Vi skal bruge 335 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Det Faderløse Samfund

0

Henrik Jensen: Det faderløse samfund
483 sider, People’s Press, 2006

Redaktør Lennart Kiil har opfordret mig til at skrive en anmeldelse af historikeren Henrik Jensens bog fra 2006: ’Det faderløse samfund’, og det er en opfordring, som jeg har taget imod med glæde.

Redaktørens pointe ligger naturligvis deri, at jeg selv sidste år udsendte bogen ’Det moderløse samfund’, som han var så venlig at skrive en god anmeldelse af her på ’Folkets Avis.’ Der er dog – bortset fra den påfaldende lighed og komplementaritet i de to bøgers titler samt i den omstændighed, at de begge vil udtrykke en kulturkritik og endelig i det ganske voluminøse omfang med hensyn til sidetal (henholdsvis 483 og 589) – stor forskel på de to bøgers tilgang til kulturkritikken. Henrik Jensens bogværk har først og fremmest en litterær og psykologisk tilgang, mens jeg som biolog har en naturvidenskabelig.

Men vi har en overensstemmende forståelse af moderens, henholdsvis faderens betydning i opdragelsesprocessen, og vi munder begge ud med et lignende budskab: Det vestlige samfund som tiltagende dekadent og unaturligt og nødvendigheden af at genopdage de to køns oprindelige, naturlige dispositioner. Politisk er der også overensstemmelse i påpegningen af den nordiske velfærdsstats maniske og ulykkelige bestræbelser på at overtage civilsamfundets og familiens ansvar og betydning.

Faderlige og moderlige værdier

Korrekt påpeger Jensen, at faderen, som barnet udviklingsmæssigt først opdager et stykke henne i opvæksten, understreger de værdier, som er forbundet med det at træde ud i verden, såsom autoritet, pligt, ansvar, arbejdsetik, kald, målsøgning, afstand, sublimering … det at nyde, før man kan yde.

Heroverfor er moderen barnets hovedreference i de tidlige leveår. Hun forbindes derfor med alt det, der har at gøre med omsorg, støtte og behag, oral og øjeblikkelig tilfredsstillelse, kreativitet, følsomhed og empati … man kunne vel tilføje: at blive elsket for det man er, og ikke kun for det, man præsterer. Ingen vil ved sine fulde fem mene, at den ene forælder derfor afspejler vigtigere værdier end den anden, de er begge lige nødvendige for den opvoksende generation og for et samfunds kultur.

Men problemet er, at det i den vestlige kultur i dag er således, at de traditionelt faderlige værdier er blevet ’screenet ud’ og en oral tilfredsstillelse har taget over. Helt enkelt i forbrugerismen, som Jensen rigtigt påpeger: Har du det dårligt, så spis! Jo værre, du har det, desto mere skal du fylde i dig. Det er, som om den tomhed, der er forbundet med den moderne eksistens, symbolsk udmønter sig i en tom mave. Ikke noget under, at Vestens mennesker er blevet fede og drikfældige. Og eftersom man ikke hele tiden kan fylde på sin mave, har forbruget forplantet sig videre i en enorm konsumkultur, hvis mening er at udfylde tomrummet i det moderne menneske med ting. Og langt hovedparten af familiens forbrug går igennem moderen. Ikke tilfældigt, at de fleste reklamer henvender sig til kvinder, og at de fleste butikker i en strøggade er tøjbutikker. Selv den største udgiftspost, køb af bolig, står der mestendels kvinder bag, der sikrer sig, at køkken og badeværelse bliver de afgørende parametre. Tilbage bliver der omkring tyve procent af forbruget, som mænd står for, herunder bilkøbet, den næststørste investering.

Velfærdsstaten gået bersærk

Og velfærdsstaten (efter 1960) afspejler i høj grad de dominerende moderlige værdier. Som Jensen skriver, minder den i sin nuværende terapeutiske form om moderlig omsorg, der er gået bersærk. Det forventes i dag, at staten vil puste liv på ethvert blåt mærke, der måtte opstå hos dens mindste medborgere. Og hvis der sker noget sørgeligt i vores liv, sender staten straks en krisepsykolog – i det hele taget er idealet den varme og fordomsfri moder. Den stiller ikke mange krav. Den regering, der ikke vil sende alle overskydende penge ind i velfærdsprogrammer, risikerer at blive betragtet som repressiv, uempatisk, kold og faderligt autoritær. Som en udløber af moderligheden opmuntrer velfærdstaten indirekte sine borgere til at forblive børn, afhængige og uden ansvar for sig selv. Det ser ud til, at solidaritet (ret forstået: fællesskabsforpligtelse) er blevet til moderlighed, pligten er taget ud af solidariteten. Kulturelt set handler det om, at følelser har erstattet fornuften, man lader følelserne flyde frit. Den underliggende fantasi er her igen barnet ved moderens bryst, den store symbiose. ’Jeg føler, ergo er jeg’.

De ansvarlige partier støttede alle den lighedsideologi, som siden 1950’erne har legitimeret en systematisk uddelegering til staten af sociale funktioner, der ellers lå i familie og civilsamfund. Staten overtog funktionerne som led i en rationalisering af den samfundsmæssige reproduktion (børnepasning, ældrepleje o.s.v.) i en situation, hvor familierne ikke længere kunne håndtere den, når den nu skulle passe mindst to jobs for at opretholde det forbrug af konsumgoder, man nu mente at være berettiget til. Resultatet blev et gennembureaukratiseret stats-samfund, hvor borgerne serviceres, men ikke involveres. Vi gik fra en pligtkultur til en rettighedskultur. Og fra en medborgerkultur til en individualistisk kultur, hvor individernes foretrukne rollemodel synes at være den selvtilstrækkelige, der ikke binder sig til andre, men blot har et netværk af nyttige email adresser eller ’likes’ på Facebook.

Mændene bliver marginaliseret

Faderens aktuelle situation er, ifølge Jensen, der her trækker på David Blankenhorn: Fatherless America, at han enten (1) ikke er til stede i familien, hvad enten han er blevet skilt fra undervejs eller ikke nåede toget, da det kørte. I USA lever 40 procent af alle børn uden deres biologiske far, og når børnene bliver 18, har halvdelen ikke været sammen med deres far i det meste af deres liv; (2) han er marginal af andre grunde (f.eks. arbejde, fængsel eller misbrug). 70 procent af alle indsatte i amerikanske fængsler er drenge eller mænd fra hjem uden fædre; (3) manden forsøger at finde sig en niche i familien, ofte som en anden slags mor – og stort set med de samme opgaver som hun, men sjældent med den helt samme tilfredshed.

Problemet er nemlig, at faderen i stigende grad er blevet unødvendig i det vestlige samfund. Mange er skeptiske over for maskuliniteten, medmindre den bare udspiller sig på sportspladsen. Mænd var brugbare, så længe der var vild natur at erobre, fjender at nedkæmpe og vilde dyr at nedlægge for at skaffe føde. Men i dag er der udbredt skepsis, ja fjendskab over for det mandlige, og mange kvinder såvel som mænd deler denne skepsis. Maskuliniteten er et problem, der skal overstås. Hvis man siger, at mænd i højere grad skal blive som kvinder, er der mange, som er fuldstændig enige. Vi har millioner af mænd, der er biologiske fædre, men som ikke er sociale fædre og ikke bliver i nærheden af deres børn for at opdrage dem, og som ikke er ansvarlige partnere for deres børns mødre. Jensen slutter trop med Blankenhorn og påpeger, at mændene igen skal spændes for et fælles socialt mål, og det vigtigste er, at de hjælper mødrene med at opdrage deres børn. Det kan ikke ske ved, at mænd bare bliver som kvinder, men ved at faderskabets rolle i samfundet bliver styrket.

Men hvad så med kvindens ansvar for denne udvikling? To tredjedele af alle skilsmisser i de vestlige lande sker på foranledning af moderen, også når der er småbørn tilstede. Enlige mødre får her i landet så meget i økonomiske tilskud, at de kan klare sig uden fædrene. Og politikerne kappes om at give enlige og lesbiske kvinder mulighed for kunstig befrugtning og om at kunne adoptere børn. Vi ved i dag en hel del om, hvad en far betyder i opdragelsesprocessen af både piger og drenge, og især hvad manglen på en tilstedeværende far kan medføre, men det lader ikke til at spille nogen rolle, når forbrugssamfundet og gør-hvad-du-har-lyst-til mentaliteten har taget over, og vælgernes gunst skal vindes. Endelig: Langt de fleste mødre, også mens de har små børn, knokler sig en stresspukkel til på arbejdsmarkedet for at være økonomisk uafhængige af manden og skaffe sig flere konsumgoder. Hvilket kun er muligt, når de sender deres små poder i institution det meste af dagen. Men vuggestuer blev som bekendt ikke til for børnenes skyld.

I mange europæiske lande, f.eks. Tyskland og Schweiz, bygger man på en velfærdsmodel, hvor familien og civilsamfundet fortsat har et ansvar for deres egne. Hvis disse instanser ikke kan leve op til dette ansvar eller ikke har råd til det, træder staten og det offentlige til. Og først da. F.eks. er det normalt, at manden er eneste forsøger og moderen hjemmearbejdende i de år, hvor børnene er helt små, så de med deres følsomme hjerner kan få en harmonisk start i livet, og moderen ikke behøver at få dårlig samvittighed på jobbet. Vil nordiske kvinder acceptere at sætte deres uddannelse eller karriere på stand by så længe og i den tid være afhængige af mandens indtjening?

Vi kommer ikke uden om, at der står nogle ganske afgørende og politisk ukorrekte spørgsmål til debat, hvis vi vil skaffe fædrene og deres mandlighed tilbage til familien og samfundet. Det handler også om at få mødrene til erkende deres betydning og ansvar i denne proces. Velfærdstaten er bedre end ingenting, men den er dårlig i sammenligning med både mor og far.

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:21
Typer: 
Emner: