Mange har sikkert set de forskellige programmer på DR hvor der køres hårdt på en virksomhed eller organisation.
Danmarks Radio vil gerne stå for en journalistik der blotlægger problemer her i landet, og man kører hårdt på at få lagt alle uregelmæssigheder frem i lyset, hvor alle kan se dem.
Men hvad med Danmarks Radio selv? En mastodont som lever af en særlig lovgivning der giver den hjemmel til at indkræve såkaldt licens fra alle i besiddelse af så meget som en mobiltelefon.
Gang på gang har det vist sig, at der er rod i butikken Danmarks Radio. Gang på gang er uregelmæssigheder - hvis ikke deciderede ulovligheder - blevet påpeget.
Gang på gang er der kommet henstillinger fra Rigsrevision og Folketingets politikere.
Men Danmarks Radio åbner ikke op for offentlighedens nysgerrige blikke.
Tværtimod tyder meget på at Danmarks Radio klapper i som en østers ved udsigt til den mindste kritik eller åbenhed.
Den fremragende graverjournalist Lars Bjørknæs, som driver mediet Journalista.dk og virker som freelance-skribent her på Folkets Avis, har gentagne gange måttet finde sig i at få afvist sine særdeles relevante ansøgninger om aktindsigt i Danmarks Radio.
Danmarks Radio der på det seneste blandt andet ikke har kunnet eller ville redegøre for ansættelsen af chefer til million-lønninger uden stillingsopslag.
Danmarks Radio har som landets mest magtfulde kulturinstitution og landets uden sammeligning største medie- og presseaktør noget af en dobbeltrolle:
På den ene side bruger man gerne lovgivning om aktindsigt, når man selv vil afsløre problemer med magtmisbrug og lignende andre steder.
På den anden side dækker man sig ind under særlovgivning for TV- og kultur-området, når andre ønsker indsigt i DR's egen gøren og laden.
Det er stærkt bekymrende at en så magtfuld organisation, som har direkte adgang til borgernes lommer gennem licens-lovgivningen, på den måde gang på gang kan smyge sig uden om ansvar og åbenhed.
Danmarks Radio er endda i den magtfuldkomne situation, at institutionen selv er sidste instans i forhold til aktindsigt og således kan en afvisning ikke ankes.
Uviljen i forhold til at give aktindsigt viser måske mere end noget andet, at der foregår en masse skummel aktivitet i Danmarks Radio som i bedste fald befinder sig i grå-zonen i forhold til lovgivningen her i landet.
En lovgivning der priviligerer Danmarks Radio på stort set alle andres bekostning.
Danmarks Radio vil gerne tage borgernes penge gennem licensordningen, men stå til ansvar eller give offentligheden indsigt i de mere eller mindre lyssky aktiviteter der foregår bag de store mure på Amager – det vil DR skam ikke!
Danmarks Radio opfører sig arrogant og magtfuldkomment - uden respekt for de borgere som betaler gildet.
Og politikerne kan eller vil ikke gøre noget ved det.