DR2´s afdeling for dokumentarfilm, Dokumania, sendte i november sidste år filmen ”The hunting Ground”, som på dansk har fået titlen ”Voldtaget af Elitens Sønner”. Det er en feministisk propagandafilm, der forsøger at fremstille voldtægter som et galopperende problem ved amerikanske universitets-campusser. Nu har de genudsendt filmen. Men først lidt baggrund:
En artikel i magasinet ”Rolling Stone” i 2014 havde samme emne; her fandt den kvindelige journalist frem til en kvinde som fortalte at hun var blevet serievoldtaget af unge fyre ved en fest i et hemmeligt broderskab. Det blev omtalt også i danske medier; senere viste det sig, at hele historien var opspind, og det universitet, der fik dårlig omtale, har anlagt retssag mod Rolling Stone.
Historien gentog sig så i 2015 med filmen ”Voldtaget af Elitens Sønner”. Igen interviewede man kun ofre for voldtægt, ikke gerningsmændene. Man ville lade ofrenes beretninger tale for sig selv, uden forstyrrende spørgsmål, for at ofrenes gribende beretninger kunne give maksimal følelsesmæssig påvirkning. Problemet er bare, at de gribende beretninger lå ret langt fra sandheden.
Filmen giver indtryk af et galopperende antal voldtægter; hvis den statistik, der citeres i filmen, var sand, så ville det være farligere at være kvinde ved et amerikansk universitet end at være kvinde under borgerkrigen i Congo.
Amerikanske feminister har behov for fortsat give indtryk af, at problemerne med mandssamfundet er meget store, og filmen er tydeligvis et af midlerne til at give det indtryk. Den er ikke en afbalanceret fremstilling af de faktiske forhold; den er en ensidig propagandafilm. Lidt lige som Goebbels´ propaganda koncentrerede sig om at vække had til en hel befolkningsgruppe – jøderne – er der, uden sammenligning i øvrigt, en metodelighed her, idet filmen koncentrerer sig om at vække had til en hel befolkningsgruppe – mændene. Når man studerer publikums reaktioner på filmen, er det tydeligt at denne propaganda virker efter hensigten, da filmen vækker meget stærke følelser imod mænd.
Mikkel Boye, en mand der er kritisk over for feminismen, protesterede sidste efterår til DR over at de ville vise denne propagandafilm. Han fik et intetsigende affejende svar.
Derefter indsendte undertegnede en mere udførlig klage, med referencer til dokumentation for nogle af fejlene i filmen. Den blev sendt til Mette Hoffmann Meyer, som er redaktør af Dokumania og som personligt valgte at filmen skulle vises i Danmark. Hun skrev et kort svar, hvor der bl.a. stod: ” Vedrørende filmen Voldtaget af Elitens sønner, så er der ikke usikkerhed om at disse hændelser finder sted.” Dette er lodret imod sandheden; der er netop stor usikkerhed.
Efterfølgende blev min klage også behandlet af Jacob Mollerup, ”Lytternes og seernes redaktør”. Svaret var lige så valent som man på forhånd kunne frygte. Han svarede bl.a.: ” Er dele af dokumentationen særlig omstridt kan der i nogle tilfælde være grund til at fremhæve dette i forbindelse med visningen af dokumentaren . . . Jeg må derfor henvise dig til at tage sagen op med Mette Hoffmann Meyer . . . når dokumentaren er blevet vist.” Med andre ord, ja, det er sandt at man ved visningen bør anføre at der er usikkerhed om filmens indhold; det kan jeg få lov at diskutere EFTER at filmen er blevet bragt – og så er det jo ligegyldigt. Svaret er nærmest Goddag mand, økseskaft.
Jeg har lagt det meste af korrespondancen som dokumentation her på Folkets Avis. Link:
https://www.folkets.dk/node/1433
Nu, d. 11. oktober 2016, har DR2 så genudsendt filmen. Stadig uden kommentarer om at indholdet er usikkert. Med talrige opslag på facebook har de også promoveret filmen, og man kan se af kommentarfelterne, at et antal kvinder er blevet netop så følelsesmæssigt berørt af filmen, som det var hensigten. Bortset fra et enkelt kritisk opslag et par timer før filmen blev vist, har DR2 ikke linket noget som helst til kritik af filmen. Og det er tydeligt på reaktionerne på det kritiske opslag, som er en kompliceret på-den-ene-side-på-den-side-artikel, at det er blevet set af meget få.
Alt dette er ikke i orden. Siden 2015 er der fremkommet endnu mere kritik af filmen, og yderligere tilbagevisning af dens påstande. Og DR2 var jo i høj grad blevet gjort opmærksom på problemerne. Alligevel fremturer man med at vise filmen ukommenteret. Man overhører stædigt den omfattende tilbagevisning af filmens påstande. Med andre ord: man vælger bevidst, mod bedre vidende, at udbrede propaganda som har til formål at få kvinder til at hade mænd og støtte op om feminismen.
En udmærket, koncis gennemgang af hvad der er galt med filmen, ses i dette indlæg fra Caroline Kitchens, AEI:
https://www.youtube.com/watch?v=5uTqR-PUf4Y
Yderligere links til evidens for fejl i filmen er anført i slutningen af den anden artikel på Folkets Avis:
https://www.folkets.dk/node/1433
Der kan opregnes i hvert fald følgende problemer med filmen:
1) I filmen interviewes kun påståede voldtægtsofre; man hører ikke den anden part. Dette, at man kun hører den ene part, er afgørende for filmens følelsesmæssige påvirkning af beskueren. Filmen bygger således på brud med almindelig fairness.
2) Andre har forhørt sig hos de mænd, der påstås at have begået de voldtægter, der omtales i filmen. De har en helt anden historie, og der er tegn på, at de interviewede kvinder groft forvrider hændelsesforløbet.
3) De pågældende sager om påstået voldtægt er blevet behandlet af det amerikanske retsvæsen, og domstolene har IKKE kunnet sandsynliggøre, at der faktisk foregik voldtægt. Filmens påstande går altså på tværs af hvad retsvæsenet siger.
4) Det ene af interviewene omhandler en affære mellem studerende på Harvard. Efterfølgende har 19 juraprofessorer på Harvard i en officiel udtalelse slået fast, at filmens fremstilling ikke stemmer med virkeligheden.
5) Filmen påstår, med henvisning til kvinden Melinda Manning (som fejlagtigt benævnes ”dekan” i den danske oversættelse), at universiteterne holder hånden over voldtægtsmænd og undlader at rapportere tilfælde. Faktisk er der tale om 3 tilfælde, som Manning ikke fik lov at indrapportere.
6) Amerikanske universiteter har en særlig form for standretter, som ledes af feminister. Alle sexuelle overgreb meldes hertil; de anklagede mænd har ingen rettigheder - ikke ret til at få at vide hvad de er anklaget for, ingen ret til at forsvare sig, og ingen ret til at føre vidner. Når de bliver dømt - og det sker rutinemæssigt - bliver de smidt ud af universitetet, uden mulighed for at studere noget andet sted, dvs. hele deres tilværelse bliver ødelagt - uden uddannelse, og med det tab af ære hængende over hovedet. Men en meget stor del af tilfældene er falske anmeldelser. Det vil sige at mange uskyldige mænd får deres tilværelse ødelagt. Siden 2013 har mindst 75 mænd i USA anlagt retssag mod amerikanske universiteter efter at være blevet smidt ud fra deres universitet på grund af det de påstår er falske anklager om voldtægt. Foreløbig har de vundet flere af retssagerne.
7) Filmens påstand om, at under deres studietid bliver 1 ud af 4 eller 1 ud af 5 kvinder voldtaget, er feministisk propaganda baseret på kunstigt oppustede tal. Mere nøgterne målinger viser at antallet af overgreb er ca. 10 gange mindre end dette, og antallet af voldtægter er næsten 100 gange mindre end dette.
8) Faktisk har unge kvinder mindre risiko for at blive voldtaget, når de går på universitetet, end de har uden for universitetet.
9) Antallet af voldtægter i USA er aftagende, ikke stigende.
Alt i alt er den så fuld af manipuleret information, at hele filmen kan anses for at være én stor omgang usandhed.
Da jeg skrev kritisk om filmen på Dokumanias facebook-side to dage efter genudsendelsen, skrev Dokumania:
”Hej Kåre, ønsker du at indgive en klage henviser vi til dette link: . . . ”
Jeg vil selvfølgelig ikke klage via det anviste link, for jeg er overbevist om at formålet med den pågældende klageformular er at få klager til at løbe virkningsløse ud i sandet.
Så jeg har svaret:
” Ja, jeg vil klage over jer. Men jeg vil gøre det på min egen måde.
Jeg klagede over jer sidste år, og det var rent spild af tid for alle parter. Sagen er jo, at I er ekstremt stædige og faktaresistente. Jeg bliver jo ikke taget alvorligt, for jeg er kun en enkeltperson, og når jeg ikke har magt bag mine ord, så er mine ord jo ligegyldige. Fakta og argumenter tæller ikke her. I har bestemt jer for at udbrede propaganda der har til formål at få kvinder til at hade mænd, og jeg ved godt at intet i verden kan få jer fra den ide at udbrede had til mænd, med mindre I er oppe imod en magt der er stærkere end jeres. I misbruger jeres magt til at øge mængden af had i verden.
I den forstand som jeg har beskrevet her, mener jeg at det etisk set er en forbrydelse at sende en sådan propagandafilm.
I vælger at ignorere de talrige kilder til at filmen er fuld af fejl. I ignorerer hvad resultat retsvæsenet er kommet til, og i forbigår udtalelsen fra de 19 juraprofessorer på Harvard. Ingen af dem der ser filmen i TV, opdager at der er ugler i mosen, for I gør ikke opmærksom på det.
I ved at filmen bygger på at man ikke overholder almindelige principper om fairness, dvs. filmen undlader bevidst at høre den anklagede part.
Filmen er også en infam hån mod de mange mandlige studenter i USA, der har fået hele deres tilværelse ødelagt af falske voldtægtsanklager.
Ved at sende filmen viderebringer i bevidst løgn, og I udbreder meget alvorlige anklager mod mænd, som er uskyldige i rettens forstand. I viderebringer den form for propaganda, som får mennesker til at hade hinanden og gør verden til et dårligere sted.
Og I anfører ikke i udsendelsen den mindste anmærkning om at filmens påstande er tvivlsomme og for en stor del tilbagevist.”
Min anke var og er ikke, at filmen ikke må vises. Min anke er at filmen ikke må vises ukommenteret. Netop et program som ”Dokumania” burde gøre opmærksom på, når de sender noget, som er meget omstridt og som indeholder dokumenterbare u-sandheder.
Jeg har et forslag til, hvordan balancen kan genoprettes:
Der er netop i år produceret en film af ca. samme spillelængde. Den hedder ”The red pill” og er instrueret af Cassie Jaye. Hvor ”Voldtaget af elitens Sønner” bruger stærke følelsesmæssige udtryk til at fremkalde had mod mænd, så bruger ”The red pill” følelsesmæssige udtryk til at afmontere feministers had mod mænd. Amerikanske feminister har et indædt had til hvad de kalder MRAs, dvs. MandeRetsAktivister. Dette had er et temmelig ubegrundet had som er næret af omfattende misvisende propaganda som i årevis har bagtalt disse MRAs. Instruktøren har været nysgerrig efter at se, hvad disse mænd i MRA faktisk er for mennesker, og da hun lærte dem at kende, blev hun meget overrasket. De var slet ikke de monstre, hun troede i starten.
Da det rygtedes, hvordan temaet i Cassie Jaye´s film havde forskudt sig i forhold til de første planer, mødte hun meget modstand, og feminister fik forhindret at hun kunne få udbetalt produktionsstøtte. Hun stod derfor uden penge til at færdiggøre filmen. Men problemet blev løst ved crowdfunding – talrige personer, især mænd, betalte hende for at færdiggøre filmen. Den har netop haft premiere i New York og Los Angeles. D. 14. november bliver den desuden vist ved en enkelt forestilling i Berlin.
Hvad ville være mere på sin plads end at Dokumania gør skaden god igen og genopretter kønsbalancen ved at indkøbe ”The red pill” til visning på DR2 ? Når man har bragt en film der skaber had, bør man også bringe en film der fjerner dette had igen.
”The red pill” har fået ekstremt fine anmeldelser, så der er ikke noget at betænke sig på. Vis i praksis at DR går ind for alsidighed og ikke bare er blevet organ for en feministisk dagsorden. Lad os få ”The red pill” på dansk TV.
Her er nogle få links til filmen ”The red pill” og til anmeldelser af den:
http://theredpillmovie.com/
http://www.telegraph.co.uk/men/thinking-man/the-red-pill-the-movie-about-men-that-feminists-didnt-want-you-t/
http://cinesourcemagazine.com/index.php?%2Fsite%2Fdschwartz_fa%2Fthe_red_pill_cassie_jayes_fall_down_the_rabbit_hole%2F
http://theralphretort.com/theralphreview-the-red-pill-1009016/
https://www.youtube.com/watch?v=P3ntwNjp-v8