Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

309

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Journalistens imponerende ego

I første del hørte vi om samarbejdsforholdene mellem journalister, journalistiske medarbejdere og politikere på Christiansborg. I anden del indføres vi i den særlige selvopfattelse, visse journalister synes at have opdyrket.

LÆS DEL ET HER

I den idéelle verden

Alle journalister har særlige interesser. Deres primære interesse er at brødføde familien. Som Christiansborgjournalist skriver man de historier, der sikrer, at man både har en arbejdsgiver, der bliver tilfreds, og et kildegrundlag, der ikke slår hånden af en. Som Christiansborgjournalist kan man godt være lidt kritisk. Man kan fortælle historier, der er kritiske overfor nye love, som afdækker problemer i nye forslag, og man kan såmænd også gå efter manden og fortælle om særlig kritisabel adfærd hos politikere. Men der er selvfølgelig også diskretionshensyn at tage. Særligt når man går op og ned af sit “objekt” hver dag. Der er en vis kollegialitet nødvendig.

I den idéelle verden kunne Christiansborgjournalisterne fortælle en hvilken som helst historie - kritisk og afslørende - og uden at være bange for at strømmen af gode historier tynder ud, og uden at skulle frygte at ens gode relationer forringes. Men Christiansborg er befolket af ambitiøse politikere, der er interesseret i at få en plads endnu mere inde i magtens centrum. Og når de først er der, vil de gerne blive. De bruger bevidst kommunikationsstrategi og taktiske tricks til at distribuere viden og dermed skaffe sig magt over den situation, de er i, og indflydelse, hvor der er potentielle risici. De bruger bevidst og meget veluddannet deres viden og informationsmonopol til at få magt over journalisterne.

Og journalisterne er lette ofre, fordi de ofte har den naive journalistiske selvforståelse, at de er “ovenpå situationen”. De journalistiske uddannelser og de redaktionelle miljøer avler den type af selvforherligende arrogance, som gør journalisterne til små stjerner i deres egne øjne. Enhver ,der har oplevet, hvordan journalister reagerer på kritik, ved, at det ikke falder i god jord. Der reageres smækfornærmet.

At være kritisk

En fundamental forskel på journalister og kommunikationsuddannede er deres forskellige tro på objektivitet og neutralitet. Journalister er uddannet til at tro på, at de kan koble sig selv ud af ligningen og levere (næsten) objektiv journalistik ud fra nogle rationelle kriterier om at vægte forskellige holdninger ligeligt, opsøge flere kilder og kun fremføre påstande, som støttes af mindst to uafhængige kilder. Journalister arbejder oftest meget samvittighedsfuldt for at fremstille en sag balanceret og fortæller en historie, hvor begge parter kommer til orde. Journalister lægger også meget vægt på fakta. De bygger deres historie op på data, der helst skal formidles så letforståeligt som muligt, hvilket ofte betyder forenklet og med nuancer og baggrundsforståelse skåret væk.

Den akademisk uddannede (ja - jeg ved godt at visse journalister vil hævde, at de er akademisk uddannede) kommunikationsmand vil typisk se anderledes på det. Han vil sige at uanset hvor objektivt man tilstræber at være, om man hører både den ene og den anden part og uanset hvor balanceret man fremstiller en sag, vil der være filtre og vinkler og retorik, som giver historien en særlig farvning eller tendens. Man KAN ikke være neutral og objektiv, og hvis man ikke står ved sin tendentiøse holdning, vinkling og retoriske behandling, bliver man offer for sit eget selvbedrag.

I tilfældet Christiansborgjournalistik er selvbedraget allerede indtrådt i det øjeblik, man påstår både at være kritisk journalist i det politiske system og samtidig er en integreret del af dette system. Det er meget svært at bide den hånd, der fodrer én, ret mange gange og ret hårdt. Selve den måde, Christiansborg fungerer på, sikrer jo, at journalisterne aldrig vil stille spørgsmålstegn ved selve fundamentet. Journalisterne får kontorer, masser af faciliteter, historier og en social omgangskreds, der måske tæller kendte og magtfulde mennesker. Den let-smigrede kan næppe sige sig fri fra at være lidt benovet i starten, og den påvirkelige vil med tiden udvikle en vis arrogance, som hidrører fra at befinde sig nær magtens centrum. Arrogancen kan udvikle sig til moralsk dovenskab og selvbevidsthed, som dækker over den akutte bevidsthed, der burde være hos journalisterne; at de faktisk sidder midt i det cirkus, som de burde forholde sig kritisk til. De er en del af forestillingen og har en central rolle, som de går op i at spille godt.

At stille spørgsmål ved selve konstruktionen falder ikke Christiansborgjournalisterne ind. Bortset fra en kort stund i 2013 hvor det, vi nu kalder for mørklægningsloven blev vedtaget, har de nærmest ikke stille spørgsmål ved måden tingene foregår på i rigtig mange år. Befolkningen hører aldrig kritik af den måde, partierne styrer det, der skulle være et folkestyre, på. De hører ikke om ulemperne ved de såkaldte “clearingaftaler”, som partierne indgår for at lette arbejdsgangene. De hører ikke om ulemperne ved de langvarige forlig, som partierne indgår og hindrer folketingets medlemmer i at tage emner op, deres parti for nogle år siden har indgået et forlig om. Det er som om, at journalisterne er så fedtet ind i disse forhold, at de slet ikke ser det som demokratiske problemer men blot konstaterer, at sådan er det. Folketinges forretningsorden, der siger, at man ikke må kalde et andet folketingsmedlem for en løgner, bliver heller ikke problematiseret. Man skal være pæn, uanset at man bliver smittet af pænheden og kommer til at blive en del af løgne-cirkusset, hvor ordet løgn er forbudt.

Den lette dramaturgi

Journalisterne tager enkeltsager op, hvor de kan fortælle en historie med mennesker, konflikter og måske endda en konfliktoptrapning og løsning hen ad vejen. Journalisterne ved, at det er sådan nogle historier, folk gider høre, og de ved, at deres redaktører også ved det, hvorfor chancen for at få sit skriv med er større, hvis det pakkes ind i den struktur. At det samtidig fordrejer virkeligheden og får dagligdagen i det politiske liv til at ligne et afsnit af en tv-serie, er et tab, der må regnes med og så ubetydeligt, at det ikke holder journalisterne fra - næsten per automatik - at sætte deres historier sammen på denne måde.

Hvis der er problemer i en “grøn” NGO, finder man en skurk og går efter ham længe før, man forsøger at undersøge, om der er nogle strukturelle eller proceduremæssige problemer, som gør, at Danmark lige pludselig har sendt 90 millioner til en korrupt sydkoreansk organisation. Hvis der er problemer med sagsbehandlingen af skattesager for folketingsmedlemmer, starter man med at fortælle små dele af historien og pege på de involverede personer, som alle kender fremfor med det samme at skære ind til benet og analysere problemstillingen. Det sidste gør man, fordi man på den måde kan få en historie til at køre som føljeton og tjene penge på, at læserne gerne vil købe avisen eller klikke på historierne mange gange for at få hele historien.

Hvis læseren på nuværende tidspunkt er i tvivl om, hvorvidt samarbejdet imellem medier og ministerier, journalister og politikere er råddent, kan det anbefales at læse en afgørelse fra ombudsmanden fra juni 2013, hvor han stærkt kritiserer et ministerium for at benytte såkaldt “slicing” og indirekte at true en journalist med, at han risikerer at miste sine “godbidder”.

Egentlig burde journalisten være bedøvende ligeglad med ministeriets adfærd. Men ministeriet ved åbenlyst godt, hvordan det skal gøres, hvis man vil have krammet på en journalist. Hvis der er enkelte læsere, som ikke husker denne sag, kan det hænge sammen med, at det blot blev konstateret i form af et ritzau-telegram i de fleste medier på det pågældende tidspunkt.

Vov vov - god hund

Regering og folketing taler delvis gennem journalistuddannede rådgivere til journalisterne og forsøger at få fortalt bestemte historier. Journalisterne tilbyder politikerne særlig gode placeringer for deres historier, hvis de vil lade sig citere for stærke udsagn, som giver læsere og lade journalisten skarpvinkle historien.

Ministerierne forsøger at styre det gøende kobbel journalister ved at dele nyhederne op og kaste lunserne til udvalgte.

Og folketings-politikerne tilbyder at stille spørgsmål til regeringsmedlemmerne i folketinget, som journalisterne måske ikke lige har adgang til at stille (og få besvaret vel at mærke) under andre vilkår.

På folketingets hjemmeside står der at læse om journalisterne på Christiansborg:

De fungerer som befolkningens vagthund, der holder øje med, om folketingsmedlemmerne lever op til deres ansvar og løfter.

Men på Christiansborg har man i mange år forstået at give vagthunden godbidder. Og befolkningen? Den klapper når domptøren råber: “giv hals” - og hunden bjæffer.


10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem eller sponsor her


Del eller citer ved at kopiere linket her

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:30

Del eller citer med linket her

MediaCreeper