CTR er måske ikke et kommunalt selskab, der siger offentligheden ret meget. Men ud over at levere varme, afholder det både dyre og våde bestyrelsesmiddage med markant politikerdeltagelse.
- CTR har siden etableringen i 1984 stået for miljøvenlig fjernvarmeforsyning i hovedstadsområdet. Fem kommuner - Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København og Tårnby - har sammen skabt et fjernvarmesystem i absolut verdensklasse.
Selvtilliden mangler ikke noget hos Centralkommunernes Transmissionsselskab, der normalt forkortes til CTR, når det kommunalt ejede aktieselskab præsenterer sig selv på sin hjemmeside. Her slår det også fast, at der er tale om et interessentskab mellem kommunerne Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København og Tårnby.
De politiske interesser markerer sig blandt i sammensætningen af selskabets bestyrelse, hvor der er markant deltagelse af byrådsmedlemmer.
Det fremgår også af CTRs repræsentationsudgifter, som Folkets.dk har opnået aktindsigt i. Derfor også i en bestyrelsesmiddag, som fandt sted på Restaurant Manzel. Et københavnsk spisested, som har fokus på libanesisk mad – og internationale cocktails.
Varm og våd velkomst på skatteydernes regning
Manzel betyder velkommen på arabisk, og restauranten levede fuldt op til sit navn, da CTRs bestyrelse sammen med ledende medarbejdere, den 19. december 2013 satte sig til bords. Det under ledelse af Ayfer Baykal, der ud over at være borgmester i Københavns Kommune for Socialistisk Folkeparti, også i 2013 var bestyrelsesformand for CRT.
Med sig havde hun blandt andet partifællen Lars Brandstrup, socialdemokraten Jakob Hougaard og den radikale Cheri-Mae Williamson, der sammen med ledende CTR-medarbejdere udgjorde delegationen på i alt 9 personer.
Ifølge de fremsendte bilag, gik ingen af dem hverken sultne ellers tørstige fra borde. Blandt andet blev der drukket 11 flasker vin og 14 gin-tonics, ligesom der også blev skyllet efter med rom-shots. Oven i kom maden, der for hver af deltagerne bestod af 16 små serveringer, hvilket i sig selv kostede 3.960 kroner.
Den samlede regning stod i 10.517 kroner, eller hvad der svarer til en gennemsnitlig kuvertpris på 1.168,56 kroner. Derved lå skatteydernes udgifter over den normale beløbsgrænse på 1.000 kroner per kuvert, der normalt udledes af Brixtofte-dommen.