikke meget afklaring ud over, hvad man sædvanligvis hører fra den generation af tidligere kommunister: De tænkte ikke over kommunismens udemokratiske fundament, det forekom ikke så vigtigt; de vidste ikke så meget om de rædsler, der foregik i Sovjet; de følte jo selv, at de kæmpede en god og retfærdig kamp, etc. etc. etc.

Jo, West langer skam ud mod den “mandschauvinistiske” ledelse i kommunistpartiet, som “brugte kvinder” og “bollede dem, når de havde lyst”, som hun konstaterer i et dejligt ‘70’er-lingo. Men, får man som læser lyst til at råbe, kære fru West, selvom den adfærd (både hos mændene og hos kvinderne; kvinder tiltrækkes som bekendt ganske frivilligt af mænd med magt) nok var hyklerisk set i lyset af partiets formelle støtte til den egalitære kvindekamp, så var den jo ikke problemet.

Problemet var, at I støttede en af verdenshistoriens mest ødelæggende og undertrykkende politiske strømninger, som stadig den dag i dag hærger og - direkte og indirekte - tager livet af uskyldige mennesker, med Venezuela som aktuelt, tragisk eksempel. De gode intentioner er der ingen grund til at betvivle, og da slet ikke hos West, som hos kommunisterne fandt en base, hvorfra hun kunne kæmpe den kvindekamp, hun, tydeligvis med et rent hjerte, har viet store dele af sit liv til. Men konsekvenser taler nu engang tydeligere end hensigter, og de katastrofale konsekvenser af kommunistisk politik er desværre velkendte og har været det i årtier.

Selvom West, som så mange andre, vågnede op, da Muren faldt (“Selvfølgelig havde vi haft mistanken. Til sidst kunne vi ikke lukke øjnene længere”, som hun indrømmer), og meldte sig ind i Socialdemokratiet, mangler jeg som læser en helt utvetydig, dybdegående afstandtagen til den del af hendes politiske fortid. Og - hvis jeg må være så fræk at tilføje det - pamperiet, der fulgte med: Det gjaldt om at have “partibogen i orden”, hvis man ville opnå noget inden for de faglige organisationer, hvor West i nogle år selv bestred en stilling som redaktør i Jordemoderforeningen, muligvis fordi formanden var “glødende kommunist”, som hun udtrykker det.

West lader dog ingen tvivl stå tilbage om, at hun forlængst har lagt troen på kommunismen bag sig, hvad hendes senere, kortvarige medlemskab af Liberal Alliance selvfølgelig også slår fast med syvtommersøm. Men den fulde erkendelse af, hvor politisk langt ude denne aktive støtte til den kommunistiske bevægelse faktisk var - uanset om det ikke var usædvanligt dengang - finder jeg ikke helt hos West, ligesom jeg sædvanligvis går forgæves efter den hos andre tidligere kommunister i ‘68-generationen. Desværre.

Kvindekampen frem for alt

Kommunist, socialdemokrat eller liberal: Wests’ røde tråd i sit politiske engagement er først og sidst og altid kvindekampen. Og den er ikke slut endnu, for selvom etnisk danske kvinder i hendes optik stort set har fået ligestilling - der mangler blot en øremærkning af en del af barslen til mænd, mener West - har vi igennem de senere årtier fået en ny gruppe kvinder i vores samfund, der er så langt fra at have ligestilling, som man næsten kan komme.

Den del af Frihedsfeministen, der handler om Wests møde med de ufrie, muslimske indvandrerkvinder - som hun i første omgang løber ind i gennem sin jordemodergerning - er bogens stærkeste og vigtigste del.

Selvom det er interessant, tankevækkende, underholdende og til tider hylende morsomt at læse om Wests opvækst og ungdom, mødet med ægtemanden Carsten (“Da jeg så Carsten ved første møde, kunne jeg se, at der var mere end kun latinen, der interesserede ham”, som det hedder) og visse rødstrømpers absurde forsøg på at omvende heteroseksuelle kvinder til en lesbisk seksualitet (“Jeg tænkte, hvorfor skal jeg nu være lesbisk for at være med i en kvindekamp”), er det afsnittene om indvandrerkvinderne og det massive svigt, de er blevet udsat for fra dem, der foretrak at fortie problemerne, der gør bogen til pligtlæsning for ethvert samfundsengageret menneske.

“Manden gik efter at have knaldet hende en”

Mit kolde, sorte, borgerlige hjerte brister og tårerne fylder mine øjne, når jeg læser om de uhyrligheder i indvandrerfamilier, West har været øjenvidne til. Et eksempel: “ … jeg så en kvinde få en kæmpelussing i ansigtet, fordi hun, som jeg husker, havde født en datter for tredje gang i træk. Manden gik efter at have knaldet hende en. Hun græd ikke, tårerne flød blot ned ad kinderne”.

Nogle moderne feminister, der er aktive i den offentlige debat, taler meget om, at vi lever i et samfund, der opvurderer mænd og nedvurderer kvinder. Efter at have læst Frihedsfeministen er det lettere end nogensinde at replicere dertil, at, hvis det er noget, de virkelig ønsker at bekæmpe, kunne de få deres sag for i visse indvandrerfamilier. Her mødte West en altomfattende og ikke sjældent fysisk voldelig nedvurdering af kvinder og piger, som - vil jeg vove at påstå - vi aldrig har kendt mage til i vores kultur.

Heller ikke dengang, vi ikke havde den ligestilling, vi har i dag. Som person med et vist kendskab til kulturen i arabiske lande er jeg ikke voldsomt overrasket, men jeg er rystet over, at ramaskriget fortsat langt henad vejen udebliver.

Man vil hellere skrive harmdirrende debatindlæg om “klamme”, midaldrende, etnisk danske mænd, der pifter efter unge damer på gaden eller kaste sig ud i et glødende forsvar for retten til at bære burkini. Det er der heller ikke i sig selv noget galt med at skrive om eller forsvare - men prioriteringen skriger højt og skingert af rendyrket berøringsangst. Og det er skamfuldt. Det gælder både for mange af de venstreorienterede feminister og for et mindretal blandt de liberale.

West langer i Frihedsfeministen velfortjent og præcist ud efter begge grupper, men heller ikke de meget firkantede islamkritikere har hun meget tilovers for. Jo, måske som personer - West formår, som alle voksne mennesker burde kunne, at skelne mellem mennesket og dets overbevisninger. Men deres politiske kamp, for eksempel for forbud mod (visse) muslimske klædedragter og deres totale afvisning af, at det er muligt at leve fredeligt og demokratisk, selvom man privat har en muslimsk tro, støtter hun ikke. Det er en galej, hun har afholdt sig fra at hoppe på, trods sine voldsomme oplevelser som jordemoder.

Ingen undskyldninger for berøringsangsten

Frihedsfeministen er et uvurderligt vidnesbyrd om en brydningstid - eller flere - og en udvikling i vores samfund, som vi stadig er meget langt fra at få rede på.

Jeg gad nok at vide, hvad en gymnasieelev, der læser den om 200 år, vil tænke. Formentlig, at vi, der lever nu, ikke havde snerten af undskyldninger for den berøringsangst, der har præget mange af os, også jeg selv førhen. Vedkommende vil sikkert blive slået af en dyb undren, og fra fortiden skal der hermed lyde: Jeg forstår dig fuldt ud. Det er ubegribeligt, og vi har helt uden tvivl endnu ikke set de værste konsekvenser af den manglende vilje til at tage tyren ved hornene, hvad problemerne i relation til visse dele af indvandringen, især fra muslimske lande, angår.

Bogen har ikke mange skønhedsfejl, og Thomas Vilhelm er en dygtig interviewer. Dog kunne den have haft gavn af en ekstra korrekturlæsning. Eksempelvis staves journalisten Søren K. Villemoes’ efternavn forkert igen og igen (Willemoes). Men det er uanset lejlighedsvise sproglige skønhedspletter en sand fornøjelse og inspiration at få dette samlede overblik over Wests liv og kamp. Et menneske, der altid har engageret sig, fortsat gør det - og derfor aldrig er blevet lukket og fordomsfuld.

Tak for indblikket og kampen, Karen. Må du kæmpe længe endnu.

Emner