Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

310

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Risager rykker og river i bentøj og sjæl

Antal

0

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Too Many Roads (2014)
Produceret af Søren Bøjgaard & Thorbjørn Risager

Danmark har i Thorbjørn Risager en vokalist af sjælden kaliber, hvis stemme udstråler lige dele potent råstyrke, passioneret glæde ved musikken og markant klangbund i leveringen af de hovedsageligt egne skrevne sange, hvilket ´Too Many Roads´ understreger med en tuschpentyk toppræstation. Helt fortjent turnerer Risager pt. flittigt med sine tornadodrenge i Tyskland, Frankrig, Belgien, Østrig, Sverige, Norge og Danmark på små og store spillesteder samt enkelte festivaler. Både band og solist er nemlig en prima ambassadør for dansk rootsrock, blues og soul af højt internationalt tilsnit.

Risager, der er uddannet fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København, et stærkt inspireret af B.B. King og Ray Charles og har været nogle år på banen med en række fine cd-udgivelser bag sig. Det er blevet til en Danish Music Award for Årets Bedste Bluesalbum ´Dust & Scratches´ i 2013, og det øvrige Europa er ved at få øjnene op for dette betydelige talent. ´Too Many Roads´ består af et dusin skæringer med en spilletid på knap 50 minutter. 10 musikere yder deres bedste inklusive to korsangere og en tre mand høj hornsektion. Lad os se nærmere på en række højdepunkter fra det nye album der samtidig understreger en vis genremæssig bredde, der føjer sig fint ind i et yderst favorabelt helhedsbillede.

Åbningsnummeret ´If You Wanna Leave´ er med sit tunge shufflebeat, aggressive guitarspor og hårdtpumpede lyd det perfekte valg ud i at fortælle lytterne, hvad der venter dem. Den lumsk funky ´Paradise´ viser, at Thorbjørn Risager kan sin klassisk amerikanske Rhythm & Blues uden at lyde som et støvet museum. ´Drowning´ duver dovent afsted i et adstadigt og diskret insisterende swing – Risager trækker her med finurlig stilsans på en usvigeligt sikker rytmegruppe bestående af Søren Bøjgaard på bas og Marttin Seidelin bag trommerne.

Især soul balladen ´Through The Tears´ demonstrerer kapelmesterens evner som vokalist, der med sjælfuld indlevelse beretter om den hårdt plagede mands prøvelser ud i kærlighedens smerte i et sangforedrag, der leder ens tanker hen mod Otis Redding, Stax og Ray Charles tilsat klare B.B. King fraser i guitarsolospillet – ganske enkelt formidabelt. Det hæsblæsende riffrock nummer ´High Rolling´ er af en kvalitet ud i energisk ensemblespil, der ville klæde ethvert The Rolling Stones, ZZ Top og AC/DC album. ´Red Hot & Blue´ med kække og kreative figurer i blæsergruppen plus fremaddrivende rytmik appellerer kraftigt til de danseglade fødder - Risager excellerer atter i et økonomisk guitarspil, der sidder præcist, hvor det skal.

Sidste skæring ´Play On´ er en klar vindersag for Emil Balsgaards bundsolide Boogie Woogie piano, og sædvanligvis sætter Risagers stemme tingene på plads – autentisk og aldeles træfsikkert i et arrangement som den britiske klaverbokser og bandleader Jools Holland sikkert gerne havde sat sin signatur på.

´Too Many Roads´ burde ikke alene konsolidere Thorbjørn Risager & The Black Tornado´s status på den danske og europæiske bluesscene, men tværtimod udvide den til også at omfatte rockmiljøet i almindelighed. Med en stemmepragt, som Risager kan fremvise live og i studiet, der rykker og river i bentøj og sjæl, fortjener man faktisk, at der drysser yderligere stjernestøv ned foran ens fødder. Skulle denne mand med ensemble vise sig i en by nær Dem, kære læser, kan denne anmelder her kun anbefale, at De letter bagdelen fra sofaen for skyndsomt at sætte fødderne i retning af det pågældende spillested.

´Laissez Les Bons Temps Rouler - Let The Good Times Roll´. Og lad det helst gå lidt kvikt.

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:21
Typer: 
Emner: 

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper