De bliver betalt op til 25.000 kroner for få timers arbejde, når de modererer debatter under Folkemødet. Men det er dog langt fra alle berømte ordstyrere, som rent faktisk er i stand til at skabe opmærksomhed.
-Folkemødets rygrad er de events, som de politiske partier, organisationer, virksomheder og private borgere arrangerer. Et event er Folkemødets betegnelse for taler, debatter, seminarer, workshops og andre arrangementer.
På blandt andet denne måde beskriver Folkemødet på sin hjemmeside nogle af de arrangementer, som løber af stablen under årets udgave af den politiske festival. Her fortæller de bornholmske arrangører også, at de mange arrangementer er gratis for dem, der møder op til eksempelvis debatterne.
Men at kalde mange af debatterne på Folkemødet gratis, må dog anses for noget af en tilsnigelse.
For aktindsigter opnået af Folkets.dk viser, at skatteyderne ofte må betale store beløb, når der skal debatteres på Bornholm. En væsentlig årsag er de honorarer, som først og fremmest kendte journalister får for at agere såkaldte moderatorer.
Men formålet med deres tilstedeværelse er ikke kun, at de skal dele sol og vind lige mellem debattørerne. Det er i mindst lige så høj grad, at tv-stjerner og andre kendisser skal lokke tilhørere ind i teltene.
Høje betalinger for kortvarige opgaver
Hvor store udgifterne er for at offentlige organisationer på den måde kan hyre kendisser, fremgår blandt andet af et svar til Folkets.dk, som Region Hovedstaden har sendt om Folkemødet 2017.
Heraf fremgår at regionen, som ellers i disse år er ramt af massive besparelser, forventer at bruge 10.000 kroner på moderatorer for hver af de fire debatarrangementer, som den afholder i år på Folkemødet.
Uanset at moderatorernes opgave normalt kun består af at styre en debat på 1-1½ time og en smule forberedelse, betaler offentlige myndigheder og organisationer gerne store beløb for deres optræden.
En af dem der fast har en god hyre på at agerer ordstyrer, er den tidligere DR-studievært Martin Breum. Således betalte DTU ham 48.952 kroner, da han i 2014 modererede nogle af universitetets debatter.
Et lignende honorar kunne Henrik Qvortrup hente, da han i 2013 fik 21.250 kroner for at optræde for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Samme år modtog Sebastian Klein 10.000 kroner for at optræde for Region Hovedstaden, hvilket må anses for at være taksten for gruppen af kendiser, som måske er kendte – men ikke på samme niveau som eksempelvis Lasse Rimmer, der normalt får 25.000 kroner for at optræde for forskellige uddannelsesinstitutioner på Folkemødet.
Den nederste lønramme for moderatorer lyder bedømt på de seneste års Folkemøder på 6.250 kroner, hvilket eksempelvis var hvad den tidligere Mandag Morgen-topchef Astrid Læssø fik, da hun i 2016 ledte en debat for Gentofte Kommune.
Begrænset fremmøde til DR- og TV2-værter
Men det at hyre en dyr og kendt journalist er langt fra nogen sikkerhed for opmærksom på Folkemødet. Det har både Europa Kommissionen og Bolius måttet sande, efter at de tidligere på dagen stod bag arrangementer, hvor der ikke ligefrem var kø.
Europa Kommissionen havde hyret Martin Breum, som de senere år har specialiseret sig i arktiske forhold, til at lede en debat om grønlandske forhold. Men Martin Breum var dog langt fra i stand til at trække mange tilskuere til sin optræden, da der var mange tomme pladser på de overraskende få bænke, som stod placeret foran Europa Kommissionens store scene.
Tomme stole var der også, da Bolius startede en debat ved 10.30-tiden. Det selv om at flere medarbejdere hos boligejernes videnscenter aktivt forsøgte at hive specielt yngre tilhørere ind i teltet.
På trods af løfter om at den kommende paneldebat ville være sjovere end en matematiktime, var det dog meget overskueligt, hvor mange tilhørere som troppede op. Det selv om man blandt andet kunne høre TV2s morgenvært og gadget-ekspert David Guldager fortælle om, hvordan fremtidens bolig vil komme til at se ud.
Noget større succes var der ved frokosttid, hvor DR-værten Abdel Aziz Mahmoud modererede en paneldebat for FOA. En del af forklaringen syntes dog at være, at mange af tilhørerne var iklædt tøj med FOA-logoer.