Anmeldelse af Knud Damgaards bog Kok’n’Roll.
Kok’n’Roll lægger ud med en anekdote om Knud og Olufs tur til Tokyo, hvor Knud bliver forvekslet med David Bowie og det er først når bogen er ved at nå sin slutning, at læseren får opklaret, hvad der egentlig skete dengang, og uden at afsløre for meget, kan jeg vist roligt sige, at det er en sjov historie og bestemt ikke den eneste.
Kok’n’Roll fanger fra første side og jeg læste den derfor fra ende til anden, kun afbrudt at spise- og drikkepauser. Dem er der til gengæld også nogle stykker af, fordi Knud fortæller så begejstret om mad. Stilen er meget personlig og det føles som om, at man selv sidder overfor Knud og hører ham fortælle, om tiden som frivillig kok bag Orange scene på Roskilde Festival.
Bogen er vedkommende og Knud er meget billedlig i sine beskrivelser, så det er som at være der selv. Samtidig kommer man bag om Knud og får dannet sig et billede af ham, som en imødekommende og generøs person, der glædeligt deler ud af sin bolig, sin mad og sin tid. Således beretter han om overnattende gæster fra nær og fjern og de oplevelser og samtaler de har haft, samt ikke mindst det mad de har lavet og fortæret. Det var ret så fornøjeligt at læse om dengang Knud skulle overbevise Mind Funk om, at danskerne i hver fald godt kunne lave mad, og de derfor blev sat til at grave et stort hul i jorden til en gang Vikingejordovn - også kaldet sydegrube.
Jeg har aldrig selv været på Roskilde Festival, men efter at have læst Kok’n’Roll, må jeg indrømme, at lysten til det er røget adskillige grader i vejret. Man får en indsigt i et helt særlig miljø og fornemmer den stemning der må herske, samt får adskillige smagsprøver på stjernernes indimellem lidt bizarre ønsker, som angives på riderne. Knud formår dog på fineste vis at bevare deres integritet, kun en bliver omtalt negativt og angives sågar med minuspoint, nemlig Roger Waters, som fremstår som en gnaven og lidet sympatisk mand.
I anekdoterne indgår navne, som bl.a Metallica, Rammstein, Blondie, Guns N’ Roses, Bob Dylan og D-A-D.
Men bogen kan mere end at få en til at trække på smilebåndet og blive sulten efter god mad, der er flere af retterne, som jeg selv skal afprøve, bl.a Chili Onions, Youngs stew og Chili con Carne.
Den giver et indblik i hvad det vil sige, at arbejde som frivillig på Roskilde Festival. Det kæmpemæssige arbejde der ligger bag og de restriktioner som de frivillige er underlagt. Bogen beretter også om en arbejdsmiljø mæssig udvikling, både i forhold til det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. F.eks startede kokkene med at opstille grillene på græs, dernæst plastikfliser og først i 2008 blev der lagt rigtige fliser, så der var fast bund at stå på. De frivillige måtte kun få vand og kaffe, ingen sodavand eller øl, og dengang Leif Skov var chef var det kæft, trit og retning, men som Knud ræsonnerer, var det nok også nødvendigt med så mange kreative sjæle samlet på et sted.
Apropos kreativitet, så kan for mange regler kvæle denne og medføre kedsomhed og arbejdsophør. Dette måtte Knud erfare, da Roskilde Festival fik den "geniale" ide, at tilbyde de frivillige et madlavningskursus. Her blev de introduceret for en hipsterkok, som lagde ud med at sige, at de ikke kunne lave mad og de blev derfor kraftigt reduceret i deres udfoldelsesmuligheder, hvilket jo er dræbende - specielt for en så kreativt tænkende mand som Knud.
Jeg vil afslutningsvis sige, at uanset om man er til Rock eller Kok eller begge, eller ingen af delene, er bogen helt klar en læseoplevelse værd. Den giver appetit på både mad og musik og man får lyst til at lære Knud og ikke mindst hans køkken nærmere at kende.