Folkemødet 2017 er åbnet på Bornholm. Går det som det plejer vil skatteydernes regning stige drastisk i forhold til sidste år, ligesom regionerne vil føre an i festlighederne.
-Fælles for debatterne de næste fire dage er løsninger, og at vi alle sammen kan bringe samfundet videre. Det er en fornøjelse at markere håbet og troen på fremtiden
Sådan lød det fra Winni Grosbøll, da Bornholms borgmester ved frokosttid åbnede årets Folkemøde. Den socialdemokratiske politiker forventede også samtidig, at årets Folkemøde ville blive kendetegnet ved et stort fokus på Donald Trump og den amerikanske udenrigs- og klimapolitik.
Men et område berørte Grosbøll dog ikke i sin åbningstale, ligesom spørgsmålet heller ikke synes at være noget, som ret mange andre ønsker at berøre på Folkemødet: Skatteydernes udgifter.
Det selv om det ellers er de offentligt finansierede organisationer og myndigheder, som har sat sig tungt på den årlige politiske festival.
Sådan er det også ved Folkemødet 2017, hvor de centrale pladser omkring hovedscenen i høj grad bærer præg af, at det er de skatteyderfinansierede organisationer, der er rykket ind. Således sidder Folkekirken, Greater Copenhagen og Folketinget på nogle af de mest centrale telte tæt på hovedscenen, hvor de blandt andet har selskab af Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og De Konservative.
Konsulentfirma hjælper region med forberedelse
Nogle af de absolut største delegationer på årets Folkemøde, kommer fra regionerne. Anført af Region Hovedstaden er de faste gæster i et omfang, så man ikke skulle tro, at de ellers normalt påberåbte sig økonomisk smalhals.
Forrest i feltet ligger næsten per definition Region Hovedstaden, som ellers i 2016 varslede store fyringsrunder, efter det var nødvendigt at spare et trecifret millionbeløb. Det kunne man dog ikke se på regionens udgifter i 2015, hvilket blandt andet skyldtes at den lejede et helt badehotel.
De i alt 110 overnatninger på Hotel Pepita løb op i 97.700 kroner, hvilket dog langt fra var tilstrækkeligt for at indkvartere alle regionale politikere og deres medrejsende embedsmænd. Af de fremsendte aktindsigter til Folkets.dk fremgår således, at Region Hovedstaden lejede en villa med 4 soveværelser, hvilket i sig selv endte med at stå skatteyderne i 21.920 kroner.
En anden iøjnefaldende udgift på Region Hovedstadens 2015-budget var, at man havde fundet det nødvendigt at hyre en retoriker ind - hvilket kostede 13.812 kroner.
Chartring af både er det nye sort
Det er dog ikke kun på landjorden, at de offentligt finansierede organisationer sastser store beløb. For 2017 tegner til at blive året, hvor antallet af chartrede både vil blive stærkt stigende.
I år er det eksempelvis Aarhus Universitet, som har placeret et stort skib i Allinge Havn. Her vil universitetsfolkene afholde en række debatter, som blandt andet sætter fokus på det arbejde, som de selv udfører. Aarhus Universitets skib ligger lige ved siden af det, som Ærø Kommune er gået sammen med Samsø Kommune om at sejle til Bornholm, hvilket sker for at forsøge at markedsføre de positive sider af at bo i udkants-Danmark.
Hvor dyrt den slags brug af skibe kan være, fandt skatteyderne i Ringkøbing-Skjern Kommune ud af sidste år. Her brugte den vestjyske kommune 355.000 kroner på Folkemødet, hvilket i høj grad gik til en chartret skonnert. Her spillede det blandt andet ind, at prisen for køjepladser løb op i 110.000 kroner.
Takket være private donationer, dækker Folkets Avis de kommende dage Folkemødet tæt.