Gå til hovedindhold

Socialdemokratisk borgmester førte an i løjerne under festligt 'bestyrelsesmøde' som stod skatteyderne i 204.316 kroner!

Af Lars

Middagen og det sociale samvær fyldte godt op i programmet, da det kommunale HMN Naturgas holdt bestyrelsesmøde den 1. april 2016. Men regningen skatteyderne fik lov til at betale, var langt fra en aprilsnar.

– Vi er et kommunalt ejet selskab, som ikke skal skabe overskud til en aktionærkreds. Det betyder, at vi kan koncentrere os om at skaffe gas så billigt som muligt til dig.

Sådan lyder en del af den præsentation, som HMN Naturgas giver af sig selv på selskabets hjemmeside. Et kommunalt selskab, hvis ejerkreds udgøres af 57 kommuner på Sjælland og i Nord- og Midtjylland, hvilket gør det til et af landets helt store leverandører af naturgas.

Med en kommunal ejerkreds skulle man umiddelbart også tro, at der blev sparet mest muligt på repræsentationskontoen, når de politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer mødes. Men som det fremgår af aktindsigter opnået af Folkets.dk hos HMN Naturgas, synes det langt fra at være tilfældet.

Eksempelvis i forbindelse med et bestyrelsesmøde, som blev afholdt den 31. marts og 1. april på Hindsgavl Slot. Et 4-stjernet luksushotel, som også må anses for at være et Danmarks førende kursuscentre.

200.000 kroner for kortvarigt bestyrelsesseminar

Ifølge det til Folkets.dk udleverede program startede bestyrelsesmødet med middag og social samvær om aftenen den 31. marts og sluttede ved frokosttid dagen efter, efter bestyrelsesmedlemmerne og de indbudte gæster mellem klokken 9 og 12 havde hørt flere foredrag – og en indledning fra bestyrelsesformanden Ole Bjørstorp, socialdemokratisk borgmester i Ishøj.

Med et så kort program skulle man umiddelbart tro, at skatteydernes udgifter havde været til at overse. Men i alt endte timerne på Hindsgavl Slot med at løbe op i 204.316 kroner, hvilket med 73 deltagere gjorde, at prisen per deltager endte på 2.798 kroner.

Blandt deltagerne var ud over Ole Bjørstop også andre kommunalpolitikere som Skanderborg Kommunes Jens Grønlund, Odder Kommunes Elvin Hansen, Helge Friis fra Halsnæs Kommune og Viborgs borgmester Torsten Nielsen.

De blev bakket op af en lang række medarbejdere hos HMN Naturgas, ligesom skatteyderne blandt andet også betalte for deltagelsen af en række ansatte hos andre energikoncerner.

Lars Bjørknæs er en erfaren graverjournalist som gennem årene har afsløret mange sager om frås og magtmisbrug i det offentlige system