Gå til hovedindhold

Ville det ikke være både mere humant og langt billigere at afvise tiggere ved grænsen end at fængsle dem i Danmark?

Ville det ikke være både mere humant og langt billigere at afvise tiggere ved grænsen end at smide dem i fængsel her i Danmark?

Nu har jeg efterhånden læst et par af de der historier om tiggere fra Østeuropa som er blevet idømt fængsel for at tigge på gaden her i landet.

Vist nok dem man kalder romaer.

I mine øjne er det vanvid at smide folk i fængsel for at tigge. Uanset hvor de kommer fra.

Og det er et vanvid som opstår fordi vores politikere anser det for mere væsentligt at bevare den gode tone over for kolleger i EU end at gøre det rigtige og realistiske i en given situation.

I mine øjne kan en stor del af de problemer, vi i Danmark kæmper med i disse år, forklares netop ud fra politikernes misforståede hensyn til EU og nogle forældede konventioner og måske endda en ideologisk tiltro til åbne grænser. Som ikke holder en meter i den virkelige verden.

At man nu så hellere vil lade tiggere vandre frit ind i landet - for derefter at fængsle dem med alt hvad det indebærer af omkostninger for både tiggeren og det danske samfund - end man vil afvise dem ved grænsen, sætter bare en tyk streg under hvor hellig EU og de åbne grænser er for vores egne danske politikere.

Det er for længst gået op for alle med åbne øjne at åbne grænser ikke giver mening som tingene har udviklet sig.

Men de danske folketingspolitikere vil åbenbart hellere sætte uskyldige mennesker i spjældet og bruge danskerne skattepenge på dette vanvid, end de vil sige fra over for Merkel og kompagni.

Man er faktisk - i modsætning til hvad mange på højrefløjen tror - ligeglad med menneskerettigheder, altså det enkelte menneskes rettigheder, og man er ligeglad med borgernes skattepenge - i modsætning til hvad mange på venstrefløjen tror.

Politikere er kun loyale over for system, som står over dem selv.

Det er alt, alt for slapt.

Og ja:

Det er vanvid.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.