Jeg vil tro, langt, langt hovedparten af befolkningen her i landet ser på voldtægt med allerstørste alvor.
Det gør jeg i hvert fald selv. Og jeg mener at kampen imod voldtægt og andre former for vold og tvang er så vigtig, at den ikke bør overlades til bestemte ideologiske retninger.
Ingen kan tage patent på at være imod voldtægt!
Det folk ønsker omkring voldtægt er:
- At det ikke sker
- Når det alligevel sker
- Voldtægtsmanden straffes
- Voldtægtsofferet hjælpes
Mon ikke langt, langt, langt de fleste mennesker er enige?
Det tror jeg.
Uenigheden opstår at andet sted:
Ifølge mange feminister lever vi i en voldtægtskultur. Den almindelige kultur, som vi er omgivet af, billiger ifølge denne teori voldtægt.
Den form for teori kommer til udtryk hos eksempelvis Henrik Marstal, når han omtaler Roskilde Festival som en voldtægtsfest.
Hvis man så går ind og sætter spørgsmålstegn ved teorien om voldtægtskultur, risikerer man meget nemt at blive kaldt voldtægtsapologet.
Men det er man jo ikke. Man deler bare ikke opfattelsen af, at vi generelt set lever i en voldtægtskultur eller at en sådan trives på Roskilde Festival.
Det er naturligvis ikke rart at blive kaldt voldtægtsapologet.
Og fordi de fleste ikke ønsker at blive kaldt noget, de ikke er, så holder de sig helt fra diskussionen af voldtægt.
Men netop fordi voldtægt er en så alvorlig forbrydelse, så er det vigtigt at alle forklaringsmodeller kommer på banen og får en chance.
Hvis anklager om voldtægtsapologi virker til at give teorien omkring voldtægtskultur monopol som forklaringsmodel, fordi dem, som mener voldtægt skal forklares ved andre grundårsager, holder igen af angst for at blive kaldt voldtægtsapologeter, så er vi ilde stedt.
For forklaringen voldtægtskultur er ikke er dækkende for virkeligheden.
Debatten over voldtægt står altså ikke imellem modstandere og tilhængere af voldtægt. Ingen som deltager i debatten er tilhænger af voldtægt. Det burde være selvindlysende.
Debatten står som antydet mellem forskellige forklaringsmodeller.
Én model som er kulturdeterministisk og kollektiv - som mener at vi lever i en syg, patriarkalsk kultur som former drenge i en uheldig retning. Hvor alle drenge i forskellig grad ender med at blive en form for krænkere.
I denne model kan nærmest al adfærd mellem mænd og kvinder tolkes som en form for overgreb. Og det er al adfærd da også blevet. Helt almindeligt, frivilligt samleje mellem mand og kvinde er af, relativt få, feminister blevet anset som voldtægt.
Kulturen er her ond. Og det er faderen også.
Den anden model tager udgangspunkt i erkendelsen af menneskets ufuldendte natur.
Denne model anser ikke kulturen vi lever i som et onde. Snarere er det netop gennem kultur at civiliseringen af mennesker opstår. Og en meget vigtigt del af at være civiliseret er naturligvis at man ikke tvinger andre mennesker til samleje.
Fortalere for denne model vil argumentere for at samfundet netop anser voldtægt som en forbrydelse af værste rang. Kun overgået af mord. Og man vil pege på hvordan stabile familieforhold bidrager til at skabe individer som respekterer andres grænser.
Her er kulturen god. Og det er faderen også.
De to modeller har en række afledte effekter:
Den førstnævnte vil som nævnt være tilbøjelig til at tolke en bred vifte af samkvem på tværs af kønnene som udtryk for overgreb og misbrug. Og stort set altid antage manden som krænker og kvinden som offer.
Den leder så til en bred definition på seksuelle overgreb, hvor al adfærd ses på et kontinuum. Og så er den allerede i udgangspunktet mistroisk over for det mandlige køn, fordi den bygger på en antagelse om at vi lever i et samfund som altid arbejder på mænds præmisser.
Den anden model er mere neutral i forhold til køn. Den ser samspil mellem køn og parringsadfærd som noget naturligt og godt, men også som noget der kan gå galt, og definerer derfor mere snævert hvad der udgør decideret voldtægt. Her arbejder man med mere klare definitioner og ikke et kontinuum.
Forskellene på de to modeller har naturligvis også følgevirkninger i forhold til retsforhold.
Ideen om at Danmark er et patriarkalsk samfund med en voldtægtskultur leder til den opfattelse at systemet er indstillet imod kvinder. Den leder også til en opfattelse af alle mænd som potentielle voldtægtsmænd, da alle mænd jo er vokset op i voldtægtskulturen.
Dermed er det nemt for en tilhænger af denne teori at afgøre om en mand anklaget for voldtægt er skyldig eller ej: Det er han bare.
Han er jo produkt af en voldtægtskultur som determinerer ham. Og hvis systemet frifinder manden, så bekræfter dette blot mistanken om at hele systemet er patriarkalsk og kvindeundertrykkende. Som det ses kan modellen ikke falsificeres for dem som tror på den. Dermed har den et præg af noget religion over sig.
Den anden model ser lidt anderledes på det retsmæssige. Her er begge køn nemlig uperfekte mennesker. Så man kan ikke bare uden videre gå ud fra at manden altid er skyldig, så snart en kvinde hævder det. Tingene er ikke afgjorte på forhånd af kulturen, men må efterprøves med et åbent sind fra sag til sag.
Denne anden model vil derfor insistere på almene retsprincipper. At man skal undersøge beviser for og imod og se på sagen i sin helhed og forøge at få afklaret om manden i det konkrete tilfælde har voldtaget eller ej.
Hvilken model man mener har størst forklaringskraft afgør i øvrigt ikke, hvor hårdt man mener voldtægtmænd skal straffes.
Personligt mener jeg, at de skal straffes meget hårdere end de bliver i dag. Men jeg mener så også, at man skal være på den sikre side før man straffer.
Jeg er klart imod teorien om at Danmark er en voldtægtskultur.
Jeg er klart imod opfattelsen af at Roskilde Festival skulle være en "voldtægtsfest".
Og jeg er absolut mindst lige så klart imod voldtægt som dig, kære Henrik Marstal.