Når der tænkes på genbrugsstationer, fokuseres ofte på lavt lønnede kommunale embedsmænd. Men en gennemgang af deres lønninger viser, at det er en medarbejdergruppe med en eksplosiv lønvækst.
– Der er lagt et stort arbejde i planlægningen og udformningen af genbrugsstationen, hvor både medarbejdere, borgere Kommunen har været involveret, og vi er meget stolte af resultatet. Derudover har genbrugsstationen nok den bedste og smukkeste beliggenhed i Danmark.
Sådan lød det fra den administrerende direktør hos FFV Energi & Miljø A/S, Claus Mogensen, ifølge selskabets hjemmeside, da den fynske genbrugsplads slog dørene op i oktober.
En kommunal genbrugsstation, hvor nedgravede containere blandt andet gør det muligt at stå under et halvtag, så brugerne ikke bliver våde under en regnbyge.
En som i økonomisk forstand ikke må forventes at blive våd, er Claus Mogensen. Det fremgår af aktindsigter, som Folkets Avis har opnået i de lønninger, som FFV Energi & Miljø A/S udbetalte i 2016.
Det kommunalt ejede aktieselskab er nemlig særdeles rundhåndet, når den en gang om måneden indsætter lønnen på sin medarbejders konto.
For den administrerende direktør betyder det, at han reelt tjener det samme som landets statsminister.
Næsten dobbelt så godt lønnet som sin politiske chef
Ifølge de fremsendte bilag til Folkets.dk, blev FFV Energi & Miljø-direktøren inklusiv pension og eventuelle personlige tillæg aflønnet med 1.426.557 kroner i 2016. Dermed lå han kun nogle få tusindende kroner under statsministeren, hvis vederlag i 2015 udgjorde 1.464.148 kroner.
Samtidig lå direktør Claus Mogensen væsentligt over den aflønning, som almindelige ministre årligt får ind på kontoen. I 2015 drejede det sig om 1.171.318 kroner, eller hvad der svarer til over en kvart million mindre, end den daglige leder af den sydfynske genbrugsstation har sikret sig.
Direktørlønningen hos FFV Energi & Miljø er ikke kun på højde med den, som tildeles landets statsminister. Den er ifølge opnåede aktindsigter hos Faaborg-Midtfyn Kommune næsten dobbelt så høj, som det der udbetales til borgmesteren. I 2015 blev borgmester Christian Thygesen betalt 755.441 kroner af de fynske skatteborgere, eller kun omkring halvdelen af, hvad Claus Mogensen modtog.