Gå til hovedindhold

Kommunaldirektør fyldte 50 – og fik reception til 50.000 kroner i gave af kommunen

Af Lars

Kattegatcentret blev lejet og maden bragt ud af et nærliggende hotel. Det i forbindelse med, at Norddjurs Kommunes kommunaldirektør fyldte 50 år, hvilket blev fejret på skatteydernes regning.

- I Norddjurs Kommune skal vi hver dag kæmpe for tingene, så vore borgere får de samme tilbud som man får i andre kommuner.

Sådan lød det fra Norddjurs Kommunes kommunaldirektør, Jesper Kaas Schmidt, overfor Aarhus Stiftstiden, da avisen bragte et større portræt af ham i forbindelse med, at embedsmanden i 2015 rundede de 50 år. En lejlighed Jesper Kaas Schmidt blandt andet benyttede til at udtale, at han er kommunaldirektør for alle kommunens borgere, og ikke kun er et serviceorgan for dets politikere.

Det er dog ikke altid, at der skal kæmpes lige meget for tingene. Det fremgår af aktindsigter, som Folkets.dk har opnået i de repræsentationsudgifter, Norddjurs Kommune har afholdt de seneste år. Herunder i de bilag, som relaterer sig til kommunaldirektørens 50 års fødselsdagsreception.

En fejring der ikke blev holdt på kommunen, men i stedet i det nærliggende Kattegatcenter i hovedbyen Grenaa – på skatteborgernes regning.

 

Madleverancer fra lokalt hotel

Det kunne også aflæses af receptionens samlede regning, som inklusiv moms løb op i 47.253 kroner.

En udgift der blandt andet skyldtes brugen af Kattegatcentret, hvilket som udgangspunkt kostede 14.000 kroner. Hertil kom opdækning og servering, hvorfor udgifterne til centret løb op i 17.792 kroner.

Samtidig spillede det også ind, at det ikke var kommunen, der stod for leverancerne af mad til de 110 deltagere. Det var i stedet udliciteret til Kystvejens Hotel, som ifølge sin hjemmeside leverer ”gastronomiske godter med grøn omtanke”. Omsat til kroner og ører betød det en kuvertpris på 196 kroner, således at bespisningen af Jesper Kaas Schmidts gæster kostede skatteyderne 21.560 kroner.

Oven i kom blandt udgifterne til forskellige former for drikkevarer, ligesom et aarhusiansk lydstudie blev hyret ind. På den måde blev det muligt for gæsterne at høre de taler, som blev holdt under kommunaldirektørens fødselsdagsreception.

Lars Bjørknæs er en erfaren graverjournalist som gennem årene har afsløret mange sager om frås og magtmisbrug i det offentlige system