Medierne i Danmark gør ikke deres arbejde godt nok.
Og det skyldes i høj grad, at de ikke i tilstrækkelig grad er adskilt fra statsmagten.
I Danmark har vi som bekendt formelt en adskillelse mellem den
- lovgivende
- dømmende
- og udøvende
magt.
Hvor reel denne adskillelse er i dag, hvor alle tre "afdelinger" domineres af de samme mennesker fra DJØF, kan vi diskutere en anden gang.
For uden for alt dette skulle der i teorien eksistere noget, vi sommetider med en dum betegnelse kalder den 4. statsmagt:
Medierne.
Det er meningen, at medierne skal være helt uafhængige af det øvrige magtapparat.
Medierne skal være kritiske over for magtapparatet og være efter det med afdækkende og undersøgende journalistik på borgernes vegne.
Sådan er det, fordi vi af bitter erfaring ved, at magten har det med i stigende grad at lukke af omkring sig selv.
Hvad kræver det så af pressen og medierne at kunne agere kritisk i forhold til staten og hele det offentlige system?
Jo, det kræver først og fremmest en uafhængighed af systemet.
Og det kræver en høj grad af selvdisciplin.
Det med selvdisciplinen hænger sammen med armslængdeprincippet, som er en fordring om ikke at gnubbe skuldre med magthaverne.
På begge punkter går det helt galt i Danmark.
Danmarks Radio er et rent statsmedie. Med en helt særligt lovgivning omkring sig som priviligerer institutionen med lovhjemmel til at opkræve en særlig afgift på alle med et elektronisk modtageapparat.
Og landets store dagblade får hvert år trecifrede millionbeløb i mediestøtte. Noget som staten tager fra borgerne og giver til medierne, som ellers ofte har flere penge til medarbejdere end andre virksomheder.
Men det står værre til endnu.
Her er tre punkter, som er værd at tænke over:
- Journalisters "karriereskift"
- Fremkomsten af "konstruktiv journalistik"
- Samarbejde mellem medier og magthavere
Lad os starte med journalisterne. Dygtige journalister, der interesserer sig for politik og arbejder på DR eller dagblade, går sjældent for alvor kritisk til systemet eller magthaverne. Det er i hvert fald undtagelsen og ikke reglen, når det sker.
Årsagerne til dette er uden tvivl mangfoldige, men man skal i sammenhængen bestemt ikke underkende den enkelte journalists egne karriereambitioner.
Måske kunne journalisten godt tænke sig at skifte over "på den anden side" på et tidspunkt og fungere som rådgiver eller konsulent for politikere eller andre dele af magtapparatet.
Hvor mange journalister er ikke blivet kommunikationsrådgivere, konsulenter, lobbyister, spindoktorer, etc, etc ad nauseam?
Selvfølgelig lægger de fleste journalister sig ikke ud med systemet i Danmark. Tværtimod ser vi en lind strøm af dem frem og tilbage mellem embeder og jobs som ideelt set burde være meget mere adskilte.
Et andet problematisk aspekt er fremkomsten af "konstruktiv journalistik". Udgangspunktet for denne er til dels en reel kritik af journalistikkens tendens til at fokusere negativt og dermed giver læseren et forskruet billede af virkeligheden.
Konstruktiv journalistik er blot ikke løsningen på dette.
Med konstruktiv journalistik opløses skellet mellem journalistik og politik igen yderligere og journalister begynder at se sig selv som nogen, der ikke blot skal afdække, men også komme med forslag til løsning af problemer.
Det er en naiv tankegang, som ligger bag og en temmelig voldsom overvurdering af den gennemsnitlige journalists formåen.
Endelig ser vi i dag en stadig mere udbredt tendens til direkte samarbejde mellem offentlige institutioner og forskellige medieaktører.
Samarbejde? Jamen, det er vel en god ting?
Nej.
Mediernes opgave er ikke at agere udvidet kommunikationsafdeling for verdens største offentlige sektor. Mediernes opgave er ikke at træne kommuner, regioner og stat i story telling eller andre journalistiske metoder.
Hele vejen rundt ser vi en presse og mediemaskine, som har glemt sine rødder og ikke længere respekterer sin plads i det store samfundssystem.
Det er ikke overraskende.
For de institutionelle skel i Danmark er under opbrud og det er samtidig - paradoksalt nok - i stadig højere grad en herskende klasse af bogligt begavede folk der bevæger sig ubesværet rundt mellem de fire statsmagter.
Institutionerne er nu kun formelt og udadtil adskilte.
Dermed stikker eliten af fra folket - og ideen om pressen på folkets side i denne sammenhæng virker mere og mere forældet og urealistisk.
Jeg kan dog sige jer en ting.
Aldrig har behovet været større for et medie som Folkets Avis, der går den stik modsatte vej end alle andre.