Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

318

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Skødehunden - den fjerde statsmagt

Antal

Brugerindlæg af Gunnar Langemark

Der er forskel på at bide sig knurrende fast i magthavernes frakkeskøder og at ligge på skødet af samme. Dansk politisk journalistik har måske et problem. Men journalister er trænet i ikke at se deres egne svagheder.

LÆS DEL TO HER

Den Christiansborgske vagthund

Noget af det mest respekterede indenfor journalistik er den politiske journalistik. I særdeleshed Christiansborgjournalistikken nyder anseelse. Christiansborgjournalister - er de journalister, der har deres gang på “Borgen”, som den kaldes. De færdes på gangene, i Snapstinget og sågar også i træningslokalerne - hvor folketingsmedlemmerne vedligeholder deres fysiske form. Christiansborg er deres arbejdsplads. De har det, som hedder “privilegeret adgang”. Det indebærer også, at de får stillet kontorer til rådighed af folketinget samt mange andre faciliteter. Dette ses ikke i samme omfang ret mange steder i verden. Havde journalister, der skrev om McDonald's, samme fordelagtige vilkår, ville man formodentlig med rette kunne beskrive det, der blev skrevet, som luderjournalistik. Men sådan er det ikke, når det handler om landets ledelse og demokratiet.

De fungerer som befolkningens vagthund, der holder øje med, om folketingsmedlemmerne lever op til deres ansvar og løfter

Sådan står der om journalisterne - når man læser om dem på folketingets hjemmeside. Men spørgsmålet er om det snarere er en skødehund, end en vagthund.

Det symbiotiske forhold

Christiansborgjournalisterne er ganske mange. De store dagblade og tv-stationer har etableret rigtige redaktioner på Christiansborg med adskillige medarbejdere hver. Der arbejder fast ca 180 journalister på Christiansborg (se ft.dk). Det vil sige, at der faktisk er flere journalister, end der er folketingsmedlemmer - hvis vi tæller “dobbeltmandater” med. Ud af folketingets 179 medlemmer er de 32 journalister (se ft.dk). Det er næsten 18 procent. Det vil naturligvis være med til at sætte nogle dagsordener og definere et samarbejde, at der er sådan en balance i “bemandingen” på de to sider. Var man lidt fræk, kunne man begynde at spekulere på, om der var et vist interessesammenfald.

Det særlige interessesammenfald bliver formodentlig ikke meget mindre af, at der sidder knap 30 “særlige rådgivere” - som skærmer og hjælper ministrene. Det er stort set allesammen journalister - og de tjener mellem 700.000 og 1.1 million (http://politiken.dk/indland/po...) på at agere som profesionelle løgnhalse, der fordrejer virkeligheden og serverer den veltilberedt og anrettet - lige som journalisterne gerne vil have den i deres travle hverdag.

Historierne

I Videnskab.dk (http://videnskab.dk/kultur-sam...) kan man læse om, hvordan Camilla Dindler i sin ph.d. afhandling har beskrevet, hvorledes journalister og politiske partier forhandler sig frem til historier, som politikerne vælger, at de gerne vil være kilde til, og som journalisterne tilbyder spalteplads og gode placeringer til. I citatet fra en anonym politiker kan vi læse: “…Jeg kan tage fat i en redaktør eller andet og sige: Vi kommer med det her, og vi vil egentlig gerne give det til Jer(…)Så har man en diskussion om det: Vil I sige sådan og sådan? Næh' det vil vi ikke. Nå, vil I sige sådan og sådan? Ja, det kan godt være, vi vil det. Og så går vi tilbage og overvejer det(…) så er interessen, hvis vi vinkler hårdt på det her frivilligt, og det kan man sagtens finde eksempler på. Så har vi valgt måske at gøre noget, vi ellers ikke ville have gjort, men alligevel valgt en vinkling, så vi får en placering dér, hvor vi ønsker - frem for bare at sende det ud som en pressemeddelelse”. Den historie konfronterede Journalisten nogle Christiansborgjournalister med. Men når der tales til referat, kan de slet ikke genkende det.

En del af metoden kender enhver, der har stillet op som “ekspert” for en journalist. Journalisten ønsker at fortælle en historie og har brug for nogle personer, der vil stå som indehaver af et synspunkt. Journalisten fedter, presser og forhandler sig frem til, at “eksperten” siger det ønskede. Hun eller han bruger sin adgang til de store medier og mange læsere eller seere som “valuta” i en forhandling, hvor eksperten, eller i dette tilfælde politikeren, ønsker at komme ud til mange mennesker og blive eksponeret.

Det er vigtigt for eksperter, forskere, forfattere m.fl. at blive eksponeret og få opmærksomhed. Har man først prøvet, hvordan mediernes opmærksomhed af sig selv kan afføde invitationer og interesse, ved man, hvor meget dette er værd. For politikere på Christiansborg, som ønsker at blive valgt og få lejlighed til at fremme deres politiske synspunkter, er det endnu mere værd end for næsten alle andre. Så er det godt, når journalisterne tilbyder en service.

Venner eller noget

Journalisterne, politikerne og de politiske rådgivere taler selvfølgelig en del sammen. De drikker kaffe sammen, går på værtshus, eller spiser sammen. For det er jo på den måde, at man under uformelle former kan få en god og afslappet relation, hvor begge parter hjælper hinanden. Så gør man ofte det, at man taler “til baggrund”. Det er sådan noget snak, som gør en klogere, men som ikke ender i avisernes spalter. Det er “udenfor citat”, som vi andre siger.

Ifølge førnævnte ph.d. afhandling skulle 7 procent af journalisterne selv mene, at de har venner blandt politikerne. Omvendt mener 49 procent af politikerne at de har venner blandt journalisterne. Om det skyldes at politikere må være mere nøjsomme, og ved at deres medpolitikere er deres konkurrenter, og derfor kan få den opfattelse at deres sande venner er journalisterne, eller om det skyldes, at journalisterne ikke kan bære i deres forfængelighed, at de skulle være venner med dem, som de godt ved de ikke burde være venner med - får stå hen i det uvisse.

Godbidderne

Journalister på Christiansborg får “godbidder”. Det er betegnelsen for solohistorier, som journalister skal bruge for at få det daglige rugbrødsarbejde til at glide. Der stilles relativt store krav til antallet af historier og spaltemilimeter, en journalist i vore dage skal levere. Markedsudviklingen har gjort journalistik til et mindre lukrativt erhverv, og for at trække sin løn hjem, skal man kunne levere hver dag. Derfor er der ikke tid til fordybelse, og journalisterne må gøre deres bedste for hver dag at have en eller anden god historie, som deres medie vælger at bringe.

Det er jo en fordelagtig situation for dem, der sidder og deler historier ud. På Christiansborg er det typisk pressemedarbejderne og de særlige rådgivere. Altså andre journalister der er ansat af partierne og af regeringen til at forberede historier og vinkle dem og time dem til deres arbejdsgiveres fordel. Der findes efter sigende en hel lille “industri”, der kan producere og fordele “godbidder” til de journalister, man gerne vil belønne. Godbidderne skal selvfølgelig være gode. Men så har man også noget at handle med.

Godbidder blev behandlet af Journalisten i januar 2013 (http://journalisten.dk/christi...). Det er ikke noget, alle journalister synes er helt fint i kanten. Det helt særlige ved godbidderne, der tilflyder Christiansborgjournalisterne, er, at disse journalister i modsætning til andre journalister mener, at det er en del af deres forpligtelse til at beskytte deres kilder, at de nægter at udtale sig om, hvorvidt en historie er en “godbid” eller ej. Det er selvfølgelig et lidt speget problem i et så snævert miljø som Christiansborgs, hvor kildebeskyttelse kan være vanskelig. Men opfattelsen adskiller sig markant fra andre typer af journalistik, og det kan ikke undre, at det stiller Christiansborgsjournalisterne i et lidt ufordelagtigt lys. Også selvom de forsikrer, at de faktisk ikke får disse “godbidder” eller “lunser”, før de selv har næsten tvunget dem ud af hænderne på ministerierne. Man ser det næsten for sig. Er det ikke sådan, en begejstret hund gør, når dens herre står med et kødben?

I anden del fortsætter historien med at fortælle om hvordan journalister kan have en problematisk selvopfattelse - som kan stå i vejen for deres evne til at tænke klart.

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

26/02/2014 - 08:44

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:30

Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper